Nogle amerikanske flåter viser sig at kunne overleve længe, hvis de bliver slæbt med hjem fra naturen.
Det skriver The Ohio State University i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie, der er udgivet i Journal of Vector Ecology.
Forskerne undersøgte to arter af flåter i USA, som begge kan sprede sygdomme. Disse flåter viser sig at kunne overleve fra én til tre uger på almindelige gulve i hjemmet. Det gælder både på hårde overflader som træ og vinyl og i tæpper.
Ifølge studiet var deres overlevelsestid:
- Gulf Coast-flåten (Amblyomma maculatum): cirka 18 dage i gennemsnit
- Lone Star-flåten (Amblyomma americanum): cirka 11 dage i gennemsnit
Ifølge studiet overlevede Gulf Coast-flåter altså generelt længere end Lone Star-flåter. Til gengæld klarede lone star-flåter sig bedst i langhårede tæpper.
Forskerne vurderer, at flåterne dør af udtørring, men at det ikke sker med det samme indendørs. Derfor kan de nå at finde en vært, altså et menneske eller dyr, selv efter flere dage, fremgår det af studiet.
Det gør det ifølge forskerne ekstra vigtigt at være opmærksom, når man kommer hjem fra naturen i USA. Ifølge forskerne bør man især tjekke sine kæledyr grundigt og for eksempel bruge en børste eller en fnugrulle.
\ Sådan gjorde forskerne
I studiet testede forskerne, hvor længe flåter kunne overleve på forskellige typer gulve i hjemmet.
De brugte 90 flåter af hver art: Gulf Coast-flåten (Amblyomma maculatum) og Lone Star-flåten (Amblyomma americanum) - og gennemførte tre runder af forsøg på fem forskellige gulvtyper.
Hver flåt blev placeret alene og dækket med en lille kop, så den ikke kunne slippe væk, men stadig kunne bevæge sig.
I to af forsøgsrunderne sammenlignede forskerne flåternes overlevelse med en kontrolgruppe, som blev holdt i et laboratorie med stabile temperatur- og fugtforhold. Det gjorde det muligt for forskerne at bekræfte, at flåterne døde som følge af forholdene på gulvene.
Flåterne i forsøget var voksne og havde endnu ikke fået et 'blodmåltid' - altså ikke bidt. Det svarer til flåter, der er blevet slæbt med ind i hjemmet på tøj eller kæledyr og stadig leder efter en vært.
Forskerne fulgte flåterne næsten dagligt og gennemførte i alt over 4.600 observationer.
I Danmark er den mest almindelige flåt skovflåten (Ixodes ricinus), men denne art er ikke undersøgt i studiet. Det er derfor uklart, om danske flåter kan overleve lige så længe indendørs.
Et studie fra 2022 har dog undersøgt, hvilken luftfugtighed skovflåten (Ixodes ricinus) bedst trives i. Her fandt forskerne, at en luftfugtighed på 84–98 procent er ideel for overlevelsen af larver, nymfer, voksne flåter samt æg.
Et fald i luftfugtigheden til 70 procent i en måned fører til en betydelig reduktion af populationen, og ved 40–55 procent luftfugtighed, som typisk er i hjemmet, overlever kun få I. ricinus i op til 1 måned.




































