Jævndøgn indtræffer togange om året, når Solen står lige over en planets ækvator. For Jordens vedkommende sker det i marts og september.
For planeten Uranus indtræffer jævndøgn med 42 års mellemrum, da planeten er 84 år om at gennemføre et kredsløb om Solen.
Sidste år i august havde astronomerne for første gang mulighed for at observere jævndøgn på Uranus med store, moderne teleskoper. Disse observationer er vigtige for at lære mere om årstiderne på den fjerne, blålgrønne planet.
Ekstrem planetÅrstider er et resultat af forskelling indstråling af sollys ved forskellige breddegrader på en planet. Jo mere en planets rotationsakse hælder, desto større forskelle er der mellem sommer og vinter.
I denne sammenhæng er Uranus helt ekstrem. Planetens rotationsakse ligger nemlig ned. Set hen over et år på Uranus (84 jordår) får polerne samlet set mere sollys end planetens ækvator.
Variationen i mængden af sollys driver forandringer i vejret. Ved jævndøgn modtager både den nordlige og sydlige halvkugle lige meget sollys, så umiddelbart burde der være en vis symmetri i vejrfænomener på dette tidspunkt. Det har imidlertid vist sig ikke at gælde for Uranus. Observationerne lavet i august sidste år viser, at planetens vejr tilsyneladende halter bagefter sollyset.
Voldsom vind Optagelserne har også gjort det muligt for astronomerne at måle vindhastighederne på planeten over et langt større spænd i breddegrader, end det hidtil har været muligt. Vindhastighederne på Uranus kan nå helt op på ca. 900 km/t.
Med de unikke observationer fra august sidste år har forskerne altså fået et vigtigt datamateriale til at studere de mekanismer, der er på spil i den fjerne planets atmosfære.
