Stjerner fødes i store, tætte skyer af gas og støv, men hvilke processer og mekanismer presser disse skyer sammen, så de bliver meget tættere end det omkringliggende materiale?
Nogle forskere mener, at magnetfelter kan styre sammenpresningen af gas- og støvskyerne, så de bliver tættere end omgivelserne og til sidst kan føde stjerner. Andre forskere mener derimod, at skyernes tyngdekraft og turbulente bevægelser i gassen er så stærke, at de udkonkurrerer enhver magnetisk påvirkning.
Magnetfelter ligger pænt ordnet
I vores egen galakse, Mælkvejen, er det vanskeligt at undersøge om magnetfelter kan spille en rolle for dannelsen af nye stjerner eller ej. Da vi selv bor inde i Mælkevejen har vi ikke det fornødne overblik, men i andre galakser er det en anden sag. Med det udgangspunkt har to forskere fra MPIA i Tyskland undersøgt galaksen Messier 33, der er en af Mælkevejens nærmeste store galaksenaboer.
Deres observationer har afsløret, at magnetfeltet forbundet med de seks største gas- og støvskyer i Messier 33 ligger pænt og velordnet langs galaksens spiralarme.
Hvis det var turbulente bevægelser, der styrede spillet, så ville magnetfeltet forbundet med skyerne være tilfældigt og uordnet. Observationerne peger altså på, at magnetfelter – i hvert fald i Messier 33 – kan have en finger med i spillet, når nye stjerner bliver født.
