Når du finder rav på en gåtur langs den jyske vestkyst, er det næppe nyhedsværdigt for andre end dig selv, men lidt anderledes står det til nær klodens sydpol.
Faktisk har fundet af adskillige bittesmå ravklumper på Antarktis resulteret i en hel del furore, da det er første gang nogensinde, at rav er blevet fundet på kontinentet.
Men ikke alene dét. Fundet understøtter nemlig også den videnskabelige hypotese om, at det i dag golde kontinent engang var hjemsted for tæt og frodig skov.
Det skriver Alfred Wegener Institute og TU Bergakademie Freiberg i en fælles pressemeddelelse.
De helt særlige ravklumper, der hver især måler mindre end 0,1 milimeter, har fået navnet 'Pine Island Amber' efter deres findested i Pine Island-bugten på kontinentets vestkyst. Her brugte forskerne undervandsboreudstyr til at tage sedimentprøver fra bugtens bund næsten en kilometer under havets overflade.
»Det er vildt at finde ud af, at alle syv kontinenter, på et eller andet tidspunkt i historien, har haft et klima, der var gunstigt for harpiksproducerende træer,« fortæller Johann P. Klages, førsteforfatter på det nye studie om fundet, i pressemeddelelsen.
Nærmere bestemt støtter fundet af rav hypotesen om, at i hvert fald dele af Antarktis for godt 90 millioner år siden var dækket af regnskov - en teori, som forskerholdets tidligere arbejde også understøtter.

De seneste 100 år har man ad omgange fundet beviser på, at ødemarken nær Jordens sydpol ikke altid så sådan ud, blandt andet i form af forstenet træ. Men de fleste af de fossiller stammer fra en helt anden tid, flere hundrede millioner år tilbage.
Derfor er de små ravfragmenter en vigtig brik i forhold til at forstå udviklingen, og ikke mindst det første håndgribelige bevis på, at der med sikkerhed har eksisteret harpiks-producerende træer på kontinentet.
Men hvad er forskernes næste skridt så?
»Nu er vores mål at lære mere om skovens økosystem, om den brændte ned, og om vi kan finde spor af liv, potentielt i det rav, vi har fundet,« afslutter Johann P. Klages.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Antarctic Science.
































