KORT NYT FRA UDLANDET:
Den nyopdagede snegl Acmella nana fra Borneo er med sine i gennemsnit 0,7 millimeter blevet udråbt til verdens allermindste. Det fortæller hollandske og malaysiske forskere fra blandt andet Leiden Universitet i Holland ifølge LiveScience.
På grund af størrelsen er de bittesmå snegle vanskelige at opdage, men i virkeligheden er de ikke nødvendigvis sjældne, fortæller forskerne.
»Nogle gange kan du få tusinder eller titusinder af skaller fra et par liter jord, inklusiv de her meget små nogle,« fortæller professor Menno Schilthuizen fra Leiden Universitet til LiveScience.
Den nye opdagelse er publiceret i tidsskriftet ZooKeys.
Forskerne fandt den nye minisnegl som et led i en større sneglejagt på Borneos klinter. De kalkholdige klinter er særlig rige på snegle, formentlig fordi deres skaller er lavet af kalkforbindelser.
»Når vi tager ud til en klint, medbringer vi bare nogle stærke plastiksække, og så indsamler vi en masse jord og førne (dødt organisk materiale, red.) fra foden af klinterne,« fortæller Menno Schilthuizen.
Selvom fundet af Acmella nana‘s skaller beviser, at den lille snegl eksisterer, ved forskerne endnu ikke meget andet om den, for de har endnu ikke fundet et levende eksemplar.
Alligevel mener forskerne, at Acmella nana formentlig spiser svampe og bakterier, der gror på de kalkholdige huler i Borneos klinter, ligesom sin slægtning, Acmella polita.
Den tidligere ‘verdens mindste snegl’ var den kinesiske Angustopila dominikae. Dens skal er i gennemsnit 0,86 millimeter høj, og Acmella nana har derfor kun slået dens rekord med lidt over en tiendedel af en millimeter.
Den nyopdagede snegl Acmella nana måler blot 0,7 millimeter. (Foto: Menno Schilthuizen / Naturalis Biodiversity Center)
Læs også:
Se ingeniørernes flotteste billeder af livets mindste bestanddele
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on