I maj måned er foråret for alvor i gang.
Allerede fra 5. maj kan vi hilse velkommen til ’de lyse nætter', som varer lige til 7. august. I denne periode bliver himlen aldrig helt mørk, og man oplever en næsten glidende overgang hen over natten fra aftenstunden, og indtil morgengryet sætter ind i de tidlige morgentimer.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk.
Årsagen til de lyse nætter er, at Solen i denne periode - selv ved midnatstid - står mindre end 18 grader under horisonten. Og når vi 21. juni passerer sommersolhverv, vil nattehimlen være så lys, at stjernehimlen ikke engang omkring zenit forekommer rigtig mørk.
Men på det tidspunkt står Solen også kun 11 grader under horisonten.
Vi skal dog ikke helt opgive nattehimlen. Der er stadig udsigt til både planeter og stjerner. Og så byder maj endda på en måneformørkelse!
Den internationale rumstation ISS er så venlig at vise sig på himlen i det meste af måneden, fra 1. maj til 28. maj. Det er blot det meste af tiden på nogle uvenlige tidspunkter - typisk mellem klokken 1 og 4 om natten - en sand opgave for natteravne. Fra 24. til 28. maj dog lidt mere brugervenligt med passager før midnat omkring klokken 22-23. Følg selv med her.
Måneformørkelse i maj
Der er en total måneformørkelse 16. maj.
Den er synlig i dele af Europa, men her i Danmark er vi dog så uheldige, at Månen driller os ved at gå ned kort efter, at formørkelsen er gået i gang.
Det betyder, at vi kun kan følge de indledende faser lavt over horisonten fra cirka klokken 3.30 og til Månen går ned lidt før klokken 5 morgen.
En måneformørkelse kan opleves, når Månen træder ind i Jordens skygge, hvilket kun sker ved fuldmåne. Jorden står da mellem Solen og Månen.
Hvis hele Månen indtræder i Jordens helskygge, bliver formørkelsen total. Hvis kun en del af Månen kommer ind i skyggen, bliver formørkelsen partiel - altså delvis.
Månen og planeterne
Vi har som tidligere nævnt fuldmåne 16. maj - på dagen for måneformørkelsen - og nymåne 30. maj.
9. maj omkring klokken 23 står den tiltagende måne på himlen i sydvest lige over den klare stjerne Regulus i stjernebilledet Løven.
17. maj finder vi Månen lavt himlen i syd-sydøst i timerne lige efter midnat nær den klare røde stjerne Antares i stjernebilledet Skorpionen. Månen er næsten fuld, da det kun er en dag efter fuldmåne.
Stjernen Antares har sit navn fra de tidlige astronomer i Mesopotamien og Grækenland. Antares betyder Mod Mars eller rival til Mars, fordi den røde kæmpestjerne »lyste om kap med planeten Mars«.
Antares er da også blandt de største af himlens røde kæmpestjerner. Anbragt på Solens plads ville Antares række ud på den anden side af Marsbanen. De meget store stjerner lever kort tid, fordi de forbruger deres brændstof meget hurtigt.
Antares er da også med en alder på 10-15 millioner år tæt på at ende sit liv i en supernovaeksplosion. Antares ligger omkring 550 lysår borte.
De fire klare planeter - Venus, Mars, Jupiter og Saturn, som vi har fulgt gennem de seneste måneder - følger med ind i maj på den tidlige morgenhimmel, hvor man skal fange dem kort før solopgang.
Omkring 24.-27. maj slutter Månen sig til de fire planeter omkring klokken 4-4.30 lavt på himlen i øst-sydøst.
Maj er Merkurs måned
Merkur er med en diameter på knap 5.000 kilometer solsystemets mindste planet.
Det er også solsystemets inderste planet, og det betyder, at Merkur på himlen altid befinder sig tæt på Solen. Det gør det ofte svært at få øje på den lille planet på morgen- eller aftenhimlen.
Men netop i begyndelsen af maj er Merkur i en stilling på himlen, der kaldes størst østlig elongation, og det betyder, at Merkur ses i sin største afstand øst for Solen. Så måske skulle man give Merkur en chance.
Merkur er lige nu aftenstjerne, og i de første dage af maj går Merkur først ned kort efter klokken 23 - nogle timer efter solnedgang.
Et godt valg kunne være 2. maj omkring klokken 21, hvor Merkur står lavt på himlen i vest-nordvest.
En god hjælp til at få øje på Merkur er, at både Månen og stjernegruppen Plejaderne, også kaldet syvstjernen, står ganske tæt ved Merkur netop 2. maj.
Det er kort efter nymåne 30. april, så det er kun et smalt månesejl, der ikke kommer i vejen for udsigten til Merkur.
Schiaparelli og Merkur
Den italienske astronom Giovanni Schiaparelli (1835-1910) er nok mest kendt for sine mange tegninger af kanaler på Mars.
Men Schiaparelli var også ivrig efter at observere Merkur. Schiaparellei rådede over en god linsekikkert, der kunne forstørre 200 gange, og det betød, at han kunne se Merkurskiven i en størrelse kun lidt mindre, end vi ser fuldmånen med det blotte øje.
Og det var ikke småting, der kom ud af hans observationer, og han kunne da heller ikke dy sig for at foreslå, at der var flydende vand - og måske endda liv - på Merkur.
I en periode på syv år i 1880'erne gennemførte Schiaparelli flere hundrede observationer af Merkur og tegnede samtidig skitser af, hvad han så på merkuroverfladen. I nogle tilfælde kan man i dag ved hjælp af rumsondernes billeder genkende, hvad Schiaparelli har set.
Men i lige så mange tilfælde er det ikke til at regne ud, hvad Schiaparelli tror, han har set. Og da man i rumalderen fik udforsket Mars, var der jo heller ikke det netværk af de marskanaler, som Schiaparelli havde set gennem sin kikkert.
Men i vore dage, hvor vi har så stor viden fra rumsonderne, må vi nu heller ikke glemme, at man i 1800-tallet havde en drøm om, at der måske var liv på flere af solsystemets planeter, og det kunne dengang ikke undgå at sætte fantasien i sving med livlige fortolkninger af, hvad man så i kikkerten.
Corona Borealis og Hercules står højt på himlen
Netop i de lyse nætters tid er det en god idé at kigge efter stjernebilleder, der står forholdsvis højt op på himlen.
Lad os denne gang se på Corona Borealis og Hercules.
For at finde disse stjernebilleder rækker man først blikket mod zenit, hvor Karlsvognens vognstang netop ender. Fortsætter man nu vognstangens bue et stykke ned over himlen, ender man ved den klare stjerne Arcturus i stjernebilledet Bootes. Lidt øst for Bootes finder vi først Corona Borealis og lidt længere mod øst Hercules.
Corona Borealis betyder ’den nordlige krone’ (der er også en sydlig krone). I mytologien blev denne krone skænket af vinens gud Dionysus til prinsesse Ariadne af Kreta, som derefter anbragte den på himlen.
Den klareste stjerne er Alphecca, der ses midt i den bue, der danner kronen. Alphecca er en klar gul stjerne 75 lysår borte, der også kendes under navnet Kronens Juvel.
Hercules og Stjernehoben Messier 13
Stjernebilledet Hercules, der har navn efter en af mytologiens helte, ses lidt øst for Corona Borealis. Den centrale del har form som en firkant.
Det mest interessante i denne firkant er dog den kugleformede stjernehob Messier 13, der ligger på firkantens vestlige side -markeret på stjernekortet med en gul cirkel.
Messier 13 befinder sig godt 21.000 lysår borte, og den er dermed blandt de nærmeste af mælkevejens omkring 150 kugleformede stjernehobe. Kuglehobene er en samling af ret gamle stjerner dannet tidligt i Mælkevejens historie.
Med lidt held kan man skimte Messier 13 med det blotte øje, men man får nok en bedre oplevelse ved at bruge en kikkert. Fra en god amatørkikkert ses kuglehoben som en lille rund lysplet eller tåge.
Besked til aliens
Messier 13 udmærker sig på en anden måde, idet vi tilbage i 1974 har sendt et budskab mod netop denne kuglehob.
Det skete ved en ceremoni i anledning af en udbygning af Arecibo-radioteleskopet på Puerto Rico 16. november 1974.
Budskabet blev udtænkt af flere videnskabsmænd, og det fortæller, hvordan man dengang ville præsentere Jorden for en fremmed civilisation. Radiobudskabet blev sendt digitalt i form af 1679 tegn.
Tallet 1679 blev valgt, fordi det er produktet af de to primtal 23 og 73. Det giver netop to muligheder for at anbringe tegnene i et skema. Enten skal skemaet have 23 rækker og 73 søjler - eller omvendt. Derefter er der bare tilbage at afkode skemaet.
Det vil nok volde en del spekulationer, hvis man når så langt.
Når skemaet er på plads, præsenteres det binære talsystem, der nu bruges til at formidle resten - såsom de vigtigste grundstoffer på Jorden, DNA-dobbeltspiralen samt oplysninger om vores solsystem.
Der er nu nok mest tale om en symbolsk handling fra jordklodens side. For det første vil budskabet først nå frem om 21.000 lysår, så det er ikke realistisk inden for vores tidsramme at afvente et svar.
For det andet betyder den høje stjernetæthed i hoben, at der ikke er gode betingelser for beboede planeter.
I en kuglehob vil stjernerne nemlig ofte passere meget tæt forbi hinanden. Hvis det sker, og en stjerne med et planetsystem kommer for tæt på en anden stjerne kan den risikere at miste sine planeter på grund af tyngdekraften fra den anden stjerne – og det vil nok være en total katastrofe for en planet med liv pludselig at ende i det tomme rum langt fra lyset og varmen fra en sol.
Endelig er M13 med en alder på 12-13 milliarder år så gammel, at der i tidens løb har været en masse supernova- eksplosioner, der heller ikke har gjort det lettere for livsbetingelserne i hoben.
Desværre eksisterer Arecibo Radio-teleskopet ikke i dag, da det i 2020 kollapsede efter en skade, men det er en anden historie.
\ Sådan skal Arecibo-beskeden forstås
I øverste linje præsenteres det binære talsystem med tallene 1 – 10. Dernæst fremhæves fem tal med lilla farve, nemlig 1,6,7,8 og 15. Det er atomnumrene for grundstofferne brint, kulstof, ilt, nitrogen og fosfor, som livet på Jorden er opbygget af.
Så følger en beskrivelse af de kemiske forbindelser, vi er opbygget af, samt DNA-dobbeltspiralen, der er grundlaget for alt liv. Så følger en lille grøn mand, der er 14 tern høj, hvilket med lidt snilde kan omsættes til en højde på omkring 1,76 meter som er typisk højde for et menneske.
Dernæst følger en oplysning om jordens befolkning i 1974, som var på bare 4,3 milliarder. Endelig følger en tegning i gul farve af vores solsystem, hvor Jorden - den 3. planet er fremhævet - så man ikke er i tvivl om, hvorfra vi kommer. Sidste linje viser en tegning af Arecibo-radioteleskopet, der sendte budskabet mod Messier 13.
Læs også: Unik stjernehob fortæller om Mælkevejens barndom
Læs også: Harvard-forskere på jagt efter rumvæsners teknologi
