Hubble Space Telescope er astronomernes bedste værktøj, når de ønsker at kigge langt ud i universet på galakser og stjernetåger.
Rumteleskopet har været i brug de seneste 22 år og har givet os nogle af de flotteste astronomibilleder til dato. For nylig tog Hubble et kig på ringgalaksen Zw II 28, som du kan se på det flotte billede herover.
Læs også: Forbløffende smukke billeder fra Hubble gravet frem
Sammenstød ændrer galaksers struktur
Galakser kan have mange forskellige størrelser og forme, de mest kendte er elliptiske og spiralgalakser.
Ringgalakser er dog nogle af de lidt mere mystiske objekter, som Hubble har taget billeder af. Astronomer er ikke sikre på, hvordan disse galakser dannes, men man mener, at de dannes, når to galakser kolliderer.
Selvom en kollision mellem galakser lyder voldsom, er det meget sjældent, at stjernerne i de to galakser støder sammen, der er simpelthen alt for store afstande imellem stjernerne i galakserne.
Når to galakser støder sammen, vil de dog ændre i strukturen af disse galakser og få store stjernetåger til at kollapse og danne nye stjerner.
Den ensomme galakse er måske ikke så ensom
Zw II 28 er ifølge astronomerne ikke en helt almindelig ringgalakse, da man ikke kan observere en synlig galakse tæt på den.
Man troede i mange år, at det var en ensom ring på himlen, men nye observationer med Hubble viser, at der måske ligger en følgesvend og gemmer sig inde i ringen.
Det kunne derfor forklare, hvordan denne ringgalakse er skabt.