Se videoen: Skildpadder får en på skjoldet, når chimpansen Pandi får fat i dem
En chimpanseflok splitter skildpadders skjold ad og spiser skildpaddekødet – måske for at opnå social status.

En chimpanseflok i Loango Nationalpark, Gabon, der ligger i det vestlige Centralafrika, har udviklet en unik adfærd. (Video: Harmonie Klein/Scientific Reports)

Vær glad for, at du ikke er en skildpadde og bor i Loango Nationalpark i Gabon.

Mellem 2016 og 2018 har forskere observeret 38 tilfælde, hvor nationalparkens sultne chimpanser har jagtet arten Bells Hængsel-skildpadde og banket dem ned i en hård overflade for at smadre skjoldet.

Succesraten ved den teknik er høj - det er lykkedes chimpanserne at smadre skjoldene på i alt 34 skildpadder, der efterfølgende har endt deres dage som abemad. Især en han-chimpanse ved navn Pandi er god til det.

»Chimpanser er kendt for at jage og spise forskellige dyr, men vi har ikke set andre flokke gå efter skildpadder eller reptiler i det hele taget før,« siger Tomas Persson, som forsker i primatadfærd og er leder af Primate Research Station ved Lund Universitet i Sverige.

Tomas Persson har ikke selv været med til at lave studiet, men han har læst det igennem og vurderet det for Videnskab.dk.

Observationen af skildpaddejagten er lige blevet offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports.

Chimpanse spiser skildpadde

Chimpansernes evne til at knække et skildpaddeskjold er et synligt bevis på deres imponerende styrke i armene, som de også bruger til at hænge i grenene. (Foto: Erwan Théleste/Scientific Reports)

Pandis gavmildhed kan gøre ham populær

Chimpansen Pandi, en af de voksne hanner i flokken, har været en sand mester til at smadre skildpaddeskjolde. Han stod for 20 af de knuste skjolde - ud af 20 forsøg.

Det er kun de 10 han-chimpanser i nationalparkens flok på i alt 15 individer, forskerne har set jagte skildpadder. Når chimpanserne fangede dem, var der eksempler på samarbejde i flokken.

Nogle af flokkens medlemmer forsøgte at knuse skjoldet på skift. Når det lykkedes at splitte skjoldet, klatrede den heldige chimpanse op i et træ for at spise kødet.

I 23 af de 38 observerede tilfælde var chimpanserne gavmilde og delte skildpaddekødet med andre flokmedlemmer.

»Det er interessant, at Pandi er den, der oftest deler med de andre. Måske bruger han det som social valuta og opnår popularitet ved at vise velvilje. Ellers elsker han bare skildpaddekød så meget, at han hele tiden jager efter det. Så det er en sideeffekt, at han deler mest,« siger Tomas Persson.

I andre chimpansestudier har det vist sig, at de flokmedlemmer, der hjælper andre, også får hjælp i andre situationer, fortæller primatforskeren.

LÆS OGSÅ: Chimpanse-forsker: Alfahanner er bløde og empatiske væsner

Her deler chimpansen skildpaddekødet med andre flokmedlemmer, fremfor at spise det hele selv. (Video: Harmonie Klein)

Chimpanse udviser evne til at planlægge fremad  

Chimpansen er menneskets nærmeste slægtning.

Den deler 99 procent af sine gener med os og har lidt flere brikker at rykke med end andre dyr, hvilket der er et eksempel på i det nye studie:

Da en af chimpanserne havde fanget en skildpadde, spiste han halvdelen og gemte resten af kødet oppe i et træ til dagen efter, observerede forskerne.

»Det indikerer, at chimpanser ikke bare ser en skildpadde og tænker: ’Uhm, nu vil jeg spise en skildpadde’, men i stedet planlægger fremad i tiden. Det kræver avancerede kognitive evner,« siger Tomas Persson.

LÆS OGSÅ: Forskere kortlægger forskellene på aber og menneskers hjerner

Aggressiv chimpanse spiser skildpadder

Chimpanser er de eneste primater, der har en aggressiv måde at finde mad på, såsom at knuse skildpaddeskjolde og dræbe leopardunger. Den jagtteknik har de til fælles med mennesker. (Foto: Shutterstock)

Kendte jagtmetoder

Chimpanser knækker grene, som de stikker ned i hullerne i termitbo. Når de trækker grenen op, myldrer det med saftige termitter på den.

De klogeste chimpanser i en flok udvælger sig bestemte sten, som de knækker nødder med. Det minder om teknikken med at knække skildpaddeskjolde, men er mere avanceret, fordi chimpanserne bruger redskaber.

Kilde: Tomas Persson, Lund Universitet

Hvad kan få chimpanserne til at spise kød?

Chimpansers kost består mest af frugt, nødder, blade og insekter, og de kan som regel godt få de nødvendige proteiner uden at spise kød.

Men kulturen i forskellige chimpanseflokke varierer meget, og nogle flokke kan godt finde på at jagte andre dyr. For eksempel leopardunger.

»Vi har også set eksempler på, at chimpanser stikker spidse pinde ind i huller i træer for at fange galago-aber,« siger Tomas Persson.

Der er to mulige forklaringer på, at Pandi og de andre chimpanser fra Loango Nationalpark er så vilde med at spise skildpadder, siger Tomas Persson:

  1. Økologi – Hvis jorden er tør, kan chimpanserne oppe i træerne bedre høre skildpadderne komme gående. På den måde er jagten blevet lettere.
  2. Opfindelse – Først fandt én chimpanse ud af, at man kunne åbne skildpaddeskjolde, og de andre har efterlignet teknikken.

En mere generel grund til, at chimpanser kan finde på at spise kød, kan være, at de ikke kan få fat i frugt, fordi landskabet tørrer ud under visse årstider.

LÆS OGSÅ: Chimpanser husker handlingen i abe-gyserfilm

LÆS OGSÅ: Vi spiste kød for 1,5 millioner år siden

LÆS OGSÅ: Sjove forsøg afslører, hvorfor mennesket har en stor hjerne

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.