Vidensarbejdere med mange deadlines, som er svære at overholde, rapporterer om færre timers nattesøvn og dårligere søvnkvalitet end vidensarbejdere med færre deadlines, skriver arbejdsmiljoforskning.dk.
Denne sammenhæng blev også fundet ved en opfølgende måling. Resultaterne er fra en spørgeskemaundersøgelse, hvor henholdsvis 363 og 302 vidensarbejdere svarede på spørgsmål om arbejde og søvn.
Mængden af deadlines på jobbet er ifølge tidligere undersøgelser, steget i mange lande, og det kan muligvis få indflydelse på helbredet.
Formålet med undersøgelsen var derfor at finde ud af, om der kunne ses en sammenhæng mellem mange deadlines, som er svære at overholde, og søvnens kvalitet og længde, både ved en basismåling og ved en opfølgende måling tolv måneder senere.
Hyppige deadlines på jobbet som er svære at overholde viste sig at have en sammenhæng med kortere nattesøvn og en dårligere søvnkvalitet blandt danske vidensarbejdere.
Forskerne anbefaler, at der udføres større epidemiologiske studier for at undersøge, om deadlines på arbejdet har en kausal sammenhæng (direkte årsagssammenhæng) med søvn og andre helbredsfaktorer.
Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift ’American Journal of Industrial Medicine’