Reduktion er blevet et mantra
I forsøgsdyrsverdenen spiller de 3 R´er for god dyreetisk anvendelse af forsøgsdyr en kolossal betydning – enhver forsker stifter bekendtskab med 3R på de indledende kurser. De 3 R´er står for replacement, reduction og refinement og går ud på, at dyreforsøg så vidt muligt bør erstattes (1. R) med andre metoder, og hvis dette ikke er muligt, så bør antallet af forsøgsdyr begrænses mest muligt (2. R), og de anvendte forsøgsdyr have så gode forhold, som overhovedet muligt (3. R).
Konceptet er i overensstemmelse med en nytteetisk praksis om at sikre, at dyrenes samlede lidelse minimeres. Ingen tvivl om, at 3R var banebrydende, da det blev formuleret tilbage i 1959 af forskerne Russell og Burch. Men det har også sine begrænsninger. En af dem er, at der i moderne forsøgsdyrsvidenskab lægges meget vægt på reduktion – måske så meget, at det undertiden går ud over relevansen af forsøgene.
Reduktion igennem standardisering
På Russell og Burchs tid gav det god mening at reducere i antallet af forsøgsdyr – og her mener jeg virkelig god mening! Forsøgene var dengang som oftest ikke standardiseret, og man anvendte forsøgsdyr, der var ret forskellige i oprindelsen, bl.a. indfangede hunde og katte, der i race, vægt, foderstand, sundhedstilstand mm varierede. Det gjorde, at det ofte var vanskeligt at få statistisk sikre resultater - der var simpelthen for meget variation imellem dyrene, således at forskellene dyrene imellem overskyggede, hvad man ønskede at studere.
I praksis måtte man derfor bruge store gruppestørrelser for at overkomme dette problem. 3R-konceptet var med til at bevidstgøre forskerne om variationen – de mange forsøgsdyr udgjorde både et dyreetisk og et økonomisk problem. Gennem standardisering af dyreforsøgene blev der brug for færre og færre forsøgsdyr per studium. Man fandt ud af at avle forsøgsdyrene på ens måde, at fodre dem ens og at opstalde dem ens. Efterhånden fik man også styr på sygdomsfremkaldende parasitter, virus og bakterier, som tidligere havde påvirket resultaterne på uforudsigelige måder. Udviklingen blev drevet frem af, at også de videnskabelige tidsskrifter, som skulle publicere resultaterne, udbad sig information om, hvordan standardiseringen var foregået.
Der blev publiceret studier, som viste at man kunne reducere væsentlig i gruppestørrelserne, hvis man gik fra almindelig udavlede forsøgsdyr til indavlede forsøgsdyr, der genetisk er næsten hundrede procent ens. Denne udvikling er fortsat, og i dag arbejdes der eksempelvis på at standardisere tarmfloraen, da det har vist sig, at tarmsystemets sammensætning har indflydelse på en række dyremodeller – ja, sågar på dyrenes adfærd i psykiatriske dyremodeller.
Giver dyreforsøg for skråsikre resultater?
Forleden var jeg opponent på en dygtig udført afhandling, som viste særdeles interessante korrelationer imellem tarmfloraen og forsøgsdyrs adfærd. Selvom afhandlingen ikke entydigt kunne vise, at det var tarmfloraens sammensætning, der påvirkede dyrenes adfærd, så er der dog meget, som tyder herpå. Afhandlingen gav – hvad gode dyreforsøg altid er i stand til – anledning til nye hypoteser omkring tarmfloraens betydning for vores adfærd og sundhed.
Tænk sig hvis vi engang i fremtiden kan forebygge fedme eller depression ved at påvirke vores tarmflora i en bestemt retning. Konklusionen på afhandlingen var imidlertid, at viden om denne sammenhæng mellem flora og adfærd bør bruges til reduktion i antallet af forsøgsdyr. Jeg påpegede, at jeg fandt det mere oplagt at bevare netop denne variation, så den kan studeres yderligere i fremtidige studier.
Relevans frem for reduktion
Netop variationen mellem individer er helt centralt i Charles Darwins evolutionsteori. Uden variation ville selektionen nemlig ikke have noget at virke på. Charles Darwin anså derfor også variation for en uhyre vigtig og grundlæggende forudsætning for al biologi på jorden. Han bruger derfor store dele af Arternes Oprindelse til netop at dokumentere og beskrive variationen. Og bør vi ikke også gøre det samme?
I stedet for at fjerne variationen ville det være bedre at beholde den og gøre det på en kontrolleret måde, hvor vi beskriver den for det enkelte forsøgsdyr. Ved at fjerne variationen risikerer vi, at vi smider interessant information ud med badevandet. Ved at fjerne variationen kan vi ganske vist få meget mere klare resultater i vore dyreforsøg, men ingen ved, om de klare resultater overhovedet er relevante – eller om de blot er en konsekvens af standardiseringen.
I de senere år er der flere ganske stillet alvorlige spørgsmålstegn ved en række musemodeller for menneskets sygdomme. Lovende nye lægemidler, der har virket mod sygdommene i musemodeller, har skuffet fælt, når de senere blev testet på mennesker. Noget af forklaringen på disse problemer er formentlig, at vi har mere fokus på standardisering og reduktion, end vi har på relevans af modellerne.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
