Vi har nu nået april og er hermed for alvor kommet ind i foråret.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Dagens længde vokser i månedens løb fra cirka 13 timer i begyndelsen til godt 15 timer ved aprils slutning. Efter et par måneder uden stjerneskudssværme kan vi i april se frem til to mindre sværme, nemlig Lyriderne og Eta-Aquariderne.
I denne tid har vi måske rettet opmærksomheden lidt mere mod Den Internationale Rumstation, ISS, på himlen. Ikke mindst fordi vi netop har fået den glædelige besked, at Danmarks astronaut Andreas Mogensen endelig har fået tildelt et halvt års ophold i 2024 ombord på rumstationen.
I marts måned var der rig lejlighed til at observere ISS. I april er der desværre kun tre datoer, hvor ISS kan ses fra Danmark. Vi indleder således måneden med en fin passage 1. april fra cirka klokken 21.04 i vest-sydvest til cirka klokken 21.08 i syd, omkring 10-15 grader over horisonten.
I begyndelsen ses ISS under stjernebilledet Orion, der er ved at gå ned, mens ISS forsvinder i syd ikke langt fra den klare stjerne Sirius i Store Hund.
De to andre passager 29. og 30. april finder sted i de tidlige morgentimer kort før klokken 5. Den 29. april kan man måske endda få et glimt af planeterne Saturn og Mars, der står meget lavt på himlen i sydøst.
Månen og planeterne kæmper mod Solen
I denne måned er der nymåne 1. april og fuldmåne 16. april. Den 9. april, hvor Månen er i første kvarter, kan vi opleve Månen på himlen i sydvest nær de to stjerner Pollux og Castor i Tvillingerne.
Bedste tidspunkt er fra klokken 22 og frem, hvor nattemørket har indfundet sig. 12. april ses Månen i nærheden af den klare stjerne Regulus i Løven på himlen i syd-sydvest. Bedste tidspunkt er igen efter klokken 22.
De fire klare planeter, Venus, Mars, Jupiter og Saturn, er morgenstjerner i april. Selv om de alle står nogenlunde tidligt op, er det dog svært at konkurrere med Solen, der lurer tæt på horisonten i de tidlige morgentimer. Der er dog et par bud, men det er nødvendigt at have en god udsigt lavt i horisonten.
I begyndelsen af april, for eksempel fra cirka 4. til 8. april, skulle det være muligt at få et glimt af Venus, Saturn og Mars lavt på himlen i øst–sydøst omkring klokken 6 om morgenen. Sidst på måneden, måske fra 27. april, kunne man forsøge sig omkring klokken 5 om morgenen, lige før Solen oplyser horisonten alt for meget.
Da er alle fire planeter – Jupiter, Venus, Saturn og Mars – netop stået op. Jupiter og Venus står nu usædvanlig tæt på hinanden på himlen. Og så kan man måske være heldig samtidig at opleve et par stjerneskud fra stjernevrimlen Eta-Aquariderne, der har udspring på himlen lige over planeterne.
Stjernesværmen Eta-Aquariderne
Fra omkring 19. april og et stykke ind i maj kan der også være nogle få stjerneskud at hente fra den lille sværm Eta-Aquariderne, hvis radiant ligger i stjernebilledet Aquarius eller Vandmanden. På vores breddegrader står Vandmanden dog enten ret lavt på himlen eller helt under horisonten.
Sidst i april kunne man sidst på natten kigge efter et par stjerneskud lavt på himlen i sydøst – og måske afvente, at de fire klare planeter efterhånden står op under radianten for Aquariderne.
Eta-Aquariderne har deres oprindelse i den berømte Halleys komet, der ved hver passage forbi os spreder både støv og ispartikler langs sin bane. Disse partikler har så mulighed for at trænge ind i Jordens atmosfære og ende som stjerneskud.
Halleys komet kredser omkring Solen med en omløbstid på 76 år. Vi havde sidst besøg af Halleys komet i 1986, hvor der blev sendt flere rumsonder mod kometen.
\ Læs mere
Spot skud fra Lyriderne
Lyriderne har navn efter stjernebilledet Lyren, der ses på himlen i nordøst-øst bedst efter klokken 23.
Stjerneskudssværmen har sit udspring, også kaldet radianten, tæt ved Vega, som er den klareste stjerne i Lyren. Lyriderne kan opleves i perioden 14.-30. april med et maksimum den 22.-23. april. Man kan jo være heldig, men skal dog ikke vente sig den helt store oplevelse, for der regnes kun med ganske få stjerneskud, selv omkring maksimum.
Selv om de måske ikke har det helt store ry, skal man dog heller ikke helt opgive Lyriderne. Når de endelig viser sig, er de nemlig kendt for at trække lange lysende spor af meteorstøv efter sig, som kan følges på himlen i flere sekunder.
Man kan følge udspringet (radianten) gennem natten. Omkring klokken 23 står Vega og Lyren et stykke oppe på himlen i nordøst og rykker sig i nattens løb mod øst og højere på himlen.
Nær Lyridernes maksimum 22.-23. april kunne man før daggry måske være heldig at opleve et stjerneskud fra Lyriderne samtidig med, at planeterne gradvist dukker op nær horisonten på himlen i sydøst.
Lyriderne er historisk set en af de ældste kendte meteorsværme, idet de har været observeret de sidste godt 2.700 år. Den første beretning fra år 687 stammer – ikke overraskende – fra kinesiske astronomer.
Meget at se på stjernehimlen
\ Om serien ‘Kig op’
‘Kig op’ er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden
Følg også med i serien ‘Rumfarten‘, der i starten af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er de seneste artikler i serierne:
Nu hvor dagene bliver længere, er det en god idé at være lidt sent ude, gerne efter klokken 22, for at få glæde af stjernehimlen.
På himlen i nord finder vi Store Bjørn med Karlsvognen højt på himlen nær zenith. Karlsvognen synes nu næsten at stå på hovedet. Og hvis man forlænger buen i vognstangen, ender man nær den klare røde kæmpestjerne Arcturus i stjernebilledet Bootes.
Lidt under Store Bjørn finder vi Lille Bjørn, der ligner en lille udgave af Karlsvognen. Polarstjernen er den klareste stjerne i Lille Bjørn, og i nattens løb ser vi stjernehimlen dreje sig rundt om Polarstjernen.
Længere nede på himlen i nord finder vi stjernebillederne Cassiopeia, hvor de klareste stjerner danner et W, og Cepheus. Lidt øst for Cepheus er det let at få øje på to klare stjerner, Deneb i Svanen og Vega i Lyren, der står lavt på himlen i nordøst. Vega er som tidligere nævnt udgangspunkt for denne måneds stjerneskud Lyriderne.
Midt på nattehimlen i syd finder vi stjernebilledet Løven med den klare stjerne Regulus. Lidt over Løven i retning vest står stjerneparret Castor og Pollux i Tvillingerne. De er nu næsten lodret over hinanden.
En egyptisk dronnings stjernehår
På den anden side af Løven i retning mod øst ligger stjernebilledet Coma Berenices, også kaldet Berenices hår.
Stjernebilledet har sit navn efter den egyptiske dronning Berenice II, der levede omkring 250 år før vor tidsregning. Hun ofrede sine smukke lokker til guderne i håb om en god lykke og gunst. Lokkerne endte i stjernebilledet som en masse stjerner på himlen.
Der er mange stjerner i Coma Berenices: De er blot ikke særligt klare og derfor ikke lette at få øje på på stjernehimlen i vore dage.
Alligevel er stjernebilledet med i de oprindelige 88 stjernebilleder i det gamle, græske stjernekatalog. Her skal vi huske, at stjernehimlen har været betydeligt klarere med god udsigt, også til svagere stjerner, i oldtidens Grækenland, i modsætning til vore dages mere beskedne udsyn til stjernehimlen, som desværre er svækket af forurening og diverse lyskilder næsten overalt.
I dag er stjernebilledet især interessant, fordi man i dette område af himlen har udsigt til en masse fjerne galakser og galaksehobe.
Se hvor det berømte, sorte hul har hjemme
Lad os se nærmere på ét bestemt område øverst i stjernebilledet, hvorfra vi har udsigt til mange af Virgohobens galakser. Virgohoben er en stor galaksehob, der indeholder mange tusinde galakser. Den befinder sig 50-60 millioner lysår borte.
Midt i Virgohoben finder vi kæmpegalaksen Messier 87, der er en af universets største galakser, langt større end vores Mælkevej, og med et stjerneindhold, der måles i trillioner, mod Mælkevejens godt 200-400 milliarder stjerner.
Når kikkerten rettes mod M87, så ser vi galaksen fra oven – og det var netop fra denne galakse, at vi 10. april for tre år siden blev præsenteret for det berømte første billede af et sort hul.
Billedet var blevet til over en periode på 10 år fra 2009 til 2019 i et intenst samarbejde mellem et par hundrede astronomer og en række observatorier fordelt over hele jordkloden.
Den 10. april i år kan vi så markere treårsdagen for det berømte billede. Med det arbejde, der ligger i et sådant projekt, er det ikke så mærkeligt, at vi endnu ikke har set flere billeder af de sorte huller.
