Det er velkendt, at indavl – defineret som reproduktion mellem to genetisk beslægtede individer – medfører øget risiko for sygdom eller sterilitet hos afkommet.
Disse skadelige effekter kaldes indavlsdepression, og Darwin beskrev dette fænomen uden at kende den genetiske forklaring på, hvordan det opstår.
En af de bedst funderede hypoteser, der kan forklare indavlsdepression, tager udgangspunkt i, at alle individer besidder to genkopier for de fleste gener.
Alle gener består af DNA-kode, og i DNA-strengene er der konstant risiko for mutationer, altså små fejl i koden, som kan medføre fejl i de proteiner, som DNA’et koder for.
Naturlig selektion forsøger at undgå indavl
Disse genetiske fejl kan medføre alvorlige sygdomme, for eksempel blødersygdommen eller cystisk fibrose. De fleste fejl kommer dog som oftest ikke til udtryk, fordi individet besidder ét rask gen, som producerer det rigtige protein, samt ét muteret gen, som er skjult bag det raske gen.
Hvis for eksempel et søskendepar begge besidder ét muteret og ét rask gen, og de producerer afkom sammen, er der risiko for, at afkommet arver det muterede gen fra begge forældre og dermed udtrykker den sygdom, der er forbundet med mutationen.
Langt de fleste parringssystemer hos både planter, dyr og mennesker, fungerer sådan, at genetisk beslægtede individer ikke parrer sig med hinanden.
Det sker enten ved, at det ene køn udvandrer fra gruppen eller populationen, inden parringssæsonen går i gang, ved at der er et selv-uforenelighedsgen (hos planter), der forhindrer selvbefrugtning, eller ved at man forhindrer forældreskab mellem slægtninge ved at holde styr på stamtavlerne.
Der er altså massiv naturlig selektion imod indavl pga. indavlsdepression. I husdyrbrug gør man sig store anstrengelser for at undgå indavl ved nøje tilrettelagte avlsprogrammer, netop for at undgå indavlsdepression. Hos mennesker findes der dog kulturelle mønstre, der bryder med princippet imod indavl.
Mere indavl i nogle dele af verden
I nogle kulturer er det skik at indgå ægteskab mellem for eksempel fætre og kusiner, og i andre kulturer findes der meget små samfund, hvor ægteskab indgås mellem indbyggere, som er nært beslægtede, simpelthen fordi befolkningsgruppen er så lille, at indavl ikke kan undgås.
Man måler risikoen for indavl ved at se på graden af slægtskab mellem to individer. Et søskendepar deler således 50 % genkopier med hinanden og er beslægtet med en koefficient på 0,5, mens fætre og kusiner i gennemsnit deler 25 % genkopier og er beslægtet med en koefficient på 0,25.
I Nordeuropa findes der stort set ikke indavl, mens hvis man undersøger slægtskabskoefficienten i middelhavslande som Italien, er der en øget risiko for indavl på ca. 5-10 %, mens der i visse Asiatiske lande, hvor ægteskab mellem fætre og kusiner er normen, er en indavlsrisiko på 25 %.
På et evolutionsbiologisk møde i august i år i Italien, havde man undersøgt, om der var tilsvarende indavlsdepression i de områder, hvor indavlskoefficienten er høj: Man fandt, at der var øget sterilitet, øget risiko for sygdomme og færre børn produceret i disse samfund, altså en positiv sammenhæng mellem graden af indavl og indavlsdepression.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
