»Jeg ser ingen Gud heroppe.«
Ifølge et sejlivet rygte skulle Gagarin have sagt disse ord, da han d. 12. april 1961 blev det første menneske i rummet. Rygtet bunder dog ikke i sandheden, da lydoptagelser afslører, at han i virkeligheden som sine første ord nynnede den nationalistiske ‘Faderlandet hører, faderlandet ved’, som handler om det kommunistiske sovjetiske styre – og det er meget sigende om hele situationen.
Det sovjetiske folk havde længe stræbt efter at besidde rummet, fordi det var et helligt sted ifølge kristendommen. Så det er klart, at der opstod et rygte om kristne udtalelser.
Men Gagarins nynnen af den kommunistiske sang er et billede på, at det sovjetiske rumfartsprogram hang uløseligt sammen med det kommunistiske styre. Gagarin og andre kosmonauter blev symbolet på det kommunistiske styres sejr over kosmos. De rejste land og rige rundt og blev hyldet som eksemplariske sovjetiske helte.
Videnskabens affære med politik
Den interessante sammenhæng mellem politik og videnskab har Jakob Ladegaard, der er adjunkt i litteraturhistorie ved Aarhus universitet, kigget nærmere på. Han er i gang med et større forskningsprojekt og har i den forbindelse kigget nærmere på tre værker fra litteraturen og kunsten, der alle belyser forholdet mellem rumfartsprogrammet og kommunismen, og hvad vigtigere er:
Folkets holdning til begge dele.
Hans analyse er mundet ud i artiklen: ’Tilbage til Kosmos’, der er publiceret i K&K 2012.
En del af Jakob Ladegaards forskningsprojekt handler om tiden efter den kolde krig.
»Jeg ser på forholdet mellem øst og vest, særligt i politisk perspektiv, og hvordan det bliver behandlet i film og litteratur. Det er påfaldende, at en del nyere værker i Rusland handler om det sovjetiske rumfartsprogram. Det afspejler, at der var mange diskussioner i samfundet om det emne. Formålet med forskningsprojektet er ikke at få ny historisk viden om selve rumfartsprogrammet, men at undersøge dets kulturelle og samfundsmæssige betydning – både før og efter Sovjetunionens sammenbrud.«
Alternativ religion for kommunismen
Fotografen Adam Bartos udgav i 2001 en bog med knap 100 farvefotografier kaldet: ’Kosmos – A Portrait of the Russian Space Age’. Billederne er taget på en rejse til de tidligere tophemmelige sovjetiske rumforskningscentre. Der er både billeder af centrenes omgivelser og nærbilleder af gamle raketdele og simulatorer med livløse rumdragter. Billederne har en opstillet karakter.
Jakob Ladegaard mener, at billederne minder om kristne ikoner, og det er ikke et tilfælde:
»Grunden til, at rumfartsteknologien blev så berømt og fangede så mange, var, at samfundet allerede så rummet som et helligt sted på baggrund af kristendommen. Erobringen af himmelrummet blev gjort til et verdsligt projekt gennem rumfartsprogrammet – men Sovjet-styret knyttede i den forbindelse an til en dybt forankret kristen mytologi i den russiske befolkning. Det var derfor, at rumfartsprogrammet kunne gribe den kollektive bevidsthed og få en betydning, der rakte meget længere end dets rent videnskabelige indhold. Man kan sige, at rumfartsprogrammet gav styret en mulighed for at kanalisere folks drømme om frelse og udødelighed over i partiets politiske fortælling om kommunismens fremskridt og løfter om lyksaligheder.«
Bartos belyser denne lighed mellem kristendommen og det kommunistiske fokus på rumfartsprogrammet.
Sovjet blev aldrig udødelig
»Han fotograferede forladte stationer med ikonografi, som man kender fra kristendommen,« forklarer Jakob Ladegaard og fortsætter:
»Mange af billederne symboliserer ’Den tomme grav’. Jesus’ tomme grav er både et symbol på, at han har overvundet døden, men samtidig at meningen er væk fra verden. Bartos fotograferer ruinerne med et melankolsk blik.«
»Han begræder ikke så meget Sovjet-styrets endeligt, som tabet af det håb om frelse og udødelighed, som det lykkedes styret at kanalisere over i det politiske og teknologiske felt, og som derfor dybest set blev en tro på, at mennesket kan befri sig selv og skabe en retfærdig verdensorden. Den tro er forsvundet nu. Generelt indledte sammenbruddet af Sovjetunionen en æra, hvor de store kollektive politiske projekter ikke findes mere. Nu er fremtiden blevet til et rum, som er fyldt med bange anelser og risici.«
Bogen der afslørede propaganda
Romanen ’Omon Ra’ er skrevet af den russiske forfatter Viktor Pelevin og giver et billede af det kommunistiske Sovjet som en bedragende billedmaskine.
Den unge Omon bliver uddannet til kosmonaut i 1970’ernes Sovjetunionen. Efter mange prøvelser bliver Omon og tre andre kosmonauter udvalgt til en rejse til Månen. Den tekniske formåen i rumfartsprogrammet er ikke så stor, som partiet har fremstillet det.
Derfor bliver det en selvmordsmission for de fire kosmonauter. Tretrinsrakettens enkelte motormoduler skal dumpes manuelt, og det skal Omons kollegaer sørge for. De skal følge med skrottet ud i mørket, og Omon skal derefter fortsætte til Månen alene. Efter at Omon har dokumenteret månelandingen med de medbragte kameraer, skal han skyde sig en kugle for panden, da han ingen mulighed har for at vende tilbage til Jorden. Men lige før han skal til at gøre en ende på sit liv, opdager Omon, at han slet ikke er på Månen.
Han er i de underjordiske gange under Moskva. Kommandoen har simuleret missionen, og de fire kosmonauter har været intetanende skuespillere. Omon dropper selvmordsplanen og flygter gennem en passage til en metrostation.
Omon Ra var en del af den sovjetkritiske bølge
Pelevin skrev Omon Ra i 1992, og den var en del af den sovjetkritiske bølge fra slutfirserne til begyndelsen af halvfemserne. Jakob Ladegaard mener, at den var en del af et opgør med Sovjettiden:
»Pelevins satiriske roman udstiller Sovjet-styret som en billedmaskine, der både ofrede sandheden og til tider sine egne borgere i bestræbelsen på at fremstå som et ideelt samfund.
Rumfartsprogrammet og hele den aura af national storhed, kosmonauternes bedrifter var omgærdet med, fremstår i den forbindelse som en løgn, en illusion, der blot dækkede over partiets begær efter at bevare magten.«
Han fortsætter:
»Pelevin stiller på den måde spørgsmålstegn ved, hvad der overhovedet var ægte, og hvad der var løgn under Sovjet-tiden, og det kontante svar, hans roman giver, er, at løgnene har stået på i så mange år og præget alle livets forhold, at det er umuligt at være sikker på noget som helst. På den måde fremstiller han også en radikal identitetskrise i den russiske befolkning i årene omkring Sovjetunionens sammenbrud, en slags vægtløs følelse af ikke længere at ane, hvad der var op og ned i verden.«
Filmen der satte fokus på ambivalens
Aleksej Fedortjenko lavede i 2005 en såkaldt mockumentary: First on the moon. En Mockumentary er en film, der bruger dokumentarfilmens virkemidler, men har en fiktiv handling. Filmen sætter de gamle idealer på en piedestal, samtidig med at den kritiserer det kommunistiske styre.
Filmen skildrer et hemmeligt (og fiktivt) projekt om at sende en bemandet raket til Månen i 1938. Kort efter lift-of mister man radiokontakt med raketten, og man formoder, at missionen er mislykket.
Sovjet-styret forsøger at slette alle spor af projektet, men et nutidig filmhold finder resterne af raketten i det nordlige Chile, og der indledes en jagt på at finde den overlevende astronaut, Ivan Kharlamov. Det viser sig, at han faktisk har fuldført sin mission og landede på Månen 30 år før Neil Armstrong. Efter en utrolig rejse fra nedstyrtningsstedet (der bliver rekonstrueret af det nutidige filmhold) vendte han efterfølgende tilbage til Rusland. Men her blev han straks indlagt på en psykiatrisk klinik, for ingen ville tro hans historie.
På den ene side var det sovjetiske styre altså ifølge Fedortjenko så fantastisk, at det kunne udtænke denne månerejse, men samtidig så indspundet i sine egne løgne, at det ikke kunne genkende de triumfer, som selvopofrende, partitro ’helte’ som Kharlamov udførte i dets navn.
Fedortjenkos film er lavet i Putins tid. Vladimir Putin blev Ruslands præsident i 2000, han har stået for en ny linje, der respekterer det gamle Sovjetunion. Putin har sagt følgende:
»Dem, som ikke savner Sovjetunionen, har intet hjerte, dem, der ønsker den tilbage, har ingen hjerne.«
Snarere undtagelsen end reglen
Jakob Ladegaard beskriver tiden således:
»Nu giver det i modsætning til de tidlige halvfemsere, hvor Pelevin skrev sin roman, politisk goodwill at anerkende Sovjet-tidens bedrifter. Putins politiske system fremstiller således til en vis grad sig selv som arvtager til det gamle styre. Man har ganske vist indrømmet visse historiske ’fejltagelser’, men man har en tilbøjelighed til at give enkelte korrupte elementer skylden for dem, snarere end styret og russerne som sådan.«
Fedortjenkos film peger i samme retning: Han fremstiller det også som om, det var bestemte elementer i den sovjetiske stat, der var problemet, men drømmene bag det hele var gode nok. Ligesom de helte – herunder kosmonauterne – der blev skabt af systemet, stadig skal opfattes som helte i dag.
Erfaringernes værdi
Men hvad kan man præcis bruge disse analyser af værkerne til? Jakob Ladegaard mener, at analyserne viser vej til de erfaringer, et samfund har gjort sig.
»Værkerne udspringer af tanker om, hvordan man skal komme videre efter sovjet-tiden, hvordan man skal bruge erfaringerne. Sovjet-styret har præget flere generationer med idéer og erfaringer, som man ikke bare kan lægge fra sig. Kampen om fortiden – om at fortolke den ’rigtigt’ – bliver derfor både et moralsk ansvar og et politisk anliggende.«
De tre værker beskrevet i denne artikel fortæller os, hvordan man kan forstå fortiden. Rumfartshistorien er en billedliggørelse af en større problematik i samfundet, hvor alle aspekter blev påvirket af den politiske dagsorden. Men det handler ikke bare om at beskrive, hvad der skete, mener Jakob Ladegaard:
»Det handler om, hvordan vi fortolker det, og hvad det betyder for os i dag. Det har betydning for, hvordan vi ser os selv og vores mulighed for at forme vores fælles fremtid.«
