Et års indespærring i et simuleret Mars-levested. Lyder det som noget for dig?
Der er i hvert fire frivillige, der har takket ja til NASA’s tilbud om at agere en slags forsøgskanin. Her skal NASA undersøge den menneskelige psyke, og hvordan mennesket er gearet til at leve i længere tid på en anden planet.
Det skriver NASA i en pressemeddelelse.
En biolog, en ingeniør, en fysiker og en mikrobiolog. Det er besætningen, som 25. juni 2023 lod sig indlogere i et simuleret Mars, hvor de skal opholde sig i et år uden at forlade det.
Det falske Mars, som ligger i Texas, fylder 1.700 kvadratmeter og er skabt af en 3D-printer. Her skal de fire frivillige bidrage med viden om, hvilke menneskelige udfordringer der opstår, når folk skal opholde sig på Mars i længere tid.
Missionen hedder CHAPEA (Crew Health and Performance Exploration Analog), og det er det første hold ud af tre, som skal medvirke i undersøgelsen, der varer frem til 2026.
De fire frivillige har alle været igennem samme prøve, som astronauter skal bestå, inden de begiver sig ud i det ‘rigtige’ univers.
Selvom det kan lyde fjollet, er en undersøgelse som denne faktisk vigtig:
»Den viden, vi får her, vil hjælpe med at gøre os i stand til at sende mennesker til Mars og få dem hjem igen,« siger Grace Douglas, som er den ledende forsker i CHAPEA-missionen, i pressemeddelelsen.
Det er dog ikke alt, der kan simuleres, og det har ikke været muligt at skabe den tyngdekraft, der hersker på Mars. Dog vil forsøgsastronauterne alligevel komme ud for en række udfordrende overraskelser som fejl i deres udstyr og vandmangel.
De vender tilbage til Jorden i juli 2024.
ldl






























