Fra opdagelsesrejser på Jorden til udforskning af rummet: Sådan blev rumfarten en del af vores historie

Dét, vi i dag kalder for rumalderen, begyndte 4. oktober 1957 med opsendelsen af den første Sputnik.

Dengang kunne ingen forudse, om satellitter og senere rejser til Månen og langt ud i Solsystemet ville blive en kortvarig episode, eller om der var tale om en ny epoke i menneskets historie.

Selv nu, mere end 67 år efter Sputnik 1, kan vi ikke give et helt sikkert svar på det spørgsmål. For verden har i denne periode ændret sig meget, og desuden har vi nu lært så meget om Solsystemet, at de oprindelige visioner for rumfarten næppe kan opretholdes.

Hvordan rumfarten kom ind i vores historie, og hvordan den vil påvirke vores fremtid, er emnet for denne artikel samt en følgende artikel med titlen ’Rumfarten og fremtidens verden’ - den udkommer en af de kommende dage.

Det begyndte med udforskningen af Jorden

Man kan sige at rumfarten bygger på en tradition for opdagelsesrejser, der kan føres næsten 500 år tilbage.

Omkring år 1500 begyndte Europa på en systematisk udforskning af Jorden, der på det tidspunkt på mange måder var opdelt i fire områder, der havde så lidt kontakt med hinanden, at de havde udviklet sig uden i væsentlig grad at være påvirket af hinanden.

De fire områder var:

• Europa, Afrika og Asien
• Amerika
• Australien, New Guinea og omliggende øer
• Stillehavsområdet, herunder New Zealand, Mikronesien og Hawaii

På en måde var der i 1500-tallet tre nye verdener at udforske, hver med sine dyr, planter, fremmede kulturer og rigdomme. Resultatet blev, at opdagelsesrejser på godt og ondt blev en del af vores historie.

Naturligvis tænkte man i 1500-tallet ikke på rumrejser. De fleste så bare udforskningen som en mulighed for hurtigt at blive rige, men der var dog også nogle få, der brugte rejserne som en mulighed for videnskabelige studier – bare tænk på Darwin, der brugte data, han havde indsamlet på Galapagosøerne, til at skabe evolutionsteorien.

Der er dog ingen tvivl om, at opdagelsesrejserne var med til at skabe den kulturelle baggrund for rumalderen, der dybest set var en idé om at fortsætte disse rejser ud i rummet.

Men vi skal frem til begyndelsen af det 20. århundrede, før den tekniske udvikling gjorde det muligt at tale om rumrejser som noget, vi måske kunne gennemføre.

Den direkte inspiration var flyvningens udvikling, og det er ikke noget tilfælde, at de første rumfartsforeninger opstod kort efter Lindbergs berømte flyvning over Atlanterhavet i 1927.

De første beregninger blev foretaget, og selvom man naturligvis godt kunne se, at der var et meget stort spring fra Lindbergs lille en-motor-fly til en raket, som kunne flyve til Månen, så gik de første amatører med større og mindre held i gang med at bygge raketter.

Pengene var små, men drømmene store, og hvis raketten eksploderede, kunne man tale om muligheden for at rejse til Mars og Venus, ikke bare for at udforske, men måske også kolonisere vores to naboplaneter. Det var vist godt, at man ikke vidste, hvordan klima- og livsforhold var i virkeligheden.

Så sent som 1950 forestillede man sig at vores naboplaneter Mars og Venus kunne minde lidt om Jorden. Man vidste godt, at Mars var en rød og kold ørkenplanet, men der var nogle mørke områder, der blev opfattet som vegetation. Man forestillede sig Mars som en slags Tibet, hvor man kunne gå rundt i polartøj og med en iltmaske, da man godt vidste at atmosfæren var tynd.

Venus er dækket af skyer, men det forhindrede ikke en forestilling om at Venus kunne være en verden med kontinenter og have – og måske en masse liv. Og selv om Venus var varmere end Jorden, så ville de polare områder måske være tilpasse for os.

Grundlæggende forestillede man sig rumfart, som en fortsættelse af de klassiske opdagelsesrejser:

Man sendte et rumskib ud med en besætning under ledelse af en kaptajn. Når man var landet på en fremmed planet, udforskede besætningen landskabet, på samme måde som vi gennem historien havde udforsket jungler og ørkener.

At vi kom til at udforske Solsystemet med rumsonder og robotter i stedet for med mennesker var der ingen, som forudså.

En anden uventet udvikling var, at rejser ud i Solsystemet, selv med rumsonder, er en sjælden begivenhed. Langt det meste rumfart foregår i bane om Jorden med ubemandede satellitter, selvom vi har to rumstationer, nemlig ISS og den kinesiske Tiangong.

Nok er rumalderen ny, men historien viser at nogle af de problemer og udfordringer, som vi nu møder, kender vi allerede fra historien. Vi giver tre eksempler.

Da Kina rejste ud i verden

For 700 år siden foretog Kina nogle rejser ud i verden, som helt kunne have ændret vores historie, hvis de var blevet fortsat. Formålet var ikke erobring eller kolonisering, men alene at demonstrere kejserens magt.

Det blev i alt til syv rejser under ledelse af admiral Cheng Ho (1371-1435), og han sejlede i skibe, der selv i dag må betegnes som meget store – således var det største skib omkring 130 meter langt, hvilket er godt det halve af et moderne tankskib. Og der var tale om rigtig store ekspeditioner, hvor mange skibe og tusinder af søfolk deltog.

Cheng Ho rejste rundt og uddelte gaver til de fyrster, han besøgte. Således har man fundet en tekst indhugget på en sten, som fortæller, at Cheng Ho til den lokale fyrste forærede 1.000 guldstykker, 5.000 sølvsmykker, 100 ruller silke samt flere andre gaver.

Om ikke andet lærte fyrster i nærheden af Kina, at kejseren var en meget mægtig mand – en form for det, vi i dag kalder for ’blødt diplomati’. Men så døde den kejser, som havde sendt Cheng Ho ud, og efterfølgeren havde ingen interesse i at fortsætte de dyre togter.

Men hvad hvis rejserne var fortsat, og Cheng Ho havde rundet Afrika og måske var kommet helt op til Portugal og Spanien med skibe, der fik de europæiske skibe til at ligne små joller? Vi kan ikke vide det, men Europas historie var i hvert fald blevet ændret – og Columbus havde måske taget hyre på et kinesisk skib.

Analogien til Apollo-rejserne til Månen er slående: For enorme summer opbyggede man hele den industri og infrastruktur, der skulle til for at sende mennesker til Månen. Men der var ingen langsigtet plan, kun et ønske om at komme før russerne, så Apollo blev opgivet, lige før man kunne bygge en base på Månen og måske rejse ud til Mars.

Her forsvandt en fremtid på mere end én måde. Både USA og Sovjetunionen skar ned på deres rumprogrammer. Værst gik det til efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, som førte til et næsten totalt kollaps af rumprogrammet, som selv i dag kun er en skygge af sig selv.

Det har Rusland mærket under Ukraine-krigen, hvor rummet spiller en central rolle. De tusinder af Starlink-satellitter (Elon Musks internetsatellitter, red.) har været afgørende for Ukraine, og russerne har ikke et tilsvarende system.

I 1400-tallet var det Kina, som vendte ryggen til at blive en verdensmagt, og det førte til, at Europa overtog rollen. I dag har Kina overtaget rollen som den eneste supermagt i rummet, der kan udfordre USA. Den udvikling kan måske få en afgørende betydning for det 21. århundrede, hvor rummet kommer til at spille en stadigt større rolle for magtbalancen.

Grønland og drømmen om Mars

I mere end 400 år fra omkring år 1000 til omkring år 1420 boede op til 5.000 nordboere på spredte kolonier i Grønland. Det økonomiske grundlag var landbrug (hø og græsning) og sælfangst, suppleret af handel med europæiske nationer.

Klimaet forhindrede en stor landbrugsproduktion, så det var nødvendigt at kunne handle med Europa, især Norge. Her gav jagt på sæler, hvaler og rensdyr både føde og en handel, som var baseret på varer som hvalros-elfenben, sælskind og jern.

Problemet var naturligvis transporten. Rejsen til Grønland var lang og ganske farlig, så ofte kom der kun et par skibe om året – og der kunne let gå et par år, uden at man så et eneste skib.

Her er helt klart en analogi til en Mars-koloni. I gennemsnit vil Mars kun få besøg hvert andet år, når Mars og Jorden står i den rigtige position, så en marskoloni skal hurtigt være meget selvforsynende.

Forskellen på Mars og Grønland er, at det er svært at forestille sig varer, det kan betale sig at eksportere fra Mars til Jorden.

Kolonierne på Grønland forsvandt muligvis, fordi Nordboerne havde bragt dyr som køer, får og geder med sig. Det førte til overgræsning og en voldsom jord-erosion. Samtidig drev man rovdrift på de få træer, der kunne vokse så langt mod nord, men også for at kunne kunne fremstille trækul, som skulle bruges til udvinding af jern.

Det teknologiske grundlag smuldrede, og da nordboerne aldrig havde lært at leve som inuitterne, gik kolonierne til grunde, da klimaet blev koldere, og Europa holdt op med at importere hvalrostænder. Denne teori diskuteres dog stadig, som du kan læse i artiklen 'Ny teori: Derfor forsvandt vikingerne pludselig fra Grønland'.

En lidt tilsvarende situation kunne man godt tænke sig i en Mars-koloni.

I det 21. århundrede vil en rejse til Mars være lige så vanskelig, som det dengang var at sejle til Grønland.

Klimaet i Grønland var på kanten af, hvad nordboerne rent teknologisk kunne klare, og klimaet på Mars er også på kanten af, hvad vi hvad kan klare i det 21. århundrede, hvis det handler om permanent beboelse.

Grønland der også et eksempel på, at hvis ikke en koloni giver et økonomisk overskud, kan den ikke overleve. Alene tyngdekraften på Mars vil i en overskuelig fremtid gøre det meget vanskeligt at skabe en eksportindustri, fordi det kræver store mængder brændstof at sende noget bort.

Derimod kan man godt have en base, ganske som vi har en base på Sydpolen, og det fører os så til kapløbet mod Sydpolen.

Kapløbet mod Sydpolen

Kapløbet om at nå først til Sydpolen handlede ikke om økonomisk gevinst, men simpelthen om prestigegrunde.

De store konkurrenter var Norge med Roald Amundsen (1872-1928) og England med Robert Falcon Scott (1868-1912) i et kapløb, der minder ikke så lidt om månekapløbet.

Som bekendt vandt nordmanden Amundsen, som endda efterlod et brev til Scott, da denne ankom bare en måned efter Amundsen i januar 1912, så det var et meget tæt kapløb, der i øvrigt fik den tragiske udgang, at Scott omkom af kulde under tilbageturen.

Det kapløb er nok glemt nu, ligesom månekapløbet for mange mennesker er ren historie om noget, der skete, før de blev født, men på Antarktis kan man stadig mærke eftervirkningerne, og det kommer vi sikkert også til på Månen.

Efter at sydpolen var nået, og den britiske polarforsker Ernest Shackleton (1874-1922) forgæves havde forsøgt at krydse Antarktis i 1915, kom der en pause i udforskningen, simpelthen fordi man erkendte, at datidens teknik ikke kunne klare de meget barske forhold med hyppige storme og temperaturer på under -50 grader Celcius.

Vi skal frem til 1928, hvor amerikaneren Richard Byrd (1888-1957) fløj over sydpolen, men derefter skete der ikke noget, før 1957-1958 under 'det internationale geofysiske år' (IGY), også kaldet 'det 3. polarår', der oprindeligt var planlagt som en fortsættelse af to tidligere internationale polarår i 1882 og 1932.

IGY førte til opsendelse af de første satellitter, men hvad, der i denne sammenhæng er lige så vigtigt, er, at USA brugte IGY som en begrundelse for at bygge en permanent base kaldet Scott-Amundsen-basen på Sydpolen.

Man var jo godt klar over, at der måske var store rigdomme at hente engang i fremtiden, når man fik den nødvendige teknik til at komme ned gennem isen.

Ved at gøre basen videnskabelig og international provokerede man ikke lande som Norge, England, Chile og Argentina, men sikrede sig alligevel en tilstedeværelse. Det er vist endnu et eksempel på ’blødt diplomati’.

Dette initiativ blev senere fulgt op af internationale aftaler, der forbød oprettelse af militære baser, og at udvinde olie og mineraler frem til 2041 for at beskytte det meget skrøbelige miljø.

Det bliver meget spændende at se, om der vil ske noget lignende på Månen, når Kina og USA vender tilbage omkring 2030, og hvor interessen koncentrerer sig om Månens sydpol, hvor der er mulighed for at finde vand i form af is under overfladen.

Det store spørgsmål bliver, om man vil anvende magt for at sikre sig de bedste områder, eller om vil søge et internationalt samarbejde, således at Scott-Amundsen-basen på Sydpolen får en efterfølger i form af en international base på Månen.

Opdagelsesrejserne skabte på mange måder den kulturelle forudsætning for rumalderen.

I den næste artikel, 'Rumfarten og fremtidens verden', som snart udkommer, ser vi på, hvordan rumfarten kan påvirke fremtidens historie. Følg med på sitet, eller abonner på Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev om rummet, hvis du vil modtage den næste artikel direkte i din indbakke.