Astronomer har fundet det første eksempel på et almindeligt sort hul i en galakse, der ikke ligger meget tæt på vores egen galakse, Mælkevejen.
Det sorte hul er fundet i galaksen Centaurus A, der ligger cirka 12 millioner lysår væk i det sydlige stjernebillede Centaurus (Kentauren).
Millioner af almindelige sorte huller
Et almindeligt sort hul skal forstås som et sort hul, der kun er fra nogle få gange og op til omkring 30 gange tungere end Solen.
Disse sorte huller dannes typisk, når en tung stjerne ender sit liv i en gigantisk eksplosion – en såkaldt supernova.
Astronomerne formoder, at der findes millioner af sådanne almindelige sorte huller i alle galakser.
Kan kun afsløres af omgivelserne
De sorte huller er imidlertid ikke lette at finde, da de kun kan afsløres, hvis de påvirker deres omgivelser – f.eks. hvis de er medlemmer af et dobbeltstjernesystem og kan indfange gas fra deres stjernemakker.
Denne gas vil danne en varm skive omkring det sorte hul, der udsender energirig røntgenstråling.
Ved at lave røntgenobservationer har astronomerne allerede opdaget adskillige almindelige sorte huller i Mælkevejen og i nogle af dens nærmeste galaksenaboer.
Kan afprøve teorier for stjerner
Men nu har observationer lavet med NASA-røntgensatellitten Chandra altså gjort det muligt at finde et almindeligt sort hul i Centaurus A.
Med yderligere observationer håber forskerne at finde flere almindelige sorte huller i Centaurus A og derved afprøve, om vores teorier for stjernernes liv og død holder stik.