Et kranie fra et 11-12 årigt barn, der døde i en hule i Kina for omkring 300.000 år siden, kan tilhøre en hidtil ukendt menneskeart, melder forskere.
Barneskelettet er fundet i en udgravning ved Halong Dong-hulen i det østlige Kina. Det er det seneste i en række fund, som indikerer, at menneskets evolutionære historie er mere kompliceret, end vi hidtil har troet.
»Det her vil med garanti være omdiskuteret,« siger Mikkel Heide Schierup, der er professor på Center for Bioinformatik ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Mikkel Heide Schierup har læst om det kinesiske fund i et nyt studie, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Human Evolution.
Fundet er meget interessant og kan potentielt være skelsættende, mener han.
Men han er også hurtig til at slå bremserne i og er meget påpasselig med at udnævne en ny menneskeart.
»Det er altid interessant. Der er masser af skeletter i Kina, som kræver undersøgelser. Men på baggrund af denne undersøgelse, vil jeg ikke konkludere, at der er tale om en ny menneskeart,« siger Mikkel Heide Schierup.
Ingen hage og besynderlig kæbe
Forskerne bag studiet mener, at det nyfundne skelet, som har fået navnet HDL 6, kan være en hybrid mellem to menneskearter, hvor det moderne menneske (Homo sapiens) udgør den ene.
Det gør de, fordi kraniet på overfladen ligner et moderne menneskebarns. Men kraniet mangler en hage og har en besynderlig kæbe. Derfor mener forskerne, at der må være tale om en hybrid.
Kæben har en unik facon, da den bøjer på en bestemt måde, som ikke ligner det moderne menneske. En egentlig hage er der slet ikke.
I det billede ligner HDL 6 mere Homo erectus, end den ligner et moderne menneske. Derfor mener forskerne, at der kan være tale om en ny menneskeart, hvis gren på menneskeartens stamtræ skal placeres et sted mellem Homo erectus og det moderne menneske.
Et nybrud i mennesket evolution
Udnævnelsen af en potentiel ny menneskeart giver selvfølgelig anledning til debat. For der er stor tvivl om, hvorvidt vi faktisk skal til at omskrive den menneskelige evolutionshistorie.
»Analyserne af det morfologiske skal granskes meget tydeligt for at finde ud af, hvad der er tale om,« siger Mikkel Heide Schierup.
I en morfologisk analyse af et skelet undersøges skelettes anatomi. På den måde kan forskere se lighedstegn med andre menneskearter og vurdere, hvor HLD 6 skal placeres på menneskets stamtræ.
Kommende forskning i HLD 6 vil altså gøre os klogere på, om vi skal hilse en ny menneskeart velkommen i familien.
Det nye studie har et hav af forskere bag sig fra The Chinese Academy of Sciences, Xi’an Jiaotong University, University of York, University of Chinese Academy of Sciences og The National Research Center on Human Evolution in Spain.

































