Ledelsen i private virksomheder kan med fordel forbedre det psykiske og fysiske arbejdsmiljø. Blandt andet fast nattevagt og dårlige chefer er direkte årsag til, at mange privatansatte siger deres arbejde op, og det koster virksomhederne dyrt.
En undersøgelse fra Business and Social Sciences ved Aarhus Universitet viser, at private virksomheder med god grund kan prioritere et godt arbejdsmiljø højt.
»På en række områder inden for det psykiske og fysiske arbejdsmiljø afregner de privatansatte ret kontant med virksomheden – de siger simpelthen deres arbejde op, hvis ikke de kan lide lugten i bageriet, lyder det fra professor i arbejdsmarkedsøkonomi Niels Westergaard-Nielsen.«
Han vurderer, at det kan betale sig med en indsats på området for flere virksomheder:
»Det afhænger selvfølgelig af en individuel vurdering fra virksomhed til virksomhed, men da det er særdeles ressourcekrævende at oplære nye medarbejdere, kræver det ikke en personaleomsætning, der ligger ret meget over gennemsnittet, før virksomhederne i det lange løb vil kunne tjene på at forbedre forholdene for arbejdsmiljøet, hvis det vel at mærke lader sig gøre af hensyn til fx produktionen.«
































