Hvis du synes, at medierne mangler nogle positive nyheder, så kig med her.
Videnskab.dk har nemlig samlet de bedste nyheder fra forskningens verden fra den forgangne uge, hvor det er det positive der er i fokus.
For eksempel får man et bedre liv, hvis man kan tage nej-hatten på, og dine grøntsager og øl indeholder insekter – men bare rolig, de er sunde og klimavenlige.
Du spiser insekter hver dag
Det lyder måske lidt ulækkert med insekter i øllen – men det er faktisk uundgåeligt. Insekterne er svære at undgå i frugt- og grøntproduktionen, og ifølge ASAP Science findes der 258 bittesmå insekter per 100 gram i vores øl.
En dansk forsker forsikrer dog, at de er helt ufarlige og forslår i artiklen, at vi burde spise flere insekter herhjemme, fordi det er godt for miljøet.
»Der findes små insekter i alle industrielle grøntsags- og frugtproduktioner. I USA har de amerikanske fødevaremyndigheder endda lavet standarder for, hvor mange insekter der må være i produkterne, fordi det er utænkeligt at have en fødevareproduktion, der ikke er eksponeret for insekter,« siger Nanna Roos, der er lektor i Human Ernæring på Københavns Universitet.
Tag nej-hatten på og få et bedre liv
De fleste vil nok sige nej tak til en øl med insekter i. Og det kan faktisk være godt at tage nej-hatten på en gang imellem, konstaterer Svend Brinkmann, der er professor i psykologi på Aalborg Universitet.
Han har i en ny bog lavet en guide med syv trin, hvor han vender selvhjælpsbøgernes budskaber helt på hovedet. For eksempel skal vi ifølge Svend Brinkmann stoppe med at mærke efter, fokusere på det negative og tage nej-hatten på.
Det lyder måske ikke umiddelbart, som om, man vil få det bedre af de råd. Men ifølge Svend Brinkmann vil vi generelt få det bedre, hvis vi vender selvhjælpsbøgernes råd lidt på hovedet.
»Det er en selvhjælpsbog med et glimt i øjet – man kan kalde det en selvhjælpsbog mod selvhjælpsbøger. Men formen er helt bevidst. Jeg har skrevet den sådan for at få folk i tale,« siger Svend Brinkmann.
Vores forfædre var innovative
Nu vi er ved selvhjælp, så er der godt nyt i forhold til vores forfædre. De var nemlig langt mere innovative og bedre til at samarbejde og planlægge end hidtil troet, viser et nyt studie med analyser af 325.000 år gamle stenværktøjer.

Forskere har fundet ud af en række stenværktøjer, som viser, at vores forfædre opfandt nye og bedre måder at gøre tingene på igen og igen.
En dansk forsker er begejstret for det nye studie, som viser, at vi for længe har haft et alt for simpelt syn på vores forfædre.
»I videnskabelige studier af menneskets historie har vi alt for længe fokuseret på enkeltstående begivenheders altafgørende vigtighed. Jeg er meget glad for dette studie og ved, at vi får flere af samme slags, der kommer til at underbygge et mønster, hvor mennesket og vores evolutionære slægtninges historie i højere grad er præget af tilpasning til lokale forhold end vores idealer om en simpel oprindelseshistorie, der stadig i vid udstrækning er båret af en religiøst funderet ønsketænkning med et bibelsk narrativ,« siger Peter C. Kjærgaard, der er professor i human evolution og leder af Center for Biokulturel Historie på Aarhus Universitet.
Sådan får vi billig bioethanol
Vores forfædre var tilsyneladende ganske innovative for over 300.000 år siden. Det er vi heldigvis stadig. Et forskerhold med dansk deltagelse er nemlig kommet op med en idé til, hvordan vi kan producere billigt bioethanol blandt andet til vores biler.
Bioethanol produceres af planterester fra for eksempel majs. Problemet er bare, at det er nemmest at lave bioethanol af spiselige planterester, og det er uetisk, når en stor del af verdens befolkning sulter.
Forskerne har derfor fundet ud af, at man gennem genetik kan designe planter, hvor de uspiselige planterester kan blive nemmere at nedbryde i produktionen af bioethanol.
»Ideen med anden-generations bioethanol er at lave brændstof fra udelukkende restprodukter fra forskellige afgrøder. Det kan vi på sin vis godt i dag, men til det bruger vi forskellige enzymer, der er dyre at fremstille, eller planteresterne skal koges i syre i flere timer. Men hvis vi genetisk kan ændre på selve strukturen i afgrødernes cellevægge, kan vi gøre det meget billigere at få restprodukterne nedbrudt til bioethanol,« fortæller Jonatan Ulrik Fangel, der er postdoc ved Københavns Universitets Institut for Plante- og Miljøvidenskab.
En dråbe alkohol kan løse en labyrint
Som rosinen i pølseenden i denne række af livsbekræftende forskningsnyheder har vi en historie om en lille dråbe alkohol, der kan løse en labyrint helt af sig selv.
Forskere fra Center for Fundamental Living Technology (FLINT) på Syddansk Universitet har fundet ud af, at salt kan få alkohol til at bevæge sig og på den måde løse labyrinter. De håber, at den viden i fremtiden kan bruges til at transportere medicin eller kemiske stoffer til bestemte områder.
Steen Rasmussen, som er centerleder på (FLINT) og professor i fysik, fortæller, at studiet er med til at vise, hvordan naturen hænger sammen. Han deltog ikke i studiet, men var med til at sponsorere det.
»Det er simpelthen et spørgsmål om at forstå, hvordan naturen hænger sammen. Man tænker, at det kun er levende organismer, som kan bevæge sig af sig selv, så det her er en udvidelse af den grundlæggende forståelse af naturen. Og så er det skægt, at de har puttet dråben i en labyrint,« siger han.


































