Nye billeder: Nordpolen på Mars ligner smeltet chokolade

(Foto: ESA/DLR/FU Berlin; NASA MGS MOLA Science Team)

Annonce:

Den nordlige iskalot på Mars er dækket af mystiske brune spiralmønstre, der næsten ligner en chokoladefontæne, og den ses mere detaljeret end nogensinde før på ESA’s nye billeder. Det skriver phys.org.

Den nye billedmosaik er sat sammen af billeder taget af rumsonden Mars Express gennem 32 overflyvninger af Nordpolen på Mars i løbet af perioden 2004 til 2010. Mosaikken dækker et område på omkring en million kvadratkilometer.

ESA har med data fra Mars Orbiter Laser Altimeter kunnet tilføje kløfternes reelle dybde på billederne og derved skabe en detaljeret illustration af iskalotten.

Iskalotten på Mars er lavet delvist af frossen vand og delvist af frossen kuldioxid. I 2010 fandt forskere ud af, at spiralmønstrene skyldes hvirvelvinde, som i millioner af år har blæst væk fra polpunktet. Det kan sammenlignes med de kræfter, der her på Jorden forårsager orkaner.

Den største spiralkløft på nordpolkalotten kaldet ’Chasma Boreale’ er 500 kilometer lang og to kilometer dyb, og den deler næsten kalotten i to.

Et af de største fund, forskerne har gjort, er, at iskalotten bliver til en slags kuldioxid-brønd om vinteren, hvor omkring 30 procent af Mars’ atmosfæriske CO2 fryser til is. Dette tilføjer et op til en meter tykt lag af det såkaldte ’tøris’.

Når den nordlige halvkugle bliver opvarmet om foråret og sommeren, bliver CO2-laget igen omdannet til gas og forsvinder ud i atmosfæren, og kun de permanente islag bliver tilbage.

Annonce:

Klimaet på Mars og isen på Nordpolen har altså ændret sig i takt med, at planetens hældning og kredsløb har varieret de sidste hundrede tusinder af år.

pmd

\ Fra arkivet

Det bedste fra arkivet

Gå på opdagelse i mere end 35.000 artikler.

Søg i arkivet

\ Video

Video, video, video!

Foretrækker du at se historierne udfolde sig i levende billeder? Så tjek vores seneste videoer, eller følg Videnskab.dk på YouTube.

Find flere videoer

\ Podcast

På med hørebøfferne!

Luk øjnene, og lad forskernes viden strømme ind ad øregangen. Her finder du Videnskab.dk's seneste podcasts.

Lyt til flere podcasts