Astronomer opdager løbende planeter, der kredser om andre stjerner end Solen – såkaldte exoplaneter.
Nu har astronomer for første gang nogensinde fundet exoplaneter i kredsløb om sollignende stjerner i en samling af stjerner – en åben stjernehob.
Helt konkret drejer det sig om den åbne stjernehob med katalognavnet Messier 44, der også kaldes Præsepe. Den ligger i stjernebilledet Cancer (Krebsen), der bedst kan ses på forårets stjernehimmel.
Her har astronomer fundet to exoplaneter, der kredser om hver deres sollignende stjerner. De to exoplaneter har fået katalognavnene Pr0201b og Pr0211b.
Minder om Jupiter
De to exoplaneter er store gasplaneter, der minder om planeten Jupiter i vores Solsystem. De kredser begge meget tæt på deres stjerner og er dermed meget varme.
Der er således ikke tale om exoplaneter, der har betingelser, som er egnede til liv. Men til gengæld er de vigtige brikker til det puslespil, der skal vise os de processer, der styrer dannelsen og udviklingen af nye planeter.
Opdagelsen løser gammelt mysterium
De fleste stjerner dannes i større eller mindre samlinger af stjerner, og det har derfor været lidt af et mysterium, hvorfor der tilsyneladende ikke er planeter i kredsløb om sollignende stjerner i åbne stjernehobe.
Men med opdagelsen af Pr0201b og Pr0211b ved astronomerne nu, at disse planeter findes – og at de muligvis kun er toppen af isbjerget.