Australske og new zealandske forskere har udgravet resterne af oldgammelt dyreliv i en hidtil ukendt hule i nærheden af Waitomo på New Zealands nordø.
Det er første gang, at et stort antal fossiler med millioner af år på bagen er blevet fundet, skriver Flinders University i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Alcheringa: An Australasian Journal of Palaeontology
Fossilerne stammer fra 12 gamle fuglearter og fire frøarter, som har åbnet et sjældent vindue ind i, hvordan New Zealand så ud for omkring en million år siden.
Det indikerer, at New Zealands gamle dyreliv blev påvirket af klimaændringer og vulkanudbrud.
»Dette er en nyligt anerkendt fuglefauna for New Zealand, en, der blev erstattet af den, som mennesker mødte en million år senere,« siger studiets forfatter Trevor Worthy fra College of Science and Engineering Paleontology Laboratory på Flinders University.
»Dette bemærkelsesværdige fund tyder på, at vores gamle skove engang var hjemsted for en forskelligartet gruppe fugle, der ikke overlevede den næste million år.«

Resultaterne fra undersøgelsen tyder på, at omkring 33 til 50 procent af arterne uddøde som følge af de hurtige klimaskifte og vulkanudbrud i løbet af den million år, før mennesker ankom til Aotearoa i New Zealand.
Et af de mest betydningsfulde fund er en ny papegøjeart (Strigops insulaborealis), som er en gammel slægtning til Kākāpō-papegøjen.
Men mens den moderne Kākāpō er berømt for at være tung og ikke kunne flyve, har den nyligt opdagede forfader muligvis været i stand til at flyve. Analyser tyder nemlig på, at den havde svagere ben end sin moderne efterkommer, hvilket betyder, at den var mindre dygtig til at klatre.
Fossilerne kunne dateres nøjagtigt, da de lå mellem to lag vulkansk aske, der var bevaret i hulen.
Det ene lag stammede fra et udbrud for 1,55 millioner år siden. Det andet stammer fra et udbrud for en million år siden, som var så stort, at det kunne have dækket store dele af nordøen med metervis af aske.
Det ældre lag af vulkansk aske viser, at det er den ældste kendte hule på nordøen.

































