En teskefuld mørkt støv og granulat hentet fra Bennu-asteroiden, over 300 millioner kilometer fra Jorden, er ankommet til Natural History Museum i London, hvor forskere nu forbereder sig på at udforske dets hemmeligheder.
Det skriver The Guardian.
Museets forskere modtog 100mg af det uberørte materiale, som med dets alder på 4,6 milliarder år stammer helt tilbage fra Solsystemets oprindelse. Det sker, efter at NASA's Osiris-Rex-mission stoppede ved Bennu i 2020, hvilket Videnskab.dk skrevet om i denne artikel: Asteroiden Bennu har både organisk materiale og tegn på vand på overfladen.
Og i september i år landede prøver fra asteroiden på Jorden.
Rumsonden landede kortvarigt på Bennu og opsamlede mere end 60 gram af det uberørte materiale. Det er faktisk den største mængde, der er blevet bragt til Jorden fra rummet siden Apollo-programmet.
»Det er fantastisk. Det er som et lille skatkammer, der bringer os tilbage til begyndelsen af Solsystemet. Jeg kan ikke vente med at få fingrene i det og se, hvad vi kan lære om det tidlige solsystem,« siger Ashley King, der er planetær forsker og kommer til at arbejde med prøverne i London, til The Guardian.
NASA’s indledende analyser fandt, at dele af asteroiden var rigt på kulstof og vand, mens dele af kulstoffet var bundet i organiske forbindelser.
Forskere forventer at studere prøverne i årtier, mens de altså søger at forstå, hvordan Solsystemet blev dannet, og om asteroider leverede betydelige mængder vand til Jorden og andre planeter.
Derfor bliver en af de centrale forskningsområder at analysere brintisotoper i vandet bundet i Bennu, for at se om det matcher det, der findes i Jordens oceaner, skriver The Guardian.
De første to års forskning i prøven fra Bennu på Natural History Museum vil gå med ikke-destruktive tests, såsom røntgendiffraktion (metode til at undersøge krystallinsk materiale) og elektronmikroskopi (bruges ved undersøgelser af organismers naturlige ydre og indre overflader), i håb om at lære om Bennus mineralsammensætning og struktur.
aeh

































