Venus har ingen måne, men alligevel blev den opdaget i 1700-tallet
BOGOMTALE: Hvordan kan man opdage noget, der ikke findes? Få historien om ikke-opdagelsen af venusmånen og ikke-planeten Vulkan.
venus_venusmåne_naturvidenskab_spuriøse opdagelser_opdagelse

Mange kompetente astronomer, heriblandt flere danske, troede, at de havde observeret planeten Venus' måne. (Foto: Shutterstock) 

Mange kompetente astronomer, heriblandt flere danske, troede, at de havde observeret planeten Venus' måne. (Foto: Shutterstock) 

Som al anden historieskrivning er videnskabshistorien sejrherrernes historie.

Men for hver af de berømte videnskabsmænd, vi hylder for deres bidrag til videnskabens fremskridt, optræder der i den autentiske historie et stort antal mindre kendte og ofte obskure forskere.

Hvad mere er, det videnskabelige fremskridt har altid været fulgt af tilbageskridt i form af forkerte teorier og fejlagtige eksperimenter.

I min nyligt udkomne bog 'Den Sære Historie om Venus' Måne og Andre Naturvidenskabelige Fortællinger' kan man læse om både de berømte og de ukendte forskere og om både de store gennembrud og de eklatante fejltagelser.

Bogens titel hentyder til sidste kategori.

Vi ved, at planeten Venus ingen måne har, men ikke desto mindre blev månen opdaget, idet den blev observeret mange gange af kompetente astronomer.

Det er godt nok en sær historie, for hvordan kan man opdage noget, der ikke findes?

Om bogen: 'Den sære historie om Venus' måne'

Opdagelsen af atomet, Jordens alder, det periodiske system og Venus' måne. Naturvidenskabens historie er fyldt med opdagelser, der har vendt op og ned på vores forestillinger om verden.

Videnskabshistoriker Helge Kragh fortæller om nogle af de vigtigste opdagelser indenfor de fysiske videnskaber - kemi, fysik og astronomi - som har været med til at danne vores teorier om, hvordan Verden hænger sammen.

'Den sære historie om Venus' måne' blev udgivet den 10. marts 2020 af forlaget Lindhardt og Ringhof.

En aften på Rundetårn

3. marts 1764 iagttog observatoren Peder Roedkiær 'aftenstjernen' Venus med Rundetårns kikkert.

Det havde han gjort så mange gange, men denne aften var anderledes.

For til sin overraskelse så han en mindre ledsager eller drabant (følgesvend, red.), der syntes at kredse om Venus, og som, han derfor mente, var en måne i omløb om kærlighedens planet.

En uge senere kunne astronomiprofessoren Christian Horrebow i overværelse af vidner bekræfte Roedkiærs observation.

Som Horrebow skrev: »Aldrig har jeg i Himmelen seet noget Siun [syn], som mere har indtaget mig, og min syntes, at jeg rigtig saae en Veneris Maane.«

Drabanten eller månen beskrev en halvcirkel omkring Venus, og i en stærkere kikkert fremstod både planet og måne større, mens baggrunden af fiksstjerner ikke ændrede sig.

Der måtte derfor være tale om en måne og ikke en langt fjernere stjerne, som tilfældigt var set i kikkertens synsfelt.

De to astronomer beskrev deres opdagelse af 'Veneris Maane' i artikler i Videnskabernes Selskabs skrifter, men da det skete på dansk, blev det knap nok bemærket af astronomer uden for Danmark.

Alligevel var mange enige med Horrebow og Roedkiær i, at Venusmånen var virkelig.

Rundetårn-1700-tallet

Rundetårn i 1700-tallet med observatoriet for oven. (Illustration: Fra Peder Horrebow, 'Basis Astronomiæ', gravering af Johan H. Thiele. Statens Museum for Kunst)

Opdagelsen af Venus' måne

Det var nemlig hverken første eller sidste gang, at det gådefulde himmellegeme blev iagttaget. Den første, men noget tvivlsomme observation stammer fra 1645, og siden da havde Venusmånen givet sig til kende flere gange.

I 1761 forekom en af de sjældne venuspassager, hvor den indre planet ses bevæge sig over solskiven, en tur der tager omkring fem timer.

Den spektakulære hændelse blev ivrigt studeret af astronomer, idet man ud fra passagetiden var i stand til at finde afstanden mellem Jorden og Solen.

Ud fra de indsamlede data fik man en værdi på omkring 153 millioner kilometer, blot 2,3 procent højere end den nuværende værdi.

Mange astronomer benyttede samtidig lejligheden til at se efter den måne, der måske fulgte Venus.

De fleste af astronomerne så ingenting, men nogle gjorde.

Venus-mænd

Franskmanden Armand Baudouin kunne i 1761 ikke blot slå fast, at månen fandtes, men også angive dens størrelse, omløbstid og afstand fra moderplaneten.

Da Venusmånen mindede meget om vores egen Måne, bestyrkede det hans og samtidens tro på, at også Venus måtte være befolket med intelligente skabninger.

Baudouins pamflet med titlen 'Mémoire sur la Découverte du Satellite de Venus' (Afhandling om Venusmånens Opdagelse) vakte opsigt og blev af mange anerkendt som troværdig.

Venusmånen blev indgående beskrevet i autoritative værker som den store franske Encyclopédie og den engelske Encyclopædia Britannica.

Den optrådte også i tidens skønlitteratur, hvor den af og til blev fremstillet som en lakaj eller gigolo, der vimsede omkring og opvartede den forførerisk smukke Venus.

Blandt dem, der var bekendt med Venusmånen, var forfatteren Voltaire, filosoffen Immanuel Kant og den prøjsiske konge Frederik den Store.

 
Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden

Fra måne til myte

Gennem en 20-årig periode var Venusmånen populær og nød bred anerkendelse.

Mange af tidens astronomer var dog skeptiske og langtfra overbeviste om, at den hørte til virkelighedens verden.

Den befandt sig i gråzonen mellem det opdagede og det ikke-opdagede.

Ved den næste venuspassage i 1769 var der intet spor af månen, og ved slutningen af århundredet havde astronomerne afskrevet den som en kuriositet, en pinlig fejltagelse.

Billede fra 1696 med Venusmånen angivet for neden. (Illustration: Zahn, 1696, 'Specula Physico-Mathematica-Historica')

Ganske vist var den blevet iagttaget næsten 40 gange, herunder af anerkendte astronomer, men ikke desto mindre var der tale om en spøgelsesmåne, et fantom.

Hypoteser om illusionen

Nu gjaldt det om at forklare, hvordan erfarne astronomer havde set en måne omkring Venus, når der nu ikke er nogen måne.

Allerede i 1760’erne fremkom den østrigske astronom Maximilian Hell med en snedig forklaring, idet han hævdede, at de påståede observationer af månen ikke var andet end synsbilleder, der opstod i kikkertens linser.

Næsten 100 år senere foreslog den belgiske astronom Paul Stroobant, at observationerne i virkeligheden skyldtes svage stjerner i sigtelinjen til Venus.

Begge hypoteser var støttet af eksperimenter og beregninger, og ved at kombinere dem kunne man i det væsentlige forklare de påståede måneobservationer.

En helt tilfredsstillende forklaring på alle de tidligere observationer mangler dog stadig, men det betyder mindre. Vi kan med sindsro slå fast, at Venus ikke har en måne, og at den heller ikke havde det i 1700-tallet.

Ikke den eneste fejltagelse

Naturvidenskab er baseret på observationer. Hvis man ikke kan stole på, hvad forskere iagttager med deres instrumenter, kan det synes, at hele grundlaget for den videnskabelige erkendelse af verden smuldrer.

Helt så galt er det dog ikke, for via andre forskeres kritik og gentagelser er det næsten altid muligt at skelne mellem troværdige og utroværdige observationer.

Det var, hvad der skete i tilfældet med Venus' måne, der blev vejet og fundet for let.

I videnskabshistorien er der mange andre eksempler på, at forskere har set noget, der ikke eksisterer.

Således var der i sidste halvdel af 1800-tallet megen interesse for den lille planet 'Vulkan', der skulle befinde sig inden for Merkurs bane.

Planeten blev set flere end 100 gange, men alligevel er Vulkan ikke mere virkelig, end Venusmånen er det.

Der er dog forskel på de to historiske fejltagelser, for mens den midlertidige tro på Vulkan var begrundet i en forskel mellem observationer og beregninger, en såkaldt anomali, var det ikke tilfældet med Venusmånen.

Astronomer i 1800-tallet anså Vulkan for virkelig, fordi den ville løse et videnskabeligt problem, der først fandt sin virkelige løsning med Einsteins generelle relativitetsteori fra 1916.

Derimod var der ingen særlige grunde var til at tro på Venus' måne eller for den sags skyld ikke at tro på den.

I en lang periode var der blot astronomer, som mente at se den og måske var lidt for hurtige til at tolke den lysende plet i kikkertbilledet som en måne.

En fuldstændig beretning om Venusmånens historie kan findes i H. Kragh, 'The Moon that Wasn't: The Saga of Venus' Spurious Satellite' (2008), og i en kortere version i samme forfatters 'Den Sære Historie om Venus' Måne' (2020).

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.