Vi bruger en global tidsregning, der bygger på den dag, Jesus angiveligt blev født. Derfor kan mange mennesker på Jorden forholde sig til, hvad det vil sige, at vi er i år 2011 efter Kristi fødsel.
Men hvad gjorde man, før Jesus kom til? Den tanke har fået flere af vores læsere til tasterne.
»Hvordan angav man et årstal før Kristi fødsel? Man kunne jo ikke så godt skrive så og så mange år før eller efter,«spørger Asger Kræmer for eksempel.
En anden læser, Kurt Hennevalts, vil gerne vide, om man har haft nogle metoder til at bestemme tiden før Kristus.
Tidsregning blev først opfundet i år 525 e.Kr.
Spørg Videnskaben sender straks spørgsmålene videre til en ekspert på området, Søren Holst, som er lektor på det teologiske fakultet på Københavns Universitet.
\ Spørg Videnskaben Classic
Fra tid til anden ‘genudgiver’ vi artikler fra arkivet i vores populære brevkasse, Spørg Videnskaben.
Denne artikel blev oprindelig bragt på Videnskab.dk 29. august 2011.
»Vi begyndte faktisk ikke at bruge Kristi fødsel til at datere med fra det øjeblik, han blev født,« fortæller Søren Holst.
»Det var først i løbet af middelalderen, helt bestemt i år 525 e.Kr., at en munk ved navn Dionysius fandt på at bruge Kristi fødsel til at datere efter. Ved at læse de gamle overleveringer og regne baglæns, lykkedes det ham at finde frem til det år, han mente Jesus måtte være blevet født. Og det var i virkeligheden den første metode, som siden er blevet global,« forklarer han.
Tidlige kulturer havde ikke behov for global metode
Før det havde man i mange år brugt romernes system, hvor år 753 før Kristus, årstallet for Roms grundlæggelse, var referencepunkt, fortæller Søren Holst.

Og går man endnu længere tilbage, har de forskellige kulturer sandsynligvis haft forskellige måder at lave tidsregning på, som formentlig har bygget på, at det skulle være praktisk og logisk.
»Det har været tilstrækkeligt dengang, fordi man ikke kendte til andre kulturer end sin egen og derfor ikke havde behov for en global måde at forstå verden på,«forklarer han.
Årene blev opkaldt efter regenter
Egypten og Mesopotamien var – fra ca. 5.000 år før Kristi fødsel – de første kulturer til at efterlade nedskrevne beviser på, at de har brugt en mere avanceret form for tidsregning.
»Babylonerne i Mesopotamien havde for eksempel i en periode et system, hvor de nummererede årene efter regenter eller højtstående embedsmænd. Lidt som at sige ’ i Christian 10.’s tid’. Og den metode har formentlig været den mest almindelige mange andre steder,« fortæller Søren Holst.
Små samfund har ikke brugt avanceret tidsregning
Man har kun kunnet lave den slags systemer for tid, som Egypten og Mesopotamien gjorde, i de større samfund.
Det skyldes, at det har krævet stor frugtbarhed, hvis et samfund skulle blive rigt nok til at kunne udvikle videnskab og beskæftige sig med teoretiske spørgsmål som tiden.
»Kommer vi tilstrækkeligt langt tilbage i tiden og ud i de små samfund, har man formentlig brugt nogle meget mere lokale angivelser, som for eksempel ’Det skete året efter, vi begravede onkel Orla’ eller ’Det var det år, hvor koen født en kalv med to hoveder’,« siger Søren Holst.
Vores tidsregning blev udbredt med kristendommen
Efterhånden som kristendommen kom til at dominere større og større dele af kloden, blev metoden med at datere ud fra Kristi fødsel mere og mere udbredt.

I dag er det den mest brugte metode i verden, erklærer Søren Holst.
»Man kan sige, at det er aldeles nødvendigt med et fælles punkt at gå ud fra for at forholde os til hinanden. Vi mennesker har altid været interesseret i at holde øje med tiden, og det med at forudsige årets gang har interesseret os, så længe vi har været i stand til at tænke,« fortæller Søren Holst.
Muslimerne bruger ikke den astronomiske kalender
Der findes dog også kulturer, som den dag i dag ikke bruger Jesus’ fødsel til at datere ud fra.
Den islamiske kalender følger for eksempel Månens gang. Det vil sige, at for muslimerne begynder måneden den dag, det er fuldmåne. Og på en måde er det en meget logisk måde at regne tiden ud på, mener Søren Holst.
»Ordet ’måned’ stammer fra ordet ’måne’, og det skyldes, at vi engang stod og kiggede op på fuldmånen for at beregne tidens gang. Den metode bruger muslimerne stadig.«
»Ulempen ved den metode er, at den muslimske kalender ikke passer med det astronomiske år, fordi et år kun er på 354 dage ifølge den muslimske kalender. Det er derfor, Ramadanen for eksempel ikke ligger på en fast dato, men flytter sig 10 dage frem hvert år,« forklarer Søren Holst. (Se også boks under artiklen.)
Jøderne daterer ud fra verdens skabelse
Ligesom muslimer bruger jøder også et andet system end de kristne.
»Jødernes system regner tilbage fra altings begyndelse. Med andre ord nummererer de årene ud fra det, de mener, er året for verdens skabelse. Ifølge den jødiske kalender skete det for 5.771 år siden, så jøderne er på den måde foran i tid, selv om det ikke skal forstås, som at jødernes tidsregning er indført på det tidspunkt. Formentlig er den først indført efter den kristne,« forklarer Søren Holst.
Tidsregning må gerne bygge på noget symbolsk

Nu om dage ved de fleste, at Jorden er en del ældre end 5.771 år. Til gengæld hersker tvivl, om Jesus overhovedet blev født i år 0, afhængigt af om man læser Lukas- eller Matthæus-evangeliet.
»Men det betyder ikke så meget. I virkeligheden handler det om, at en tidsregning kræver et punkt at starte udfra,« mener Søren Holst.
Uden Jesus havde verden set anderledes ud
Hvis Jesus ikke var blevet født, kan man kun gætte på, hvilket referencepunkt, man så havde brugt til at datere ud fra, mener Søren Holst.
»Et bud er, at der slet ikke var opstået nogen kristendom. Så havde romerriget måske eksisteret endnu og var i mellemtiden blevet til en atombevæbnet, italiensk verdensmagt, der stadig havde regnet fra Roms grundlæggelse, år 753 før Kristus, sådan at vi i dag havde levet i år 2764.«
»Eller måske kunne man forestille sig, at en anden jødisk prædikant end Jesus havde startet en lignende international bevægelse, men med en større insisteren på jødiske særpræg, så kunne vi i dag have brugt den jødiske kalender i hele den vestlige verden.«
»Eller det kunne være blevet islam, snarere end kristendommen, der blev romerrigets statsreligion. Men det er selvfølgelig det rene gætværk,« siger Søren Holst.
Spørg Videnskaben takker ham for svar. Også tak, til vores læsere for de gode spørgsmål – der er en rød Videnskab.dk-T-shirt på vej til jer begge.
Husk, at du kan læse flere spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben, blandt andet artiklen ’Hvad er tid?’
Eller du kan sende din egen undren til redaktionen: sv@videnskab.dk.
\ Kilder
\ Den gregorianske kalender
I den vestlige verden har vi kæmpet med at lavet en kalender, der præcis dækker et år. Det skyldes, at den astronomiske kalender faktisk ikke er på 365 dage, men 365,24219878 for at være helt nøjagtig.
Siden oldtiden har man regnet den overskydende del for at være et kvart døgn, og Julius Cæsar indførte derfor den julianske kalender tilbage i år 46 før Kristus.
Ifølge den julianske kalender skulle år, som kunne deles med tallet fire være skudår, det vil sige indeholde 366 dage i stedet for 365 dage. Det gjorde, at det julianske år i gennemsnit havde en længde på 365,25 dage.
Af den grund var der i 1500-tallet kommet en afvigelse på ca. 10 døgn. Det problem blev løst i 1582, da pave Gregor XIII indførte den gregorianske kalender.
Den gregorianske kalender har, ligesom den julianske, skudår hvert fjerde år. Det gælder dog ikke årstal, der er delelige med 100, bortset fra dem, der er delelige med 400. År 1900 var således ikke et skudår, men år 2000 var.
Denne beregningsmetode giver en årslængde på i snit 365,2425 dage, altså meget tæt på det ønskede. Det betyder, at kalenderen kun giver en fejl på cirka 3 dage på 10.000 år.
Kilde: Søren Holst og Wikipedia
Læs mere om kampen mellem den julianske og gregorianske kalender i Påsken gav astronomerne smør på brødet