Ballonpilot og etbenet sprinter: Her er fremtidens astronauter

Der er mange, som drømmer om at blive astronaut, men det er kun for meget få, at denne drøm går i opfyldelse. Siden rumalderen begyndte for 65 år siden, har færre end 600 mennesker været ude i rummet.

Hvis man ikke har råd til at blive rumturist, så gælder det om at holde øje med, hvornår Den Europæiske Rumorganisation, ESA, søger nye astronauter. Det skete her i 2022, og ESA fik over 22.500 ansøgninger, heraf 145 fra Danmark fordelt på 35 kvinder og 110 mænd. Heraf gik 8 kvinder og 13 mænd videre til anden runde, dog uden at nogen danskere i sidste ende blev valgt.

Disse tal er ganske typiske, for det endte jo med, at færre end 0,08 procent slap gennem nåleøjet. Men selv om de alle helt sikkert er meget kvalificerede, er vejen ud i rummet selv for de udvalgte stadig lang.

I denne artikel vil vi både se på, hvad der kendetegner en moderne astronaut, og hvilke karrieremuligheder der er for astronauter de næste 10-20 år. De er måske ikke så store, men til gengæld er der mange muligheder for på andre måder at komme til at beskæftige sig med rumfart. Moderne rumfart er nemlig meget mere end det at flyve i rummet.

Det nye hold

Det er første gang siden 2009, at Europa har fået nye astronauter. Denne gang blev det til 17 nye astronauter, men på en helt ny måde: Kun fem går nu i gang med den et år lange uddannelse, mens 11 er i en venteposition.

De er kvalificerede, men da der lige nu ikke er brug for så mange astronauter, vil ESA først indkalde nogle fra 'reserveholdet' til uddannelse, hvis der viser sig et behov for flere astronauter.

Den sidste kandidat er en engelsk læge med kun et ben. Han blev valgt, fordi ESA gerne vil undersøge, om det er muligt at sende personer med et fysisk handikap ud i rummet. Det kan du læse mere om i boksen under artiklen.

Man kan roligt sige, at der er tale om nye astronauter i en ny tid. Rumfarten ændrer sig hele tiden, og det gør astronauternes arbejde, og dermed den måde de udvælges på, også.

Fra pilot til tekniker

Under månekapløbet lagde man vægt på, at astronauter var gode piloter, helst testpiloter. Det var dengang man hørte udtryk som 'mænd af rette støbning' eller 'kold marv', når talen var om astronauter, der dengang havde en status næsten som popstjerner.

Men det har nu helt ændret sig. I dag består en astronauts arbejde hovedsageligt af to ting:

• Vedligeholde, reparere og udbygge en rumstation eller en base på Månen.
• Udføre laboratoriearbejde, der ofte er styret af forskere, som sidder her på Jorden i direkte kontakt med astronauten, når forsøgene udføres.

En moderne astronaut skal derfor have en så god teknisk eller videnskabelig baggrund, at det er let at træne astronauten til at udføre arbejdet på en rumstation eller en månebase. Præcist hvilken uddannelse man har, er mindre vigtigt – det vigtigste er hurtigt at kunne lære, hvordan de mange nye arbejdsopgaver skal klares.

Når en astronaut er udvalgt til en flyvning til ISS, er en af de første opgaver at sætte sig ind i de eksperimenter, der skal laves. Det betyder rundrejse til mange laboratorier, hvor en eller flere forskere gennemgår et bestemt forsøg.

De er ofte komplicerede, så man skal være hurtig i opfattelsen – og desuden helst være i stand til at reparere et apparat, hvis det går i stykker ude i rummet.

En liste over bare fem af de mange hundrede forsøg, som er udført på ISS, viser, at man skal kunne sætte sig ind i lidt af hvert. Listen kan ses her. En astronaut skal være lidt af en videnskabelig altmuligmand.

Men den psykologiske profil er mindst lige så vigtig.

For at blive valgt skal man i sit arbejde have vist, at man kan arbejde både selvstændigt og sammen med andre. Men psykologerne vil gerne være sikre på, at ansøgeren virkelig er en holdspiller.

Under et langvarigt ophold i rummet er det vigtigt, at man med sin væremåde kan bidrage til at opretholde et godt arbejdsmiljø. De skal også kunne optræde som gode ambassadører for rumfarten.

En uddannelse som pilot er stadig en god ting at have på sit CV, men man behøver ikke at være testpilot. I det hele taget søger man i dag meget mere bredt, end man gjorde under månekapløbet. Ganske vist valgte NASA dengang også nogle få videnskabsastronauter, men de har nok følt sig lidt ensomme bandt de mange militære testpiloter.

De fem, som til foråret begynder på ESA's astronautuddannelse, har, som vi kan se her, meget forskellige uddannelser:

• Sophie Adenot, helikopterpilot (Fransk)
• Pablo Álvarez Fernández, ingeniør (Spansk)
• Rosemary Coogan, astrofysiker (Engelsk)
• Raphaël Liégeois, neurovidenskabsmand, (Belgisk)
• Marco Sieber, læge (Schweiz)

Fælles er, at de alle har lavet så meget, at deres CV ikke kan beskrives i få ord. For nu bare at tage et enkelt eksempel; Raphaël Liégeois fra Belgien, som er neurovidenskabsmand. En videnskab, der beskæftiger sig med nervernes og hjernens funktion.

Raphaël Liégeois har studeret både i Belgien og Frankrig og under opholdet i Frankrig udført parabolflyvninger for det franske rumagentur CNES. Under studierne har han opstillet matematiske modeller for hjernens funktion.

Han har modtaget flere priser og har organiseret kurser, men har overraskende nok også tid til andet end videnskab. For nu bare at citere fra hans officielle biografi:

Raphaël er en aktiv ballonpilot, både varmluftballoner og gasballoner. Han er også svæveflyvepilot og har desuden dykker- og sejlercertifikater. I 2017 gennemførte Raphaël og hans kone en 4-måneders cykeltur fra Singapore til Belgien for at møde digtere på tværs af Asien og Europa.

I sin fritid nyder Raphaël at læse biografier og poesi og er aktiv i en række sportsgrene såsom løb, svømning, cykling, dykning og sejlads.

Med kandidater af hans slags er det bestemt ikke et nederlag ikke at være blandt de udvalgte. Men det er jo ikke nok at blive valgt som astronaut – man skulle jo meget gerne ud i rummet, helst mere end en gang. Som vi nu skal se, er det ikke et helt simpelt problem.

Flere astronauter end rumrejser

I de kommende år vil der kun være et ret begrænset antal muligheder for at rejse i rummet som ESA-astronaut. Derfor er det nok meget klogt, at 11 af de 17 astronauter er på en venteliste, hvor de først bliver trænet, hvis der viser sig en opgave.

Frem til omkring 2035 kan vi forudse tre rejsemål:

• Rumstationer i bane om Jorden. Frem til 2030 rumstationen ISS, derefter nye og endnu ikke byggede kommercielle stationer.
• Gateway, der er en rumstation i bane om Månen, som endnu ikke er bygget.
• Månebase. Fra omkring 2030 skulle der være oprettet en lille base nær Månens sydpol.

Hvis en marsrejse bliver til virkelighed inden 2045, er det muligt, at en af de nye ESA-astronauter kan nå at komme med. I dag er mange astronauter nemlig aktive i mere end 20 år. Vi vil nu se på disse rejsemål hver for sig.

Rumstationer

ESA har netop på det årlige ministerrådsmøde vedtaget at bruge ISS op til 2030. Derefter er det mest sandsynligt, at ISS erstattes af nye og mindre kommercielle rumstationer, men denne overgang er stadig meget usikker.

Det giver for de nye astronauter omkring seks år, og da ESA kun opsender en ny astronaut til ISS med et mellemrum på halvandet år, giver det fire flyvninger. Her skal bemærkes, at Andreas Mogensen jo allerede skal til ISS i 2023, og så åbner ISS jo ikke så mange muligheder for de nye astronauter.

NASA har tegnet kontrakt med flere firmaer om at bygge kommercielle rumstationer, og man håber, at mindst en station vil være klar omkring 2030. NASA giver dog kun startpenge – de fleste udgifter skal afholdes af firmaerne.

I princippet skulle det være muligt med en glat overgang fra ISS til en eller flere af de nye stationer, men man skal huske Pournelles lov for rumfart: Alting tager længere tid og koster flere penge end beregnet.

Hvordan overgangen fra ISS til nye, kommercielle rumstationer skal foregå, er endnu ganske uklart. Kommercielle rumstationer skal jo tjene penge ved at udleje laboratorieplads eller kabiner til turister, så helt billigt bliver det ikke. På den anden side skal ESA så ikke længere betale til ISS, der nok på det tidspunkt er sendt til sin endelige grav på bunden af det sydlige Stillehav.

Emnet er blevet debatteret under en kongres i oktober, og her blev det nævnt, at det måske kan blive et politisk problem, hvis ESA direkte skal betale et amerikansk firma for at få adgang til en rumstation. Der venter vist en del forhandlinger forude.

Rumstation i kredsløb om Månen

I Artemis-projektet skal astronauterne først flyve til rumstationen Gateway i bane om Månen. De astronauter, som skal lande, stiger her om fra Orion-rumskibet til et særligt fartøj, der sørger for transporten fra Gateway til Månen og tilbage igen. Andre astronauter bliver på rumstationen, som man vil begynde at bygge omkring 2026.

ESA har en aftale med NASA om foreløbig tre flyvninger til Månen. Man regner med, at to af disse flyvninger bliver med Artemis 4 og 5, hvor der skal leveres europæisk udstyr til Gateway. Men til disse flyvninger vil ESA nok vælge to af de nuværende syv aktive astronauter, som alle har været i rummet før.

En af disse astronauter er Andreas Mogensen, men desværre kommer han fra et lille land, som bestemt ikke er blandt de største bidragsydere til ESA's budget. Det kan få betydning for hans mulighed for at blive valgt til en månerejse.

Base ved Månens sydpol

Her er der endnu ingen præcise planer, andet end at basen skal bygges nær Månens sydpol, hvor der er mulighed for at finde is.

Sandsynligvis vil ESA nok ret hurtigt få plads på en flyvning til basen, som det i øvrigt vil tage flere år at bygge færdig. Man regner med omkring én flyvning til Månen om året, hvilket sætter en grænse for, hvor mange muligheder der bliver.

Sådan vil rumfarten ændre sig

Rumfarten vil ændre sig i den periode, måske frem til 2045, hvor de nye astronauter vil være aktive. Det hænger sammen med, at rumfarten mere og mere bliver en del af det moderne samfund og derfor bliver nødt til at reagere på ændringer i samfundet.

Vi kan i dag slet ikke undvære tjenester som GPS, kommunikation, gode vejrudsigter, overvågning af klima og forurening eller for den sags skyld også de militære satellitter. Bare tænk på krigen i Ukraine, hvor de er så centrale for Ukraines forsvar, at de ligefrem har lejet deres egen satellit.

Alle rummagter er nu klar over, at rummet omkring Jorden ud til den geostationære bane 36.000 kilometer over ækvator er en del af verdens 'kritiske infrastruktur', med de muligheder det giver for konflikt.

Derfor er det blevet en af rumfartens vigtigste opgaver både at vedligeholde og beskytte denne kritiske infrastruktur, og det viser sig i de opgaver, et rumagentur som ESA udfører. Der er 8 hovedområder, hvor kun et har noget at gøre med bemandet rumfart. De otte områder er:

• Teknologiudvikling, kvalitetskontrol og test af satellitter mv.
• Transport ud i rummet. Udvikling af Ariane og nye typer af raketter
• Overvågning af Jorden og dens klima
• Navigation – EU og ESA har jo en 'konkurrent' til GPS kaldet Galileo
• Kommunikation – ikke mindst sikker kommunikation med satellitter (cyberangreb mv.)
• Videnskab. Forskellige typer af videnskabelige satellitter
• Udforskning af universet med mennesker og robotter
• Operationer, det vil sige kontrolcentre på Jorden, sporingsstationer, infrastruktur mv.

Disse områder er grundigt beskrevet her. Man kan se, at ESA åbner for mange forskellige muligheder for at arbejde med rumfart.

Rejser med mennesker til Månen og længere ud i rummet til Mars er langsigtede projekter. Da der ikke er tale om et direkte kapløb mellem de store rummagter, kan den politiske udvikling føre til, at Månen og Mars en overgang får en lavere prioritet.

Der skal måske bruges flere midler på klimaovervågning eller konflikter i rummet, eller der kan opstå akutte kriser som følge af de mange tusinde internetsatellitter som Starlink, der gør færdsel i rummet mere og mere problematisk.

Det er også værd at bemærke, at ESA taler om 'Human and Robotic Exploration', hvor mennesker og robotter på en måde sidestilles. Der er ingen tvivl om, at vi her ser begyndelsen på en afgørende ny udvikling, hvor robotterne gradvist får mere og mere kunstig intelligens og derfor kan overtage flere og flere opgaver især på Månen.

Vi kommer ikke til at sende astronauter ud på måske ugelange køreture på Månen for at udforske landskabet. Stråling og temperatur vil gøre det til en ganske farlig affære. Det bliver robotter, som kommer til at tage sig af den egentlige udforskning. Astronauterne vil kun komme til steder, der kræver en vurdering og undersøgelse, som robotterne (endnu) ikke kan klare.

Men alt tyder på, at de nye astronauter hen mod slutningen af deres karriere mere og mere kommer til at samarbejde tæt med meget avancerede robotter, og at udforskningen af Solsystemet måske nærmere bliver en opgave for robotter end for mennesker.

Der har endda været tale om, at den bedste måde at udforske Mars på vil være at lade astronauterne blive på marsmånen Phobos og herfra styre intelligente robotter, der kan flyve, køre, gå og klatre til steder, som i praksis vil være utilgængelige for astronauter iført tunge rumdragter.