Rumfarten i 2015 vil byde på flere store begivenheder. For Danmark bliver den store begivenhed opsendelsen den 2. september (opsendelsestidspunktet er 22. juli blevet ændret til 2. september, red.) af den første danske astronaut Andreas Mogensen til et 10 dage langt ophold på rumstationen ISS, men der sker også meget andet.
Ceres og Pluto
To af solsystemets dværgplaneter, Ceres og Pluto får begge besøg. Ceres kredser i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, og var med sin diameter på næsten 1000 km i mange år blot den største asteroide.
Ceres blev for øvrigt opdaget nytårsnat 1801 fordi man dengang ledte efter en planet, som man mente skulle befinde sig mellem Mars og Jupiter.
Det blev dog hurtigt klart, at Ceres blot var en del af et stort bælte af asteroider, og i 200 år var Ceres en asteroide, inden den blev forfremmet til dværgplanet i 2006. Det skete samtidig med at Pluto blev degraderet fra planet til dværgplanet.
Rumsonden Dawn er på vej mod Ceres
Det er rumsonden Dawn, som nu er på vej mod Ceres efter sit besøg ved asteroiden Vesta. Dawn er udstyret med en ionmotor, der gør det muligt for rumsonden at besøge flere asteroider.
Ionmotoren bruger næsten ikke noget brændstof, men til gengæld er den så svag, at det tager uger og måneder at ændre sondens bane – men en ubemandet sonde har jo også god tid.
Man regner med, at Dawn vil ankomme til Ceres i april. Mere præcist kan det ikke siges, fordi banen hele tiden justeres af ionmotorerne som er tændt næsten uafbrudt.
Dawn skal gå i bane om Ceres og udforskningen er imødeset med en vis spænding, fordi mineralerne på overfladen viser tegn på at være hydrerede. Det betyder, at de har været udsat for påvirkning af vand.
Ceres er en lille klode uden atmosfære, men teoretisk kan der være is eller endda vand under overfladen. Det betyder ikke, at der er liv på Ceres, men en klode med vand under en eller anden form er meget mere interessant end en død klippe.
Lynbesøg ved Pluto
I juli får Pluto et lynbesøg, når rumsonden New Horizons flyver forbi med en fart på 50.000 km i timen. Det giver ikke lang tid til detaljerede observationer, men det er det bedste vi kan gøre i dag.
New Horizon begynder at observere Pluto i midten af januar, men først i maj bliver billederne markant bedre end dem, vi får fra Hubble-teleskopet.
Det tager lang tid at sende data hjem fra den fjerne Pluto, så der vil nok gå op mod et år, før alle billeder og data er modtaget her på Jorden.
Efter mødet med Pluto er det meningen, at New Horizons skal flyve forbi en af de mange iskloder i Kuiperbælet.
Pluto minder lidt om Ceres: Ligesom Ceres er den største asteroide, er Pluto blot en af de største kloder i Kuiperbæltet, der består af tusinder af iskloder uden for Neptuns bane.
Værd at holde øje med
Der er ingen tvivl om, at vi gennem hele året 2015 vil modtage mange data fra Rosetta, og der er endda gode muligheder for, at Philae vågner op igen.
Efterhånden som kometen kommer nærmere Solen, vil der sikkert komme flere og flere gejsere fra kometen, og dampene vil ramme Rosettas enorme solpaneler.
Det bliver næsten som at navigere Rosetta gennem en mindre storm, men billederne bliver givetvis meget imponerende. Højdepunktet kommer den 13. august, når komet 67P/Churyumov–Gerasimenko er tættest på Solen.
Cassini holder tæt øje på månerne Titan og Enceladus
Curiosity vil fortsætte sin udforskning af Gale krateret, og hvem ved, om den lille Opportunity nu på 11 år klarer at køre rundt på Meridani sletten nær randen af det 22 kilometer store Endeavour krater.
Det største problem er, at computeren er begyndt af få hukommelsestab. I midten af december december havde Opportunity kørt i alt 41,4 kilometer og Curiosity 10,1 kilometer.
Længere ude i solsystemet fortsætter rumsonden Cassini i fin stil i sin bane om Saturn. Der er planlagt ikke mindre end fem forbiflyvninger af den store måne Titan med sine søer af flydende metan og tre tætte forbiflyvninger af den lille ismåne Enceladus.
Enceladus udmærker sig ved at udsende nogle enorme gejsere af vanddamp, der sandsynligvis stammer fra et hav flere kilometer under den -180 grader kolde overflade.
Farvel til to rumsonder
I foråret kommer vi til at tage afsked med to rumsonder, der efter lang og tro tjeneste nu har brugt deres styrebrændstof. Efter 10 år i rummet, hvoraf de sidste godt fire år er tilbragt i bane om Merkur, vil rumsonden Messenger engang i april blive sendt ned på overfladen.
Det vil rumsonden ikke overleve, men så vil den ligge der i de næste mange millioner år som et monument over den tidlige udforskning af denne lille planet, fyldt med kratere og gamle lavasletter.
Den europæiske rumsonde Venus Express synger også på sidste vers. Siden 2006 har sonden kredset om Venus og studeret den meget tætte og varme atmosfære.
Den 28 november mistede man næsten al radiokontakt, og det forventes at rumsonden vil brænde op i Venusatmosfæren i løbet af 2015. Et af de vigtigste resultater har været, at den har fundet tegn på, at der er aktive vulkaner på Venus, og at planeten engang for meget længe siden måske har haft have ligesom Jorden.
Japanske Akatsuki forsøger sig igen med Venus
Men Venus vil måske i november få en ny satellit, nemlig den Japanske Akatsuki. Den blev opsendt maj 2010, men det mislykkedes at bringe den i bane om Venus i december 2010, fordi en bremseraket svigtede.
Siden da har den kredset om Solen, men i november 2015 er den så igen tæt på Venus. Japanerne håber nu ved hjælp af nogle mindre motorer at kunne sende den ind i en bane om Venus.
Det store problem er, hvordan elektronikken har klaret det lange ophold i rummet, hvor sonden er kommet ret tæt på Solen og derfor er blevet 30-40 grader varmere end den oprindelig var beregnet til.
Rumstationen ISS
Selv om Andreas Mogensen er den store nyhed for Danmark, så er der en anden begivenhed, som nok vil vække større opmærksomhed i den internationale presse.
Det er opsendelsen af amerikaneren Scott Kelly og russeren Mikhail Komienko i marts. De to skal nemlig opholde sig i rummet et helt år, for at lære, hvordan mennesker klarer lang tids vægtløshed.
Tager 4-6 måneder at vænne sig til livet i rummet
Erfaringen viser, at den optimale tid for et ophold er 4-6 måneder. Det giver tid til at vænne sig til vægtløsheden og lære at arbejde effektivt, men det er ikke så lang tid, at en psykisk og fysisk træthed når at sætte ind.
Alligevel tager det uger eller måneder at genoptræne en astronaut til igen at leve på Jorden efter en lang tids rumflyvning.
Hvis vi en dag sætter kursen mod Mars, så må vi vide, hvordan man klarer 2-3 års ophold i rummet, og Kellys og Komienkos flyvning er netop et af de første skridt i denne læringsproces.
Hvad ellers?
Det store flertal af opsendelser er i dag kommercielle. Det drejer sig om opsendelser især af kommunikationssatellitter og satellitter til overvågning af Jorden.
Militæret bidrager også med hele tiden at holde deres systemer af spion og varslingssatellitter opdateret.
Man kan diskutere, om det er ægte rumforskning, men uden den konstante vedligeholdelse af de mange satellitsystemer, der er en forudsætning for vort moderne samfund, så ville der være lang tid mellem at en raket lettede fra rampen.
Tilbage står nu bare at ønske både rumfarten og vore læsere et godt nytår.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
