I går kl. 12.36 dansk sommertid fik astronauterne om bord på Den Internationale Rumstation (ISS) nye forsyninger fra Jorden. De nye forsyninger blev sendt afsted med rumfartøjet Cygnus, SS Janice Voss i søndags og ankom altså til rumstationen i går.
Ved ankomsten blev Cygnus fanget af den Canadiske robotarm, der er monteret uden på ISS, der hjalp rumfartøjet med at blive fastgjort til rumstationen. Robotarmen blev styret både fra Mission Control i Huston og fra ISS.
En sværm af nano-satelitter skal kortlægge rumstationen
Ombord på SS Janice Voss (der er opkaldt efter astronaut Janice Voss, der gik bort i 2012) var samlet 1,5 ton last.
Denne last består af forsyninger, som astronauterne har brug for, for at overleve, samt videnskabeligt udstyr og udstyr til astronauternes rumvandringer. Denne sending af forsyninger er den anden sending med rumfartøjer fra virksomheden Orbital Sciences, der efter aftale med NASA skal sende minimum otte lastfartøjer afsted til ISS.
Blandt det videnskabelige udstyr på SS Janice Voss findes en sværm af nano-satellitter, der skal kortlægge rumstationen i tre dimensioner. SS Janice Voss vil blive sammen med ISS indtil 15. august 2014, hvor fartøjet vil blive frakoblet, fyldt med skrald, og derefter brænde op i Jordens atmosfære.

































