NASA’s marsrobot Opportunity er godt i gang med at undersøge området omkring det store krater Endeavour, som robotten ankom til 9. august.
Opportunity’s undersøgelser har bl.a. afsløret årer af lyse mineraler, der stikker ud af stenmaterialet omkring dem. Billedet her viser en af disse årer, der kaldes Homestake. Den er 1-2 cm bred og ca. 45 cm lang.
En detaljeret undersøgelse af Homestake har vist et højt indhold af calcium og svovl i et forhold, der tyder på, at åren består af forholdsvis rent calciumsulfat.
Calciumsulfat kan findes i mange former afhængigt af hvor meget vand, der er bundet i mineralets krystalstruktur. En analyse af billeder optaget gennem forskellige farvefiltre tyder på, at calciumsulfatet i Homestake er hydreret – altså indeholder vand. Der er formentlig tale om den form for hydreret calciumsulfat, vi kalder for gips.
Vand har opløst calcium fra vulkansk materiale
Uanset om calciumsulfatet i Homestake er gips eller ej, så er det formentlig blevet dannet ved, at vand har opløst calcium fra vulkansk materiale, mens svovlet kan være kommet fra vulkanske gasser.
Opportunity har tidligere set calciumsulfat og andre svovlforbindelser, men de er efter alt at dømme blevet dannet i et mere surt miljø end Homestake. Området med Homestake og de andre lyse mineral-årer har dermed måske været mere egnet til liv end de steder, hvor Opportunity tidligere har fundet svovlforbindelser.