Menneskeheden har endnu ikke sat sine fødder på Mars, men alligevel kan et fingeraftryk ses på overfladen af den røde planet. Eller i hvert fald noget, der ligner rigtig godt på et billede, som NASA lagde på sin Instagram den 11. april.
Billedet er af det 500 meter brede Mars-krater med det lidet poetiske navn Airy-0. I krateret er der en række lyse bakkeskråninger, der giver mindelser om et menneskes fingeraftryk.
Og NASA har da også på sin vis sat sin finger på netop dét punkt.
Airy-0 er nemlig blevet udpeget som Mars’ nulmeridian – det vil sige dér, hvor den vestlige halvkugle møder den østlige (ligesom Londons Greenwich-observatorium på Jorden).
Men det er ikke helt korrekt, for Airy-0 har været Mars’ nulmeridian siden 1884 – blot som en del af noget større Airy-krater. Med sin diameter på hele 43,5 km er det en ordentlig krabat, og netop derfor blev det i sin tid valgt som midtpunkt.
Det store krater var simpelthen lettere at se med datidens teknologi, men i dag er det for upræcist.
»I takt med at billeder i højere opløsning blev tilgængelige, var det nødvendigt med et mindre punkt«. Det skriver NASA på sit Instagram-opslag.
Billedet blev taget af rumfartøjet ‘Mars Reconnaisance Orbiter’ september sidste år, som led i en større kortlægning af Mars’ overflade. Ifølge Live Science blev Airy-0 valgt, fordi det ikke ville kræve drastiske ændringer af eksisterende kort over Mars.