Den gule breaking-bjælke var forleden fundet frem hos samtlige danske medier, da en omfattende naturbrand i Skagen Klitplantage ved Den Tilsandede Kirke brød ud. Ikke mindst fordi branden blussede op flere gange og var svær at få bugt med.
Vi har spurgt en skovforsker, hvad vi kan lære af branden, og om vi vil se mere af den slags i fremtiden.
Hvad er det særlige ved området, der gjorde, at branden fik så godt fat?
Den vegetation, der gror i den nordjyske sandede jord, kan under de rette omstændigheder bidrage til netop en naturbrand.
I en besked til Videnskab.dk oplyser Naturstyrelsen, at det er lyng, bjergfyr samt nåletræerne fransk fyr, contortafyr og skovfyr, der var i det brændte område i klitplantagen.
»Sammensætningen af træer i det område kan både nære branden og besværliggøre brandslukningen « siger Inger Kappel Schmidt, der er professor i Skov- og landbrugsøkologi ved Københavns Universitet.
»Fyrretræerne kan danne frygteligt tætte plantager, og bjergfyr danner tætte krat. Samtidig er især fyrretræerne meget brandbare«
Nåletræer har mere olie- og harpiskholdige substanser, der gør dem lettere at antænde, og som brænder nemmere.
Trætypen er ikke den eneste faktor for, hvad der holder en naturbrand ved lige.
»Det er samtidig et tørt område,« tilføjer hun
For selv når det regner, gør en sandholdig jordbund som den nordjyske, at vandet hurtigt forsvinder fra området.
Derfor kan skovbunden i den skagenske kliplantage blive endnu tørrere end andre steder i landet.
En tredje faktor er materialet i området.
»For at nære branden og for at den er svær at slukke, skal der være materiale, ilden kan ligge og ulme i,« siger professoren.
»Det kan være moslag eller dødt ved, der ligger på skovbunden. Og det er brændstof.«
Inger Kappel Schmidt understreger, at hun ikke er bekendt med nedbør forud for naturbranden, men hun understreger, at der tit er mere tørt, jo længere nordpå i Danmark, man kigger.
Kommer sydeuropæiske naturbrande til nordlige Danmark?
Skov- og naturbrande er noget, vi efterhånden er vant til at se i sommerhalvåret i populære, sydeuropæiske lande, hvor der ofte er mange turister.
Særligt lande som Spanien, Grækenland og Kroatien har de seneste år været hårdt ramt af brandene.
Vi kommer formentlig også til at opleve de altædende flammer i Danmark. Om det er klimaforandringernes skyld, kan professoren ikke svare entydigt på.
»Det er næppe klimaforandringer, der skaber naturbrandene. Vi forudser ikke nødvendigvis mindre nedbør, men derimod et andet regnvejrsmønster,« fortæller Inger Kappel Schmidt.
Det betyder, at vi kommer til at opleve længere perioder med tørke og kraftigere regnskyl, der hurtigere forsvinder, da de varmere luft kan holde på mere vand.
»Intet tyder på, at vi af den grund kommer til at opleve flere naturbrande, men de kan til gengæld blive voldsommere,« siger hun.
Med mere skovrejsning på vej i Danmark, er vi så mere udsat?
I den politiske aftale om Den Grønne Trepart er det besluttet, at en stor del af den danske landbrugsjord skal omlægges til skov.
Danmarks skovareal skal vokse med 250.000 hektar ny skov, og der skal plantes en milliard nye træer.
Det betyder ikke, at vi bliver ofre for flere skovbrande.
For det er sjældent naturen selv, der starter brandene. Det er derimod os mennesker.
»De fleste skovbrande starter på grund af menneskelig aktivitet,« siger Inger Kappel Schmidt.
»Efter corona-pandemien har der været et større pres på skovene, da der er flere mennesker ude i naturen.«
Selvom et lynnedslag også kan starte en naturbrand, opstår brandene typisk af mennesker, der for eksempel smider et cigaretskod ud af bilvinduet eller af mennesker, griller og laver bål i naturen.
Og så behøver vi ikke nødvendigvis at tænke dårligt om naturbrande. De kan faktisk være et fantastisk naturforvaltningsmiddel, forklarer professoren.
Branden fjerner nemlig en masse vegetation og frigiver kvælstof fra økosystemerne, mens andre vigtige næringsstoffer bliver efterladt på skovbunden. Og det giver en bedre næringsbalance i jorden.
»Der er flere grunde til at bruge brand til naturpleje. Det giver en bedre kemisk sammensætning i jordbunden, og det skaber plads til nye plantearter,« siger Inger Kappel Schmidt.
