Fire veje for rumfarten inspireret af vikinger
ANALYSE: For 1.000 år siden søgte nordboerne at kolonisere Grønland. Erfaringerne herfra viser fire veje for rumfartens udvikling.
rumfart kolonier rummet rumfart opsendelser raketter behov fremtid ønsker

Vil fremtiden indebære en kolonisering af Mars? (Illustration: Les Bossinas of NASA Lewis Research Center)

Når vi taler om rumfartens fremtid, drejer det sig normalt om, hvad der kan gennemføres rent teknisk. Det er Elon Musk fra SpaceX et eksempel på, når han præsenterer sine planer om nye superraketter, som kan sende 100 mennesker til Mars med det formål at grundlægge en koloni.

Om artiklens forfattere

Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.

I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.

De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.

Musk er ikke den første, der har drømt om at kolonisere nye lande. Det er sket mange gange i historiens løb, og her vil vi se på, hvordan det gik, da nordboerne søgte at kolonisere Grønland for 1.000 år siden.

Der er så mange ligheder med ideen om at kolonisere Mars, at vi kan bruge erfaringerne fra Grønland til at opstille fire modeller for, hvordan rumfarten kan udvikle sig.

Den vigtigste lighed er, at Grønland for 1.000 år siden og Mars i dag på hver sin måde repræsenterer grænsen for vor tekniske formåen. Vikingerne havde deres skibe, som var nogle af de bedste skibe, man kunne bygge dengang.

Vi har vores raketter, men som vi skal se, er hverken skibe eller raketter en garanti for succes, når talen falder på kolonisering.

Nordboernes saga i Grønland

I mere end 400 år fra omkring år 1000 til omkring år 1400 havde nordboerne en koloni i Grønland. På sit højdepunkt har der boet omkring 5.000 nordboere i Grønland, og de kunne skabe et økonomisk overskud ved at eksportere isbjørneskind, narhval og hvalrostænder.

En rejse med vikingeskib til Grønland tog lang tid og var ganske farlig. Der blev derfor aldrig en omfattende trafik mellem Grønland og Norden, og der kunne gå år mellem, at kolonien fik besøg hjemmefra.

Skibenes lasteevne var også begrænset, så man skulle klare sig selv og kun købe de allermest nødvendige ting. Nordboerne lærte at tilpasse sig, for ikke alene brugte de deres velkendte husdyr som køer, får og geder, men de begyndte også at spise sæler. Der var selvfølgelig problemer med mangel på træ til huse og skibe og jern til værktøj og våben.

Men trods problemerne klarede nordboerne sig godt i et par århundreder, men så kom der en klimaændring til et koldere klima med mere is og stærkere blæst om sommeren. Den øgede vindaktivitet førte til tilsandede gårde og marker, og der er fundet fåretænder helt nedslidte af at tygge græs med sand i. Isen gjorde også den helt afgørende sejlads til bygderne meget mere vanskelig.

Men muligvis var den afgørende faktor til at opgive kolonierne i Grønland, at Europa holdt op med at importere hvalrostænder, fordi elfenben nu var blevet mode.

Mars nordpol rummet is sne  udforske rumfart astronomi raketter

Hvalsey Kirke er en af de bedst bevarede ruiner fra nordboernes ophold i Grønland. (Foto: Wikipedia Commons)

To spørgsmål giver fire veje

De problemer, nordboerne havde med at skabe kolonier i Grønland, minder meget om dem, der vil være med at skabe kolonier på Mars. Nok har vi en bedre teknik end vikingerne, men det opvejes af, at en koloni på Mars er et langt vanskeligere problem at gribe an end en koloni i Grønland.

Der er to analogier mellem nordboernes kolonisering af Grønland for 1.000 år siden og vores planer om at rejse ud i solsystemet og kolonisere Mars og måske også Månen.

Den ene er, at koloniseringen af Grønland dengang var lige så tæt på grænsen for det mulige, som kolonisering af Mars er det i dag. Det kan måske gå godt et stykke tid, men meget kan gå galt, så projektet må opgives.

Den anden analogi er det økonomiske grundlag. Nordboerne fandt hurtigt de helt rigtige eksportvarer, som isbjørneskind og hvalrostænder – eksotiske og derfor dyre varer, som Europa ikke selv kunne producere.

En koloni ude i rummet vil også kræve konstante forsyninger, som skal betales. En god forsyningssikkerhed vil kræve, at kolonien selv kan betale, men endnu er det ganske usikkert, om der overhovedet kan etableres en eksportindustri. Skal Jorden betale, bliver er højst tale om mindre, videnskabelige baser.

Vi kan se, at de spørgsmål, vi står overfor, når vi taler om rumfartens fremtid, grundlæggende er de samme, som nordboerne for 1.000 år siden måtte tage stilling til:

  • Er det muligt for mennesket at leve og bo i længere tid på en koloni ude i rummet, når man skal tage hensyn til både sundheden og omkostningerne ved at være selvforsynende?

  • Er det muligt at etablere en industri ude i rummet, der kan give et økonomisk overskud?

Hvert af disse spørgsmål kan besvares med et ja eller et nej, og det giver fire kombinationer, som hver vil anvise en vej for fremtidens rumfart.

Vi vil ikke her gå ind i en diskussion af, hvad de mest sandsynlige svar er, for det vil kræve en længere udredelse. I stedet vil vi se på, hvordan svarene kan tænkes at forme rumfartens fremtid.

Første vej: Den gyldne fremtid

Det er den vej, vi drømmer om, hvor svarene på begge spørgsmål er ja.

Det er muligt at bygge store og selvforsynende kolonier på Månen, Mars og måske også på et par asteroider, og man kan leve godt af at eksportere om ikke hvalrostænder, så snarere sjældne metaller, Helium-3 til energiproduktion, medicinalvarer, elektronik fremstillet i vægtløs tilstand eller noget helt andet.

Når Elon Musk fremlægger sine planer, så er det den fremtid, han ser for sig, og her bliver der brug for de superraketter, som han allerede nu planlægger at bygge. I princippet åbner en sådan fremtid solsystemet for fire grupper af mennesker, der kunne tænke sig at leve og arbejde uden for Jorden:

  • Forskere

  • Ansatte i den rumbaserede industri

  • Turister

  • Kolonister

rumfart, raket, rummet, dommedag jorden planet beboelig

Vi skal være helt sikre på, at vi kan dyrke grøntsager ude i rummet, på Månen og Mars, før vi kan tale om kolonisering. (Foto: NASA)

De første, der vælger at bo ude i rummet, vil helt givet være forskere og folk, der arbejder i den rumbaserede industri. Turister og kolonister vil først komme senere. Men ser vi på de faktiske forhold på Månen og Mars, så kan det godt blive vanskeligt at få et stort antal mennesker til at forlade Jorden.

Sat lidt på spidsen kan man sige, at et ophold på Månen svarer lidt til at tilbringe en sommer i Gobiørkenen og derefter overvintre i Antarktis.  På Månen varer både dag og nat to uger, og bortset fra polarområderne kan temperaturen om dagen stige til over 100 grader. Om natten kommer den ned på -180 grader. Det var bestemt ikke noget tilfælde, at Apollo-astronauterne landede på Månen kort efter daggry, hvor temperaturen endnu var til at holde ud.

Som vi tidligere har omtalt, så har Mars sine helt egne udfordringer, og desuden er det et stort problem, at både Månen og Mars har en lav tyngdekraft, som kan være en sundhedsrisiko ved længere ophold.

Anden vej: Forskning og turisme

Den anden vej er defineret ved, at svaret på det første spørgsmål er ja og svaret på det andet spørgsmål nej. Det betyder, at vi godt kan leve og bo i rummet, men at det ikke har vist sig muligt at skabe en rumbaseret industri, som kan give overskud og på den måde betale for vores ekspansion ud i solsystemet.

Det vil give noget af en økonomisk udfordring, for nu skal hele infrastrukturen ude i rummet betales enten af regeringer eller turister.

Som raketteknikken er i dag, er det en ret umulig tanke, men vi er jo nu på vej til at bygge raketter, der kan genbruges. Således er den Big Falcon Rocket, som Elon Musk er i færd med at udvikle, beregnet til totalt genbrug, og det kan måske bringe priserne så langt ned, at forskere og turister kan få en chance for længere ophold på en koloni.

Tredje vej: Rumfart for robotter

I den tredje vej er svaret på første spørgsmål nej og svaret på andet spørgsmål ja. Vi kan altså ikke leve og bo ude i rummet på en sundhedsmæssig og økonomisk rimelig måde, men til gengæld er der industrielle muligheder.

Vi kan allerede nu se, hvor denne vej fører hen: Firmaer som Planetary Resources og Deep Space Industries er allerede i gang med at planlægge udnyttelse af mineraler og forekomster af is på de asteroider, som kommer tæt på Jorden – og det skal alt sammen ske med robotter.

Meget store og dyre raketter er ikke nødvendige.

Vi skal i det hele taget passe meget på med den type udtalelser, vi hørte for bare 10 år siden om, at en astronaut på Mars på en dag kunne løse lige så mange opgaver, som en robotbil vil være flere uger om. I modsætning til mennesker udvikler robotterne sig hele tiden og bliver mere og mere autonome.

Avancerede robotter og 3D-printning af industrielt udstyr ude i rummet betyder, at den tredje vej bliver et gennembrud for robotteknologien.

Umiddelbart lyder det ikke som en særlig tillokkende fremtid for dem, som gerne selv vil ud i rummet. Det er det heller ikke, men der er dog en udvej: Vi vil efterhånden få udviklet en avanceret virtual reality-teknik, som vil give os en næsten perfekt oplevelse af selv at være derude – man kan godt forestille sig, at industrien vil hjælpe godt til her, fordi teknikerne også får brug for denne teknik til at styre fabrikkerne ude i rummet, mens de selv bliver på Jorden.

rumfart, raket, rummet, dommedag jorden planet beboelig

Kunne fremtidens rumkoloni se sådan ud? (Illustration: Donald Davis/Wikipedia Commons)

Fjerde vej: Mest for forskere

Den fjerde vej vil mange nok anse for den mest deprimerende: Svarene på begge spørgsmål er nej, og det betyder så, at vi hverken kan leve eller bo ude i rummet eller opbygge en rumbaseret industri, der kan give overskud. Det er klart, at det vil begrænse vore muligheder i rummet, men helt håbløst er det nu ikke, selv om det ikke bliver en fremtid med masser af mennesker ude i rummet.

Den fjerde vej fører os tilbage til rumfartens oprindelige drøm om at udforske rummet. Måske vil det ikke foregå med bemandede rumskibe, men med avancerede robotter, som kan klare de årelange rejser ud i det ydre solsystem – og gennem virtual reality give os alle en mulighed for at være med.

Astronomiske satellitter langt større og bedre end både Hubble og det kommende James Webb-teleskop vil kunne se helt tilbage til universets begyndelse, og vi vil systematisk kunne lede efter exoplaneter med mulighed for liv.

Radioteleskoper kan opføres på Månens bagside, hvor de er beskyttet mod al radiostøjen fra Jorden, og herfra vil de kunne lytte efter signaler fra andre civilisationer tusinder af lysår borte.

Det vil ikke blive en meget folkelig fremtid for rumfarten, men en fremtid, hvor vi måske over generationer langsomt kommer til at erkende, hvad det i virkeligheden vil sige at bo på en lille klode i et meget stort univers. Tænk, hvis den fjerde vej førte til, at vi både lærte lidt ydmyghed over for naturen og måske undervejs samlede lidt visdom op – ville det være så galt?

Quo Vadis?

For mange år siden var der en stor Hollywoodfilm om de første kristne, der hed ’Quo Vadis’ – hvor går du hen? Vi kan stille det samme spørgsmål til rumfarten.

Der er ingen tvivl om, at rumfarten har mulighederne for både at påvirke og ændre fremtidens kultur. Spørgsmålet er alene, hvordan vi vil reagere på de muligheder, rumfarten giver os.

Med det kommende gennembrud for en privatfinansieret rumfart ser det ud til, at den rumfart, vi hidtil har kendt, står overfor store ændringer, som måske ikke alle er lige gode. Men vi bliver nødt til at tage stilling til dem. I næste artikel om fremtidens superraketter vil vi se på de raketter, som for tiden er under konstruktion, og hvordan de kan ændre rumfarten.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.