Se, høre, lugte, føle og smage. Mennesket har fem kendte sanser, men vi har måske også evnen til at fornemme, hvad der vil ske i den meget nære fremtid. Det tyder en forskningsmæssig gennemgang af 26 undersøgelser og eksperimenter indenfor det psykologiske spektrum i hvert fald på, skriver B.dk.
Det er neurolog Julia Mossbridge fra det amerikanske Northwestern University i Illinois, der har stået i spidsen for forskergruppen, som har gennemgået undersøgelserne og eksperimenterne, der er lavet mellem 1978 og 2010. Ingen af dem har oprindeligt haft som formål at påvise en sjette sans eller andre såkaldte overnaturlige evner, skriver B.dk på baggrund af en historie fra ABC News.
I de forskellige eksperimenter og undersøgelser viser testpersonerne tegn på, at de reagerer på ting, før de sker. I eksperimenterne bliver der eksempelvis målt ændringer i kredsløb, hjerne og hud på testpersoner, før de bliver eksponeret for reaktionsfremkaldende stimuli som ophidsende eller urovækkende fotografier. Personerne reagerede mellem to og ti sekunder, før de blev udsat for de sansestimulerende tiltag.
Ifølge Julia Mossbridge kan man f.eks. også forestille sig evnen til at fornemme den nære fremtid på følgende måde: En mand sidder på sit arbejde og spiller computerspil. Få sekunder før chefen drejer om hjørnet og kigger ind i hans skærm, lukker manden »tilfældigvis« vinduet med spillet.
Julia Mossbridge understreger, at forskerne på ingen måde er sikre på, at mennesket har sans for at fornemme fremtiden, mens hun konstaterer samtidig, at sandsynligheden for, at det er en tilfældighed, at hendes forskningsgruppe har sporet de aktuelle resultater, er 1 til 400 milliarder.
Læs også:
Forsker forklarer det overnaturlige
Videnskabsfolk forskede i ånder