Trichoplax. Et mærkeligt navn til et mærkeligt dyr. Den ligner mest af alt en lille skive, som glider langs den lave havbund i kystområder. Her støvsuger den og spiser de alger, den kommer forbi.
Men Trichoplax er et meget simpelt dyr. Den har ikke nogen mund og heller ingen mave. Eller nogle andre organer for den sags skyld. Så hvordan kan den overhovedet spise noget?
Det spørgsmål har forskere endelig besvaret ved at kigge på det lille dyr, mens det spiser løs under mikroskop. Se, hvordan den gør i videoen fra LiveScience øverst i artiklen.
Det lykkedes forskerne at undersøge processen under et såkaldt fluorescensmikroskop, som udsender kortbølget lys, og det gjorde dem i stand til at se, hvordan algerne blev optaget af Trichoplax. Forskningen er netop udgivet i tidsskriftet PLOS One.
Trichoplax laver midlertidige 'maver' uden på kroppen
Trichoplax har kun seks forskellige typer celler. Når den glider over sit bytte, stopper den og aktiverer nogle celler, som opsluger byttet. Herunder producerer den også såkaldte enteroendokrine celler, som blandt andet også findes i vores mavetarm-kanal og bugspytkirtel.
Når den bevæger sig hen over en alge, stopper den og danner et hulrum rundt om algen, hvor den producerer fordøjende sekreter, så den kan optage algen.
Trichoplax er den eneste bevarede repræsentant for grenen Placozoa, der er en meget simpel gruppe af flercellede dyr, og den måler kun omkring en millimeter i diameter. Derfor skal du ikke lige regne med selv at falde over den i naturen, medmindre du har dit fluorescensmikroskop med på tur.
































