De danske moser har budt på opsigtsvækkende fund gennem tiden; Grauballemanden, Tollundmanden og Dronning Gunhild for at nævne nogle få.
Gennem moseligenes dragter har forskerne fået en unik indsigt i, hvordan folk i den nordeuropæiske jernalder gik klædt. Et eksempel er dragten fra Danmarks ’mest velklædte’ moselig, Huldremosekvinden, som du kan se på billedet herover.
Men selv ikke det mest velbevarede mosefund kan helt modstå tidens tand. Og selvom naturvidenskaben har udviklet sig, har de forhåndenværende metoder ikke været gode nok til med sikkerhed at afgøre oprindelsen på fibre, for eksempel dyrehår, som er blevet nedbrudt over mange hundrede år.
Det kommer til at ændre sig nu. Ved hjælp af en ny metode, som ikke kigger med det blotte øje på selve fibrene, men på deres mere svært nedbrydelige proteiner, bliver det fremover muligt at bestemme meget sikkert, hvilket dyr en dragt er lavet af.
\ Moseligenes grusomme endeligt
Grauballemanden blev henrettet med et snit gennem halsen fra øre til øre og havde læsioner på kraniet og det ene skinneben. Han dateres i dag officielt til ca. 290 f.vt.
Tollundmanden var nøgen, blev fundet med et reb om halsen og er formentlig død ved kvælning.
Huldremosekvindens højre arm var skåret næsten helt af.
Haraldskærkvinden var fastnaglet på pæle og stænger og efterfølgende begravet i mosedynget – man formoder, at hun er begravet levende.
Ellingpigen blev antagelig hængt og var cirka 25 år, da hun døde.
Borremosemanden havde en løkke om halsen og er formentlig blevet hængt, men hans baghoved er også knust af et kraftigt slag. Højre lårben var desuden brækket.
Borremosekvinden har fået hovedet knust, men det er dog usikkert, om det er dødsårsagen.
»Med proteiner kunne vi lave en helt sikker artsbestemmelse på 11 ud af 12 prøver og vise, at de artsbestemmelser, som er foretaget ud fra mikroskopi af hårene på halvdelen af prøverne ikke var korrekte. Det er for eksempel banebrydende i forhold til at artsbestemme mellem hår fra ged og får, som kan være meget svære at skelne imellem, når hårene er blevet nedbrudt i en mose over 2.000 år,« forklarer metodens ophavskvinde, ph.d. Luise Ørsted Brandt.
Mest opsigtsvækkende var fundet af et særligt protein i en tunika fra Møgelmose. Den vender vi tilbage til.
Skind giver indsigt i samfundet
Den nye metode møder rosende ord fra seniorforsker Karin Margarita Frei, som ikke har været en del af arbejdet, men selv skrev ph.d. om uld fundet i tørvemoser. Hun ser store muligheder i at bruge metoden til at lære mere om, hvordan det forhistoriske samfund forholdt sig til beklædning og dyr.
»Metoden er meget spændende, fordi den giver os mulighed for at afklare flere arkæologiske problemstillinger, som ofte har været svære at undersøge med sikkerhed. Denne nye metode giver os mulighed for at danne os et langt mere nøjagtigt billede,« lyder det fra Karin Margarita Frei.
Ifølge Luise Ørsted Brandt kan hendes metode for eksempel være med til at svare på, hvilke kriterier man har udvalgt tøjets materiale ud fra. Det er vigtigt, fordi det giver os en indsigt i samfundets ressourcer og sociale og kulturelle aspekter, forklarer hun.
»Det er vigtigt for os at vide, hvilken slags skind man har valgt til hvad, og om der har været forskellige skind, der har været særligt gode til forskellige funktioner. Det fortæller os om, hvilke dyr man enten holdt eller jagede på daværende tidspunkt, og ud over det praktiske kan valget af skind også afspejle tidens smag, eller at man gerne ville signalere noget bestemt med sin dragt, for eksempel hvor man hørte til socialt eller kulturelt,« forklarer Luise Ørsted Brandt.
Hår nedbrydes i mosernes sure miljø
Selv for 2.000 år siden, i Nordeuropas jernalder, har det haft betydning for folk, hvad deres tøj var lavet af, og hvordan det var syet. Det har adskillige arkæologiske fund afsløret. Fundene viser blandt andet, at man havde et fint kendskab til de forskellige dyrs særlige skind og de egenskaber, der havde betydning for tøjets snit og udseende. Men der har også hersket stor forvirring om, hvilke dyr skindene egentlig stammede fra. Det kan du læse mere om i boksen under artiklen.
Som del af sin ph.d. gik Luise Ørsted Brandt i 2011 i gang med at undersøge, om man kunne sige mere om oldtidens husdyr, hvis man tog DNA-undersøgelser til hjælp. Men det viste sig at være en blindgyde.
»Jeg startede med at undersøge DNA i forhistorisk uld, men jeg opdagede snart, at succesen for den metode er meget afhængig af, hvilket miljø prøverne kommer fra. Mosernes miljøer er så sure, at DNA-strengene bliver for nedbrudte til at kunne udvindes. Men så fandt jeg ud af, at proteiner kan holde 10 gange længere end DNA, og så skiftede mit fokus,« siger Luise Ørsted Brandt, som skrev sin ph.d. ved Center for Tekstilforskning på Københavns Universitet, men i dag er i gang med et treårigt forskningsprojekt på Centre for Urban Network Evolutions ved Aarhus Universitet.
I virkeligheden er proteiner og DNA to sider af samme sag, idet DNA’et koder for, hvilke proteiner der skal komme til udtryk i cellerne.
Proteinanalysen udnytter, at sammensætningen af de aminosyrer, som proteinerne er bygget op af, kan variere mellem forskellige arter og dermed kan fungere som et fingeraftryk for dyrearten, forklarer Luise Ørsted Brandt. Når man ved, hvor og hvordan proteinet varierer mellem arterne, er det muligt at identificere, hvilken dyreart proteinet stammer fra.
Kapper er syet med stor omhu
I Danmark har vi en enestående stor og velbevaret samling af dragter fra ældre jernalder. Den største gruppe af dragtdele er 30 skindkapper, som kan dateres til perioden fra overgangen mellem yngre bronze- og ældre jernalder ca. 500 f.vt. og frem til germansk jernalder ca. 550 e.vt. Skindkapperne befinder sig alle på Nationalmuseet.
De utroligt velbevarede kapper følger generelt en ret ensformig opskrift og er sammensat af flere skindstykker, som hver især ser ud til at repræsentere et helt dyrs skind. Studier af kapperne har vist, at de blev syet med stor omhu og veludviklede teknikker.
I den konkrete undersøgelse har Luise Ørsted Brandt undersøgt prøver fra 10 kapper og en tunika fra Nationalmuseets samling af skinddragter, som er fundet forskellige steder i Jylland. De er alle dateret til århundrederne omkring år 0.
Proteinanalysen gav for 11 ud af de 12 prøver (en kappe blev der taget to prøver fra, fordi skindet umiddelbart fremstår forskelligt i farven. Begge prøver viste sig dog at være uld) en sikker artsbestemmelse. Her stemte et eller flere proteiner fra prøven kun overens med en enkelt dyreart. 2 prøver blev bestemt som kvæg, 3 som ged og 6 som får, mens den sidste prøve ikke kan bestemmes nærmere end som enten får eller ged.
Germanerne var IKKE »klædt i skind af vilde dyr«
Ud over at kunne artsbestemme alle prøver undtagen én, hvor proteiner, hvormed man kan skelne mellem får og ged, ikke var bevaret, kunne Luise Ørsted Brandt med sine analyser fastslå, at der i jernalderkapperne udelukkende er tale om skind fra husdyr. Dermed kunne hun bidrage til at aflive en hårdfør myte, nemlig at germanerne skulle have gået med skind fra vilde dyr.
Myten er opstået fra et historisk værk af den romerske historiker, Tacitus, som i 98 e.vt. udgav ’Germania’ om germanernes historie og befolkning, herunder indbyggernes klædedragt. Germanerne er et begreb, der på Tacitus’ tid blandt andet dækkede over folk fra det nuværende Skandinavien.
Ifølge Tacitus var den almindelige klædedragt hos germanerne en kappe, og de »var klædt i skind af vilde dyr.«
I mange år har såvel lysmikroskopi som elektron skanning mikroskopi peget i retning af, at Tacitus’ fantasi var lidt for livlig – Tacitus, som i øvrigt aldrig selv havde besøgt Germanien – og det bakker resultaterne fra den nye metode op om. Kapperne stammede fra helt almindelige husdyr, og det stemmer overens med arkæologiske fund fra perioden, fortæller Luise Ørsted Brandt.
Tunika fra Møgelmose viste sig at stamme fra en kalv
Endnu mere opsigtsvækkende er det dog ifølge Luise Ørsted Brandt, at det er lykkedes at udvinde et meget særligt protein fra den tunika, der indgik i prøverne. Tunikaen stammer fra et moselig fra Møgelmose ved Jelling, og prøven fra dette skind viste sig at indeholde et protein, som findes i blodet, nemlig hæmoglobin.
Men netop denne type hæmoglobin bliver kun produceret i de sidste måneder før fødslen samt i de første to til tre måneder af dyrets liv, hvorefter det erstattes af andre typer hæmoglobin.
»Dette ekstraordinære resultat tillod os ikke kun at bestemme skindet som kvæg, men oven i købet at vise, at der var tale om en kalv,« lyder det fra en begejstret Luise Ørsted Brandt.
Ud over det opsigtsvækkende i, at proteinet var bevaret i et mere end 2.000 år gammelt skind, giver resultatet ny viden om produktionen af skinddragter i jernalderen, fortæller hun.
»Unge dyrs skind er blødere, mere fleksible og tyndere end skind fra ældre individer. Vi har altså her at gøre med et særligt udvalgt skind, og egenskaberne i unge dyrs skind ser ud til at have været lige så eftertragtede i jernalderen som i dag, hvilket stemmer godt overens med den udsøgte håndværksteknologi, som skinddragterne i så rigt mål vidner om.«
Måske var skind lige så vigtigt som kød
Luise Ørsted Brandt spekulerer i, om fundet måske kan pege på, at man i jernalderen ikke bare holdt dyr for at fede dem op og spise dem – måske har skind været en lige så stor del af forbruget.
»Jeg synes, at den virkelige smoking gun var, da vi fandt det her hæmoglobin. Vi kan se, at man har gjort sig umage med dragterne og valget af skind, men nu kan vi vise, at man har brugt kalveskind til tunikaen – det kunne tyde på, at skindet var en vigtig del af, hvorfor man slagtede unge dyr, og i det hele taget, at det var et vigtigt produkt fra husdyrholdet,« siger hun.
Husdyrholdet i jernalderen var veludviklet, men man har nok haft en tendens til at tænke, at husdyrenes funktion først og fremmest var adgangen til føde. Med det nye fund fristes man til at tænke, at husdyrene har haft flere funktioner end det, og at deres skind måske har været lige så vigtige som deres kød. Karin Margarita Frei er enig.
»Dette har, synes jeg, stor betydning for, hvordan vi betragter disse jernaldermennesker og det samfund, de levede i. I kraft af at de valgte kalveskind, som er blødere og mere fleksibelt end skind fra et lidt ældre dyr, får man straks den fornemmelse, at disse mennesker ikke ville gå med hvad som helst. Det vidner om et samfund, som tog nogle klare valg om, hvad de fandt behageligt at gå med, hvilket vi også gør den dag i dag.«
Huldremosekvinden blev fundet i en mose på Djursland i 1879 og er et af de mest velbevarede og velklædte moselig, som er fundet i Danmark. Hendes dragt bestod af to skindkapper, et ternet uldtørklæde, en ternet uldnederdel og formentlig en underkjole fremstillet af brændenældefibre. (Foto: Nationalmuseet)
Den yderste kappe af to, som blev fundet i Huldremose på Djursland sammen med liget af en kvinde. Kappen kan ses i Nationalmuseets udstilling 'Danmarks Oldtid' og er dateret til det andet århundrede f.Kr. (Foto: Roberto Fortuna, 2007)
I rum 18 i udstillingen 'Danmarks Oldtid' kan man studere kvinden fra Huldremose og hendes skindkappe nærmere. (Foto: Ulla Mannering, 2016)
Detalje af inderkappen fundet i Huldremose, hvor både en original søm, en reparation og en kant er synlige. (Foto: Roberto Fortuna, 2006)
Kappen fra Haraldskær ved Vejle, som er artsbestemt adskillige gange og første gang i 1836 som sæl. Vi ved nu, at kappen er lavet af gedeskind. Målestokken måler 10 cm. (Foto: Roberto Fortuna, 2006)
De ti analyserede kappers og tunikaens fundsteder. (Kort: Sidsel Frisch, 2013)
De ti analyserede kapper og tunikaen. De røde cirkler markerer stederne, hvor prøverne blev udtaget. (Figur: Sidsel Frisch, 2013)
Luise Ørsted Brandt forbereder en skindprøve til proteinanalyse i laboratoriet på Center for GeoGenetik ved Københavns Universitet. (Foto: Kristine Bohmann, 2012)
Den karakteristiske hårstruktur på kappen fra Huldremose blev også vurderet med det blotte øje. (Foto: Ulla Mannering, 2006)
Tunikaen fra Møgelmose ved Jelling, hvor hæmoglobin fra kalv blev identificeret. (Foto: Roberto Fortuna, 2007)
Yderste del af huldremosekappen. (Foto: Roberto Fortuna)
Inderste del af huldremosekappen. (Foto: Roberto Fortuna)
\ Kilder
- 'Species Identification of Archaeological Skin Objects from Danish Bogs: Comparison between Mass Spectrometry-Based Peptide Sequencing and Microscopy-Based Methods', PLOS (2014), doi: http://dx.doi.org/10.1371/journal.pone.0106875
- 'Burials in bogs – Bronze and Early Iron Age Bog Bodies from Denmark', Acta Archaeologica (2010)
- Luise Ørsted Brandts profil (AU)
\ Dronning Gunhilds kappe var ikke af sæl
I mange år havde man ikke andet end sine øjne til rådighed for at vurdere, hvad moseligenes dragter var lavet af.
I 1836 bestemte arkæolog Christian Jürgensen Thomsen sig eksempelvis for, at kappen fra et berømt mosefund ved Haraldskær – den såkaldte Haraldskærkvinde – måtte være lavet af sælskind. Den vurdering baserede han på en sammenligning med de dragter, som Nationalmuseet havde fra Grønland i den etnografiske samling.
Senere kom mikroskopi til, og man fik mulighed for at undersøge fibrene på skindene i større detalje. Men selv mikroskopien har sine begrænsninger viste det sig; da hårene ofte er så nedbrudte, at det alligevel ikke er til at sige med sikkerhed, hvilket dyr de stammer fra.
I dag ved vi fra protein-analysen, at kappen faktisk er lavet af ged.
\ Metoden bag - sådan gjorde de
Der blev udtaget prøver til tre forskellige artsbestemmelsesmetoder.
En skindprøve på 2 gange 2 millimeter blev taget til analyse af proteiner og de byggesten, aminosyrer, som proteiner er opbygget af. Rækkefølgen af aminosyrer varierer i nogle proteiner mellem dyrearter og kan derfor bruges som en slags fingeraftryk for den dyreart.
Hår blev udtaget til to forskellige mikroskopianalyser.
- Den ene metode kombinerede observationer af skindene med det blotte øje med observationer af enkelte hår i lysmikroskop ved 400 gange forstørrelse.
- Den anden metode kombinerede observationer af skindene med det blotte øje med observationer i Scanning Elektron Mikroskop, hvor man kan se i 3D og se detaljer af eksempelvis hårenes skælstruktur, som det ikke er muligt at se i et lysmikroskop.
- Den tredje metode var proteinanalysen.
