Vi mennesker er lidt spøjse. På Filippinerne lader folk sig årligt korsfæste på ekstremt smertefulde måder. I Spanien og Grækenland går man på brændende gløder og risikerer forbrændinger, alt imens publikum opstemt kigger på.
En populær forklaring på dette fænomen er, at vi mennesker knytter bånd og finder fælles identitet gennem kollektive ritualer. Forklaringen er nu for første gang blevet bekræftet eksperimentelt af en gruppe forskere ledet af lektor Dmitri Xygalatas fra Interacting Minds Centret på Aarhus Universitet.
Undersøgelsen, der er udgivet i tidsskriftet Psychological Science, blev foretaget på øen Mauritius i Det Indiske Ocean og viser med brug af spørgeskemaer og pengedonation, at den lokale befolkning, der kigger på eller deltager i det årlige Kavadi-ritual, efterfølgende oplever større tilknytning til samfundet.
Kavadi-ritualet er et smertefuldt ritual, hvor deltagerne blandt andet bliver piercet af spyd og store nåle og skal gå rundt i smerter i flere timer (se faktaboks for en mere uddybende forklaring af Kavadi). Befolkningen på Mauritius kommer fra mange steder i verden, men ritualet er hinduistisk.
Deltagerne og publikum til ritualet er desuden mere villige til at donere penge til templet, end de som kun deltager i fællesbøn, viser undersøgelsen.
»Det lader altså til, at jo mere folk ofrer sig fysisk og mentalt, jo større effekt har det på deltagernes og tilskuernes villighed til at give penge til fællesskabet,« siger professor Andreas Roepstorff fra Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet, som er en af forskerne bag undersøgelsen.
Smerter og empati får folk til at donere penge
Forskerne, med lektor Dmitri Xygalatas i spidsen, gav efter ritualet en gruppe deltagere og en gruppe tilskuere en pose penge svarende til to dages løn for en arbejder på Mauritius. De gav også penge til en tredje gruppe, der ikke havde deltaget i det smertefulde ritual, men i stedet havde deltaget i en hinduistisk fællesbøn.
Derefter kunne de tre grupper, der tilsammen udgjorde 86 personer, vælge at donere et selvvalgt beløb anonymt til Murugan-templet.
\ Fakta
Under Kavadi-ritualet bliver deltagerne piercet af spyd og store nåle, hvorefter de skal bære rundt på tunge konstruktioner af bambus i flere timer. Til sidst skal de bestige et bjerg og tilbyde bambus-konstruktionen til det store Murugan-tempel som et tegn på deres hengivenhed.
»Vi kunne se, at deltagerne fra det smertefulde Kavadi-ritual var mere villige til at donere penge, end dem som deltog i fællesbøn. Men det var faktisk tilskuerne til det smertefulde ritual, der donerede mest af de tre grupper,« siger Andreas Roepstorff.
»Det peger altså på, at tilskuerne blev påvirket af ritualet og følte empati med deltagerne, så de fik større lyst til at støtte templet.«
Folk følte sig mere som en del af Mauritius
De tre grupper af deltagere og tilskuere fik samtidig udleveret et spørgeskema designet til at afsløre, hvordan folk så sig selv i forhold til at være en del af samfundet på Mauritius.
»Vi kunne se et interessant skifte i identitet og selvopfattelse,« siger Andreas Roepstorff og fortsætter:
»De smertefulde ritualer trækker deltagere og tilskuere fra den meget sammensatte befolkning på Mauritius mod en stærkere følelse af fælles identitet og tilhørsforhold og væk fra deres oprindelige ophav.«
Det ligger i vores biologi
Ritualets effekt på deltagerne og tilskuerne mener adjunkt Jill Byrnit fra Syddansk Universitet kan forklares ud fra vores evolutionære ophav. Hun forsker selv i, hvordan vores adfærd er farvet af ældgamle instinkter, som vi især deler med aber.
»Disse ritualer kan forklares med to tendenser. Først og fremmest er vi programmeret til at lede efter tegn på, hvilken gruppe vi tilhører, men også hvem der tilhører en anden gruppe. Det har vi så forskellige måder at gøre på. Sportsbegivenheder har lidt samme funktion,« siger Jill Byrnit.
Vi har altså en medfødt tendens til at reagere på tegn, der fortæller os, om vi tilhører én gruppe frem for en anden. Og det er der en god grund til.
Det peger altså på, at tilskuerne blev påvirket af ritualet og følte empati med deltagerne, så de fik større lyst til at støtte templet.
Andreas Roepstorff, Aarhus Universitet
»Vi er meget udsatte, hvis vi ikke sørger for at hægte os på og have en gruppe. Mennesket er virkelig fortabt uden sin flok, da vores børn tager mange år om at klare sig selv, og moderen har brug hjælp til at forsøge barnet. Vi er meget styret af det,« siger Jill Byrnit.
»Så jeg tror bestemt ikke, at det er et tilfælde, at mennesker render rundt og laver disse ekstreme ritualer i mange kulturer. Det styrker gruppens sammenhold.«
Samtidig er der også en forklaring på, hvorfor vi mennesker overhovedet laver sådanne ekstreme ritualer, mener Jill Byrnit.
»Smerteritualerne er en mulighed for at demonstrere, at man er meget maskulin, og at man kan klare lidt af hvert. Man viser og demonstrerer sine overlevelsesevner via leg og symbolik,« siger Jill Byrnit.
Det skyldes ikke det religiøse aspekt
Andreas Roepstorff mener, at det ligger til os at lave denne slags fysiske og sociale ritualer – og at det religiøse aspekt ikke er det drivende.
»Religion er i en vid udstrækning også at deltage i nogle koordinerede sociale aktiviteter. Vi kigger på det som en social praksis, ikke som noget med at ‘Gud har sagt sådan og sådan’,« siger Andreas Roepstorff.
»Det er vigtigt for os mennesker at dele erfaringer med hinanden, og gerne med folk man relaterer til. Det kendetegner vores menneskelige sind og er en del af vores evolution, men det er tilsyneladende ikke noget, vi deler med aber.«
Undersøgelsen vinder stor popularitet
Undersøgelsen er blevet udgivet i det anerkendte tidsskrift Psychological Science og har været en af de fem mest læste og downloadede artikler i juni måned i 2013.
»Man kan kun spekulere i, hvorfor vores undersøgelse er blevet så populær, men et godt bud ville nok være, at vi prøver at gå til hypotesen eksperimentelt og bruger et klassisk psykologisk eksperiment i en mere feltbaseret situation,« siger Andreas Roepstorff.
