KORT NYT FRA UDLANDET:
Løg er essentielle i en lækker bolognese, og så har de en enestående evne til at få dig til at græde. Men de små grøntsager med de mange lag har faktisk endnu en overset evne, viser ny forskning fra Taiwan University. De kan nemlig bruges til at bygge kunstige muskler, skriver nyhedsmediet phys.org.
Forskerne har fundet ud af, at løgceller – tilsat et tyndt lag guld – er uovertrufne til at udvide sig, trække sig sammen og bøje sig i forskellige retninger, nøjagtig ligesom ægte muskler.
Kunstige muskler har en bred vifte af anvendelsesmuligheder, og der har gennem tiden været mange bud på, hvordan man bygger dem bedst. Sidste år byggede en gruppe forskere for eksempel en kunstig muskel med en simpel fiskeline, som kunne løfte 100 gange mere end en menneskelig muskel af samme størrelse og vægt. Alligevel er det af flere forskellige årsager endnu ikke lykkedes at finde den helt optimale metode til at bygge kunstige muskler.
En af de helt store udfordringer har været at designe de kunstige muskler sådan, at materialet både kan bøje og trække sig sammen på samme tid. På samme måde som din biceps både trækker sig sammen og bøjer opad for at løfte din underarm, når du skal flekse overarmen.
Forskerne fandt ud af, at strukturen i cellerne i løgets skræl er meget lig den mikrostruktur, de havde forestillet sig, at en kunstig muskel skulle have. Ved at sætte strøm til det tynde lag guld på løgcellerne kunne de styre, om musklen skulle udvide sig og bøje nedad, eller om den skulle trække sig sammen og bøje opad.
Det er aldrig før lykkedes at opnå den kontrol med kunstige muskler, fortæller forskerne ifølge healthline.com.
Studiet er netop publiceret i tidsskriftet Applied Physics Letters.
Læs også:
DNA-affald nøglen til udvikling af muskler
Sådan lavede forskere en kunstig vagina
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cpp