KORT NYT FRA UDLANDET:
Når finske mænd spiser mere end fem æg om ugen, har de lavere risiko for at udvikle type 2-diabetes, end mænd som kun spiser et æg om ugen.
Sådan konkluderer finske forskere i et stort studie, der er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift American Journal of Clinical Nutrition.
Studiet har fulgt 2.332 deltagere gennem 20 år og viser, at den fjerdedel af de finske mænd, der spiser flest æg, har lavere risiko for at udvikle diabetes, end den fjerdedel der spiser færrest æg – også når der er justeret for kolesterol og andre relevante faktorer, skriver Medpage Today.
”Resultaterne antyder, at anbefalingerne om at begrænse indtaget af æg (eller en hvilken som helst anden fødevare) hos den almene befolkning ikke bør baseres på enkelte komponenter i maden, såsom kolesterol i æg,” bemærker forskerne i den videnskabelige artikel.
“Mere forskning bør – og er også begyndt at – fokusere på hele fødevarer og madgrupper i stedet for isolerede næringsstoffer,” uddyber forskningsleder, ph.d. Jyrki Virtanen fra Itä-Suomen yliopisto – universitetet i Østfinland – over for MedPage Today.
Medicinsk lektor Yunsheng Ma fra University of Massachusetts Medical School erklærer sig i en email til MedPage Today enig og mener, at æg bør være en del af en sund kost på lige fod med fuldkorn, frugt og grøntsager. Men han bemærker også, at ingen andre af seks velkendte studier om sammenhængen mellem æg og diabetes har vist, at æg har en decideret gavnlig effekt.
“Resultaterne passer ikke med andre fund, så det er nødvendigt med flere studier, så vi kan få bekræfte konklusionen,” bemærker han.
Et andet forbehold er, at undersøgelser om mads effekt på individer altid skal tages med et vist forbehold for, at kulturelle forskelle kan gøre, at resultaterne vil variere fra land til land.
Læs også:
Mad påvirker os vidt forskelligt
Sund kost giver dig ikke automatisk et bedre helbred
Ny Nordisk Hverdagsmad er kun lige så sund som al anden sund mad
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.