Det er ikke mange dage siden, at svalerne kom tilbage til Danmark. Efter at havde overvintret i det sydlige Afrika i et halvt års tid, er de nu klar til at shine deres gamle reder op og sætte afkom i verden. Svalerne kan ses med deres elegante flugt ud over græsmarker og enge.
I strygende fart jager de insekter med en enestående teknik. Deres syn er så godt, at de kan se en bladlus eller en lille myg i flugten. Svalerne har jo normalt øjnene siddende på siden af hovedet, men i fangstøjeblikket kan de vende øjnene fremad, så afstandsbedømmelsen blive utrolig præcis.
Selv om de flyver med 70 km i timen, kan de med deres fantastiske manøvredygtighed og utrolige afstandsbedømmelse tage en flue på en væg, mens de flyver forbi. Endnu mere imponerende bliver det næsten, når man kan se, at de flyver hen over et vandhul eller vandpyt, samtidigt med at de drikker - alt sammen i en glidende bevægelse.
Når svalerne skal reparere deres gamle rede eller bygge en ny, sker indsamlingen af byggematerialer også, mens de er på vingerne. De flyver i fuld fart forbi en mudderpøl og snupper en lille klat fugtigt mudder, der sammen med de 1.000 andre små klatter former en utrolig robust og modstandsdygtig redeskål, der beskytter ungerne mod kulde og uvelkomne fjender.

































