NASA’s marsrobot Curiosity har gjort en interessant opdagelse på Mars. Robotten har fundet klare tegn på, at der har strømmet vand hen over overfladen i det område, hvor robotten kører nu.
Det har længe været kendt, at der er vand på Mars i form af is, og marsrobotterne Spirit og Opportunity har tidligere fundet klare spor efter flydende vand på marsoverfladen.
Men det er første gang forskerne har set så tydelige spor efter overflademateriale, der på et tidspunkt i Mars’ historie er blevet flyttet af en strøm af flydende vand.
Vand er mest sandsynligt
Helt konkret har Curiosity studeret klipper, der indeholder sten med afrundede former. Det peger på, at stenene er blevet transporteret hen over marsoverfladen.
Ifølge marsforskerne er de største af stenene for store til, at det kan være vinden, der har flyttet dem. Det mest sandsynlige bud er en strøm af vand.
Forskerne vurderer, at vandet er strømmet med cirka én meter pr. sekund og har været i gang længe – ikke bare nogle få år.
Mount Sharp er stadig primært mål
Selvom fundet er en interessant brik til puslespillet, der skal vise om Curiosity’s landingssted, det store Gale-krater, har været egnet til liv, så er robottens primære mål stadig bjerget Mount Sharp midt i krateret.
Her findes lermineraler og sulfater, der kan have bevaret organisk materiale, der er mulige ingredienser til liv.