Astronomer mener at have fundet mulige kometer omkring seks stjerner i Mælkevejen.
Den første exokomet blev fundet i 1987, og sidenhen blev der fundet yderligere tre, men efter det mistede man interessen for dem.
Nu er forskerne begyndt at lede efter dem igen, da man mener, at det er muligt, at stjerner med kometer kredsende rundt om sig, også vil have exoplaneter (exoplaneter er planeter, der kredser omkring andre stjerner end Solen).
Den første exoplanet blev opdaget i 1988 og siden er der til dags dato fundet 864. Og der er tusinder af exoplanet-kandidater.
Exokometer er mere almindelige end troet
Ofte har astronomerne set støv eller planeter omkring stjerner, men det er sjældent, at de kan finde kometer eller planetesimaler – stykker af stenmateriale, der endnu ikke har dannet større planeter.
Dette nye studie viser dog nu, at de er mere almindelige og nemmere at finde end troet førhen.
Exokometerne ses, når de er tæt på deres stjerne, hvor de bliver varmet op. Store skyer af gas vil da blive udsendt fra kometen, og disse kan ses langt væk.
Exoplaneterne er fundet omkring unge stjerner
De nye exokometer har alle den ting til fælles, at de er fundet omkring meget klare unge stjerner, der alle er omkring fem millioner år gamle.
Dette er, fordi den metode, astronomerne har brugt til at finde exokometerne på, virker bedst, når man kigger på kometer omkring unge stjerner.
Forskningsholdet fra University of California, Berkeley, håber på at kunne finde mange flere exokometer i fremtiden.