En af de smukkeste og største danske dagsommerfugle kan træffes på kolde danske vinterlofter. Det er sørgekåben med et vingefang på 7-8 cm.
De fleste insekter dør om efteråret, når frosten sætter ind, men nogle få overvintrer. Blandt dem sørgekåben.
De har brug for et sted, hvor de ikke bliver fundet og spist af fugle, og hvor de sidder i læ for vind og vejr, så de ikke drukner i regn og tøsjap. Et uisoleret loft er på alle måder et rigtigt godt bud, og sommerfugle må have en virkelig udviklet sans for at udvælge en passende overvintringsplads og for at finde derop.
Kulde forhindrer udtørring
Frost er ikke noget problem.
De fleste overvintrende insekter har en metode, så de kan overleve frost ved at danne en form for frostvæske i blodet. Det, de ikke kan tåle i frosset tilstand, er vind, så også her er loftet et godt sted.
Kulden er faktisk en fordel, da den nedsætter fordampningen og beskytter sommerfuglen mod at tørre ud.
Sørgekåben er i øvrigt en af de sommerfugle, som foretrækker gærende frugt frem for blomsternektar, og den er nem at lokke til med en snor dyppet i rødvin.


































