Sommerfugl gemmer på en vild og eventyrlysten livshistorie

Årets første voksne dagsommerfugl er for mange et af de mest velkomne forårstegn, og det er ofte vores nationalsommerfugl, nældens takvinge (Aglais urticae), som lokkes frem på en særligt solrig dag.

Den er en af de få danske dagsommerfugle, der overvintrer som voksen, og i særligt varme forår kan de være fremme allerede i første halvdel af marts.

Enkelte individer kan ses endnu tidligere, hvis de er blevet forstyrret i de udhuse, kældre og lignende, hvor de ofte overvintrer.

De fleste danske arter af dagsommerfugle tilbringer vinteren i larvestadiet, og de skal have afsluttet den sidste del af deres vækstperiode og gennemgå puppestadiet, inden de voksne individer kommer frem i maj eller juni.

Enkelte danske dagsommerfugle kan imidlertid slet ikke overvintre her i landet, fordi hverken deres æg, larver, pupper eller voksne tåler frost.

De regnes dog stadig for danske, fordi de hvert år kommer flyvende hertil sydfra, og fordi de kan nå at producere en ny sommerfugle-generation, mens de er i Danmark.

Tidselsommerfuglen (Vanessa cardui) hører til denne gruppe af trækkende dagsommerfugle. Det har vist sig, at den gemmer på en livshistorie, som er mindst lige så spændende som den meget kendte amerikanske monarksommerfugl (Danaus plexippus).

Monarksommerfuglens vandring er på tusinder af kilometer fra overvintringsstederne i Mexico nordpå til det sydlige Canada – og tilbage til Mexico i løbet af efteråret. Rejsen tager flere generationer og styres af et indre kompas.

Fra Afrika til Lapland

Tidselsommerfuglen er en af de mest vidt udbredte dagsommerfugle og kan findes på alle kontinenter, undtagen Sydamerika og Antarktis, ligesom den forekommer på en række isolerede øer, herunder Hawaii.

Arten har en meget bred vifte af værtsplanter, men den lægger især sine æg på forskellige arter af tidsler, burre, bynke og mange andre kurvblomster.

Det har været antaget, at de vestpalæarktiske – det vil sige fra Sahara i syd til Svalbard i nord – tidselsommerfugle i hele perioden fra oktober til marts holder sig til de varme områder omkring Middelhavet.

Ny forskning baseret på isotopanalyser af voksne tidselsommerfugle har imidlertid vist, at selvom en stor andel individer utvivlsomt overvintrer i middelhavsområdet, modtager denne region en betydelig tilflyvning af tidselsommerfugle fra tropisk Afrika i vintermånederne, før tidselsommerfuglene flyver videre til Europa om foråret.

Nogle af tilflyverne fra tropisk Afrika yngler tilsyneladende i Nordafrika, mens andre flyver direkte videre til Sydeuropa.

Resultater tyder på, at op mod halvdelen af de tidselsommerfugle, der forekommer i visse dele af middelhavsområdet om foråret, kommer fra tropisk Afrika syd for Sahara.

Fra vinterens yngleområder i Afrika og Mellemøsten går vandringen nordover til langt nord for polarcirklen – en enkelt gang er tidselsommerfuglen nået helt til Svalbard – inden trækket går tilbage om efteråret.

Denne vandring, som i alt strækker sig over mere end 10.000 km, udføres ikke i sin helhed af enkelte individer, men fordeles på helt op til seks generationer for en komplet cyklus.

Verdens længst dokumenterede rejse af et insekt

Forårstrækket har været almindeligt kendt, men uden egentlig videnskabeligt belæg, da tidselsommerfuglen følger med det fremskridende europæiske forår, som byder på friske værtsplanter for larverne.

Hvor sommerfuglene blev af om efteråret har længe været ét af de store mysterier inden for sommerfugle-migrationsforskning. At de drog sydpå var kun en formodning.

Den formodning kunne først testes, efter at forskere på den britiske forskningsinstitution Rothamsted Research begyndte at benytte radar til at registrere insekter i luftrummet over England omkring år 2000.

Radarmålingerne blev kombineret med et stort anlagt citizen science-projekt i 2009, som ledte til opdagelsen, at tidselsommerfuglene har et veldefineret efterårstræk.

Da hovedparten af rejsen foregår 500 meter over jordoverfladen, eller endnu højere, var de mange sommerfugles rejse hidtil gået stort set upåagtet hen.

Det er sidenhen blevet bekræftet gennem feltobservationer og isotopanalyser, at tidselsommerfuglene om efteråret ikke blot flyver fra Europa til Nordafrika, men enkelte når hele vejen til tropisk Afrika syd for Sahara.

I modsætning til forårstrækket er efterårstrækket ikke delt op på et antal generationer, men foretages i ét stræk. En rejse på over 4.000 km, som derved er den længst dokumenterede migration af enkeltindivider inden for insekter.

Ved at holde sig i de højere luftlag kan tidselsommerfuglene udnytte sydgående vinde og opnå hastigheder på helt op til 50 km/t.

26 millioner sommerfugle fløj fra England

Året 2009 var godt for tidselsommerfuglen i Europa. På basis af radarmålinger blev det estimeret, at 11 millioner individer af tidselsommerfugl var fløjet fra det europæiske fastland til England for at yngle.

Det resulterede i en ny generation i august, som nåede at få endnu en generation på vingerne i oktober, så imponerende 26 millioner individer kunne forlade landet i løbet af efteråret.

Var 2009 et godt år, så kan mange nok huske, at 2019 var exceptionelt. I sidste halvdel af maj begyndte tidselsommerfuglene at vælte ind over Danmark, og det blev skønnet, at op mod en halv milliard tidselsommerfugle fandt vej til Danmark (se også her og her).

Sommerfuglens indre kompas

Vi mangler stadig at undersøge de mekanismer, som styrer tidselsommerfuglens årlige vandring.

Hvordan ved de forskellige generationer, at de skal flyve mod nord om foråret og sydpå om efteråret? Hvordan finder de vej?

Formodentlig orienterer tidselsommerfuglen sig omtrent som den mere velstuderede monark, som styrer efter et indre kompas.

Lysfølsomme nerveceller i både antennerne og i den centrale del af monarkens hjerne koordinerer deres sanseindtryk med information fra øjnene, så Solens stilling i forhold til tidspunktet på dagen kan registreres og anvendes ved navigeringen.

Ny forskning tyder på, at dette bliver yderligere kombineret med en evne til at registrere det svage magnetiske felt fra Jorden.

Lige imellem en honningbi og en bananflue

Vi ved stadig meget lidt om insekthjerners anatomi og funktion, som af gode grunde er umådelig meget mindre end en menneskehjerne.

Honningbiens hjerne, som er en af de mest komplekse insekthjerner, indeholder cirka én million nerveceller.

Bananfluer har ’kun’ 250.000 nerveceller i deres hjerne, og det må forventes, at en sommerfuglehjernes størrelse ligger et sted derimellem.

Vi står stadig på tærsklen til at forstå, hvordan meget kompleks adfærd, som de målrettede vandringer hos monark og tidselsommerfugl, kan styres af så relativt få hjerneceller.

I de to bokse under artiklen giver vi henholdsvis tips til, hvordan du selv kan lokke sommerfugle til, samt et overblik over almindelige danske sommerfugle. Du kan desuden se flere billeder af de danske sommerfugle i galleriet øverst i artiklen.