Gennem århundreder har isbjørnen været et arktisk ikon - mægtig, snehvid, brunøjet og bamseblød, som den er. Det er således ikke overraskende, at den de senere år er blevet ufrivilligt symbol på den storslåede og unikke polarnatur, som den globale opvarmning truer med at gøre det af med.
Nu peger en ny undersøgelse, publiceret for nylig i Ecological Applications, imidlertid på, at æren lige så vel burde tilfalde narhvalen. Den er nemlig mindst lige så sårbar over for ændringer i miljøet som isbjørnen.
Undersøgelsen, der er udarbejdet af et internationalt forskerhold med deltagelse af biologer fra Grønlands Naturinstitut, har set på de udfordringer, som 11 havpattedyr står over for under klimaændringerne.
Konkret har de kigget på ni forhold, der må forventes at influere på dyrenes tilpasningsevne over for klimaændringer: populationsstørrelse, geografisk udbredelse, valg af levested, fødevalg, vandringsruter, stedfasthed, følsomhed over for ændringer i isens udbredelse og havets økologi og formeringsevne.
Og måske lidt overraskende topper narhvalen listen over de mest følsomme arter efterfulgt af isbjørnen, klapmydsen, grønlandshvalen og hvalrossen.
Et vanedyrNarhvalen er ikke så udbredt som for eksempel dens fjende isbjørnen, men lever udelukkende nord for 60 grader N, i det østlige højarktiske Canada og i havene omkring Vest- og Østgrønland, Svalbard og Franz Joseph Land. Desuden har arten meget faste vandringsruter og lever af et begrænset antal fødeemner.
Og selvom den findes i et antal på mellem 50.000 og 80.000 dyr - i forhold til de ca. 20.000 isbjørne - kan den meget vel lide en krank skæbne, hvis miljøet ændrer sig markant.
»Problemet for narhvalen er, at den - mere end de andre havpattedyr - er et vanedyr, som er meget trofast over for både sommer- og vinteropholdspladser,« siger Mads Peter Heide-Jørgensen, seniorforsker ved Grønlands Naturinstitut.
»Denne trofasthed eksisterer på trods af, at narhvalerne nogle gange omkommer i isen på vinterlokaliteten, og at de bliver jagtet på sommeropholdsstedet. Vi er derfor skeptiske over for, om narhvalerne kan finde ud af at ændre deres vaner, når klimaændringen måske gør det nødvendigt at finde nye fødesøgningsområder,« forklarer Mads Peter Heide-Jørgensen, der er medforfatter til undersøgelsen.
Klik på denne video for at se mere om narhvaler:
Lille genetisk variation
Narhvalen er en højt specialiseret hval. Om sommeren tilbringer den et par måneder i isfrie, højarktiske bugter og fjorde, mens den om efteråret bevæger sig væk fra kysten, hvor den vinteren igennem opholder sig på store dybder under havisen, bortset fra når den dukker op til overfladen for at trække luft.
Den føder sin unge om foråret, men da den kun i begrænset omfang søger føde på sommeropholdsstedet, er det lidt af en gåde, hvorfor den trækker hertil i de varme måneder.
Vinteropholdsstedet er derfor ifølge forskerne det mest kritiske for narhvalens trivsel. For det er her, det største årlige energiindtag sker, når den søger føden på bunden af havene mellem november og marts.
\ Fakta
NARHVALEN
Længde: 4-5 meter
Vægt: Voksne dyr vejer 800-1.600 kg
Føde: Blæksprutter, polartorsk og hellefisk.
Narhvalen er berømt for sin lange, spiralsnoede tand
»Undersøgelser har også vist, at narhvalerne har den ringeste genetiske variation blandt de arktiske havpattedyr. Det kunne tyde på, at de engang for længe siden har været igennem en klimakatastrofe, som kun efterlod få dyr, som de nu alle sammen stammer fra. Men det betyder også, at der ikke er meget variationsmateriale hos narhvalerne, som kan bruges til at modstå fremtidige klimaændringer,« fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen.
De farlige jægere
Alle arktiske havpattedyr er på forskellig vis følsomme over for stigende temperaturer. Forskerne gør dog opmærksom på, at det er meget vanskeligt at vurdere klimaændringers indflydelse på dyrenes trivsel, fordi der er så mange andre risikofaktorer, der lurer i de arktiske områder. Således har forurening i mange år været årsag til sygdomme og mistrivsel.
Og i store dele af Arktis er det ikke kun i historisk lys, at overudnyttelse har fundet sted. Jagt på arter som narhval, hvidhval, hvalros og isbjørn udgør stadig den alvorligste trussel mod dyrebestandene, og det i en grad, at det for de fleste arters vedkommende kan være svært at måle en præcis effekt af klimaforandringerne.
Forskerne minder også om, at selvom man ved temmelig meget om de arktiske havpattedyrs biologi, mangler der opdateret information om eksempelvis populationsstørrelse og geografisk udbredelse. Det skyldes først og fremmest besværet og omkostningerne ved at overvåge dyrene i deres rette element langt fra alfarvej.
