KORT NYT FRA UDLANDET:
Den mest populære håndkøbsmedicin til at fremme mandlig seksuel præstation er ikke blevet testet ordentligt på mennesker, og nogle af ingredienserne kan være farlige for visse patienter. Derfor slår forskere nu fast, at man skal passe på med at anbefale disse produkter. Det skriver Wakehealth.edu.
Den seksuelt fremmende medicin indeholder flere ‘naturlige’ ingredienser, og det er disse, som forskere fra Wake Forest Baptist Medical Center i USA nu har undersøgt den videnskabelige evidens for.
Resultaterne fra undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Sexual Medicine.
»Selvom visse naturlige ingredienser viste forbedring af milde former for seksuel dysfunktion, så mangler de robust menneskelig evidens,« siger Ryan Terlecki, professor i urologi og hovedforfatter af studiet til Wakehealth.edu.
»Da vi er bekymrede for, at nogle af produkterne er urene eller svage, vil vi ikke anbefale disse til vores patienter,« tilføjer Ryan Terlecki.
Nogle af produkterne, der hævder at være ‘naturlige’, indeholder spor af phosphodiesterase type 5 inhibitorer (PDE5-hæmmere), som bruges til at behandle rejsningsproblemer i receptmedicin som Viagra. Studiet viste, at 81 procent af den testede håndkøbsmedicin købt i USA og Asien indeholdt PDE5-hæmmere.
»PDE5-hæmmere kan slet ikke blive solgt lovligt som håndkøbsmedicin i USA. Mænd, der indtager medicin med dette stof uden at blive henvist til det af en læge, risikerer, at det kan have en uhensigtsmæssig effekt. Eksempelvis kan PDE5-hæmmere få blodtrykket til at falde markant for personer med hjertesygdomme. Mænd med nyre- eller leversygdomme bør også undgå disse produkter,« siger Ryan Terlecki til Wakehealth.edu.
Ryan Terlecki udtrykker også bekymring for produkternes renhed. Fordi kosttilskud i USA i øjeblikket er klassificeret som fødevarer og ikke medicin, er det producenterne selv og ingen andre, der er ansvarlige for produkternes renhed.
Mellem 40 og 70 procent af alle mænd oplever en eller anden form for seksuel dysfunktion i løbet af deres liv, og nogle mænd foretrækker håndkøbsmedicin, da de derved kan undgå en samtale med lægen og samtidig spare penge. Blandt de topsælgende produkter, der potentielt kan være farlige, findes navne som DHEA, Fenugreek, Ginkgo Biloba og Ginseng.
Læs også:
Viagra har vendt op og ned på sex-forskning
Sex med en medicineret HIV-smittet er sikrere end at færdes i trafikken
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
pmd