Reportage: Arkæologer i Italien finder helligt bassin på størrelse med olympisk pool

Der er trængsel i dag på den syditalienske ø Motya, der ligger ud for Siciliens vestkyst, hvor Videnskab.dk's udsendte er gået i land.

Arkæologer, studerende og andre medarbejdere er dagen forinden sejlet ind fra Sicilien og har indtaget de få bygninger på øen.

Trods et beskedent landareal, der måler en halv gang mindre end Christiansø, er det tusinder af års unik historie, der ligger i landskabet omkring dem.

Af samme årsag er arkæologerne heller ikke de første her. De stikker spaden i sporene på mere end 100 års arkæologisk arbejde, siden den engelsk-sicilianske arkæolog Joseph Whitaker ankom til øen i begyndelsen af 1900-tallet.

Et kunstigt, indre havneområde, der måler omtrent samme længde som en olympisk pool, regnes for at være en af de mest betydningsfulde opdagelser, den prominente Whittaker gjorde sig i sin tid på øen.

Nu er det så selvsamme opdagelse, som nutidens arkæologiske arbejde på øen er i gang med at omfortolke. Og det med en fortolkning, der ligger langt fra Whitakers og rykker ved antagelserne om øen, dens bosættere og historien i det sydlige Italien.

For måske var der slet ikke tale om et indre havneområde - en såkaldt ‘Kothon’ efter den græske betegnelse - lyder det i et nyt studie, der kommer med en komplet nyfortolkning af det 52 meter lange bassin på Motya:

I virkeligheden var det en kæmpe pool, der lå som centrum i et religiøst fristed og med astronomiske funktioner.

»Resultaterne fra de nye udgravninger ved Motya gør byens ‘Kothon’ til et af de største og bedre kendte hellige bassiner i den præ-klassiske Middelhavs-verden,« lyder det i studiet, der er publiceret i tidsskriftet Antiquity og har den italienske arkæolog Lorenzo Nigro som forfatter.

»Det er et stort fund,« supplerer Federico Capella ganske kort overfor Videnskab.dk’s udsendte. Han er en af de ph.d-studerende, der netop er ankommet til Mozia, som øen hedder på italiensk, hvor han den næste måned skal lede sin egen udgravning og et hold på 10 assistenter.

Selv er Federico Capella født, opvokset og studerer nu i Rom, men er kommet på Motya i mere end 10 år, hvor han flere gange har arbejdet som studerende under Lorenzo Nigro.

»Det kunne godt ligne en havn«

Arkæologen Lorenzo Nigro fra Sapienza Universitá i Rom, der dertil er professor i kunsthistorie, er manden bag opdagelsen på Motya.

Han har gravet her siden begyndelsen af årtusindeskiftet, hvor han første gang gik i land med en arkæologisk ekspedition.

Undervejs har han også arbejdet på projekter i Jordan og på Vestbredden i Palæstina, hvor han for tiden leder en udgravning i byen Jeriko.

»Han graver, du ved,« siger Federico Capella, der derfor er dagens guide og viser ned mod udgravningsstedet.

Motya er en mindre bakke i sig selv, og de gamle murstenshuse, hvor Federico Capella og resten af det arkæologiske hold har base, ligger på toppen. Få minutters gang ned forbi flere indhegnede udgravninger kommer bassinet til syne, der med sin placering ud til Middelhavets blågrønne vand ikke gør det svært at forestille sig det, arkæologer i årevis antog:

At der her på den sydvestlige del af øen engang lå et indre havneområde, hvor skibsfarende for over 2.500 år siden sejlede ind og lagde til, og man ser for sig, hvordan handelsmænd og soldater måske trådte fra borde efter sejladser på det åbne hav.

»Det kunne godt ligne en havn, og det er rent faktisk forklaringen på, hvorfor Whittaker troede, at det var tilfældet. Hvis du kigger, kan du også se en slags kanal, der forbinder bassinet med havet,« siger Federico Capella og peger ned mod den ende af bassinet, der er tættest på det åbne hav.

Men det er »selvfølgelig« ikke en havn, fortsætter han og nikker over mod den omkringliggende mur, der som noget af det første fik Lorenzo Nigro til at jagte en anden fortolkning af bassinets funktion.

»Da Lorenzo Nigro kom til øen, sagde han, at det her er ikke en havn, men noget andet, og da han begyndte på udgravningen i 2002 fandt han temenos, muren,« fortæller Federico Capella.

Temenos er den græske betegnelse for et afgrænset område, en skillelinje mellem det almindelige og det hellige. Her på Motya strækker den godt tre meter høje og halve til halvanden meter brede mur sig 118 meter rundt om bassinet.

»Når man opdager en temenos, så siger man til sig selv, at man har fundet noget komplet anderledes end en havn, så han vidste, at han var på sporet af noget. Det var en intuition, der viste sig at holde stik,« siger Federico Capella.

Herfra begyndte brikkerne over de næste 20 år at falde på plads én efter én, og retningen mod en omfortolkning af bassinet blev sat.

\ Læs mere

Derfor endte verden med Antikkens Syv Vidundere

Motya ødelægges og genopbygges af Karthago

Hvordan Joseph Whitaker i første omgang tog fejl og talte om en havn, den såkaldte ‘kothon’, her på Motya, skyldes blandt andet historien om øen og fortællingen om de folk, der har bosat sig her gennem tiden.

I dag er Motya ubeboet, men under bronze- og jernalderen mener man, at beboere på øen har trivedes og nydt godt af Middelhavets forsyninger af fisk, salt og øens eget ferskvand, mens placeringen tæt ved Sicilien har fungeret som beskyttelse mod truslerne fra det åbne hav.

Omkring 800 år før vor tidsregning ankom så det fønikiske folk og bosatte sig på øen. De kom oprindeligt fra Levanten, i dag det moderne Israel, Syrien og Libanon, og menes at være vandret til det nordlige Afrika, hvorfra de koloniserede dele af Sicilien, herunder Motya.

Godt hundrede år gik, og bosætningen på Motya var vokset til en summende og vigtig havneby med et netværk, der strakte sig ud over det centrale og vestlige Middelhavsområde.

Til sidst blev det for meget for Karthago, den rivaliserende kystby beliggende på den anden side af strædet på den afrikanske nordkyst, og i midten af det sjette århundrede før vor tidsregning angreb karthagiske styrker og rev Motya ned til grunden.

En genopbygning af Motya blev sat i værk, og det var her, at fønikerne først og fremmest forstærkede og fornyede øens eksisterende bygninger, men også her, at det 52,5 meter lange og 37 meter bredde bassin kom til.

Kanalen til det åbne hav er først kommet til senere

Det er blandt andet den historiske rivalisering med Karthago - sammenholdt med kanalen ud til det åbne hav - der for næsten 100 år siden fik Joseph Whitaker som den første til at lave den forbindelse, at der var tale om en indre, kunstig havn, som fønikerne havde bygget.

Bassinet lignede nemlig en havn af den slags, arkæologiske udgravninger tidligere havde fundet bevis for, der havde været i brug i Karthago. Her mente man, at militærskibe sejlede ind og lagde til, inden de igen tog videre ud på middelhavet.

En senere udgravning i 1970, ledt af den tyske historiker og arkæolog Benedikt Isserlin, genbesøgte Whitakers fortolkning og lavede småjusteringer. Isserlin hævdede, at fønikerne havde brugt bassinet som et havneområde, hvor skibe blev sluset ind og repareret.

I begge tilfælde var der tale om fejltolkninger, fortæller Federico Capella og kommer så med en forklaring på kanalen ud til det åbne hav.

For ud over fundet af den hellige mur fandt Lorenzo Nigros udgravning som noget af det næste, at kanalen ud til det åbne hav først var kommet til mange år senere, ikke imens fønikerne var her på øen.

»Den blev sandsynligvis først lavet i Romertiden, da de anvendte bassinet til at fange fisk i. Bassinet blev lavet om senere hen,« forklarer han.

»Så det vigtige her er, at i løbet af den tid, fønikerne var her, fra det 8.århundrede før vor tidsregning og frem til 4. århundrede før vor tidsregning, var bassinet lukket. Der var ingen forbindelse til havet.«

\ Læs mere

Historikere finder hemmeligheden: Smart metode sikrede, at Romerrigets akvædukter blev holdt rene

Intet havvand, men ferskvand

Det er særligt adgangen til nyere værktøj, der har været med til at bane vejen for, at Whitaker og andres fortolkninger af netop forbindelsen til det åbne hav kunne udfordres.

For det var først, da ekspeditionen i 2005 og igen i 2013 tømte bassinet for vand, at Lorenzo Nigro og hans hold fandt tre kanaler, der førte vand fra underjordiske ferskvandskilder og ind i bassinet.

»Så der var ikke saltvand i bassinet, men ferskvand, der kom fra kilderne,« understreger Federico Capella og fortæller, at området højst sandsynligt havde været en dam eller mindre sø, inden bassinet blev bygget.

Mindst lige så vigtigt afslørede det tømte bassin, at alle fire sider af bassinet var dækket med sten i fem til seks lag. Ifølge Federico Capella »en arkitektonisk karakteristik«, der ikke har tilladt, at skibe har kunne lægge til anker, og derfor gør det usandsynligt, at der var tale om havn.

En statue og tre templer overbeviste arkæologerne

Med bassinet tømt begyndte Lorenzo Nigro og hans ekspedition også at grave ting frem, der for alvor gav dem vished om, at området havde et religiøst formål for fønikerne.

Mest opsigtsvækkende var måske en massiv stenblok, fundet på kanten af bassinets ene side, der på toppen har omridset af en fod, hvor en vrist og fem tæer kan anes.

Stenblokken står i dag placeret foran bassinet, men for 2.500 år siden var den basen til en statue af guden Ba’al, der stak 2,4 meter op over vandoverfladen og var synlig for alle, der trådte forbi temenos (muren) og satte fod inden for det hellige område.

Lorenzo Nigro laver koblingen mellem stenblokken med foden og resten af statuen af Ba’al af flere årsager. Først og fremmest med henvisning til et arkæologisk fund fra 1933, hvor overkroppen af en statue, der menes at være en personificering af en mandlig guddom, blev fundet i Marsala-lagunen nær Siciliens kyst.

Forklaringen på, at det lige netop er Ba’al, der skulle være tale om, når fod og overkrop sættes sammen, findes ifølge Lorenzo Nigro i en inskription med en græsk tekst dedikeret til ‘Belios’ (Ba’al) fundet i et grav ved bassinets sydøstlige hjørne.

»Statuen af Ba’al er en af de vigtigste faktorer, der fortæller os, at dette i virkeligheden ikke var en havn, men en hellig pool,« siger Federico Capella.

Statuen Ba’al og det faktum, at der helt tilbage i 2002 blev fundet tre templer, der lå på hver side af bassinet, får Lorenzo Nigro til konkludere i studiet, at bassinet lå placeret i midten af et »monumentalt religiøst kompleks« omkranset af temenos.

Bassinet og templerne spejlede nattehimlen

Oveni i det kommer den astronomiske funktion, som bassinet menes at have haft.

For foruden bassinets stille vand, der blev brugt til at spejle nattehimlen, stod de tre templer, Ba’als Tempel, Astartes Tempel og Fristedet for Det Hellige Vand, alle placeret, så de var orientereret mod bestemte punkter på stjernehimlen.

»Så bassinet blev blandt andet brugt til at studere stjerner, som et slags spejl af himlen, men det blev endda sandsynligvis også brugt til at rense statuer af guddomme og til forskellige slags ritualer for rensning og afvaskning,« vurderer Federico Capella.

\ Læs mere

Stonehenge: Sådan blev monumentet brugt som solkalender, ifølge ny teori

Dansk arkæolog: »En stor drejning«

Rubina Raja, professor i klassisk arkæologi ved Aarhus Universitet, kalder omfortolkningen af bassinet på Motya for »en stor drejning i forhold til tidligere fortolkninger«.

»Omfortolkningen af komplekset netop som primært en helligdom og ikke en indre havn fortæller noget om den bosættelse, der var der, og at den ikke kun var orienteret mod søfarten, men at den også var orienteret mod det lokalsamfund, altså det fønikiske lokalsamfund, som havde slået sig ned her,« siger Rubina Raja.

Tidligere udgravninger ledt af Lorenzo Nigro har ganske vist peget i den retning, men ifølge Rubina Raja er det særligt fundet af det, man mener, der er basen til Ba’al-statuen i bassinet, som sandsynliggør, at der rent faktisk var tale om et helligdomsbassin med astronomiske funktioner.

Også selve strukturen, et lukket bassin og med templer i varierende størrelser rundt omkring, understreger »selvfølgelig en religiøst kontekst i forhold til bassinet«.

Kan man droppe idéen om, at der engang har ligget en indre havn på Motya, ligesom Lorenzo Nigro gør i sit studie?

»I forhold til det studie, der er publiceret, og det er jo et peer-reviewed studie, og med de ting, jeg kan læse, de tabeller, der er lavet og den data, der bliver præsenteret, så må man sige, at så er det her en meget solid fortolkning af komplekset.«

»Så ja, det vil jeg sige, at man kan.«

Et fund, der gør Motya unik

At der var tale om et helligt bassin og ikke en havn gør Motya til hjemsted for et af de største religiøse komplekser i det præ-klassiske Middelhavsområde.

Og det hellige aspekt og orienteringen mod stjernerne siger noget om det dybe kendskab, fønikerne havde til himlen og det religiøse, lyder det i studiet af Lorenzo Nigro.

Men måske mindst lige så vigtigt, at øen var anderledes fra rivalen Karthago med sin militærhavn: Motya med det religiøse kompleks var åben for for kulturelle interaktioner og forblev en »blomstrende frihavn og udviklede med tiden en åben attitude, særligt over for Grækenland og de græske byer, der kom til på Sicilien«.

»Når man har så stor en lokal helligdom, så har man med sikkerhed også nogen, der besøger den. Det kan både være folk, der netop kommer til med skibe, men selvfølgelig også den koloni af fønikere, som boede der, og måske også andre,« tilføjer Rubina Raja.

»Det siger også noget om de økonomiske ressourcer, der var til rådighed i lokalsamfundet, at man kunne bygge så stort et kompleks.«

Fordi Joseph Whittaker med sine ekspeditioner er en uundgåelig del af områdets historie, kalder man endnu bassinet for ‘kothonens hellige område’, forklarer Federico Capella, mens han læner sig op ad det træhegn, der indhegner bassinet.

»En havn er noget, man kan finde alle steder og i enhver slags by, men den her form for helligdom med denne hellige pool med templerne, det er noget andet. Motya er et sted, hvor forskellige kulturer begyndte og smeltede sammen, og den her helligdom var et sted for forskellige folk fra forskellige kulturer, og det er unikt,« slutter han.

\ Læs mere

Gigantiske huller nær Stonehenge er menneskeskabte

\ Læs mere

Kom med på opdagelse i Romerrigets lokumskultur