En dyb og klangfuld brummen, som efterfølges af en mekanisk og pibende lyd — som direkte fra en sci-fi film.
For ti år siden opfangede mikrofoner på bunden af Marianergraven den uforklarlige lyd. Dengang var forskerne forbløffede, men kunne ikke identificere lyden — før nu.
Det skriver Scientific American.
Man har tidligere gættet på, at det var et kald fra en slags bardehval (Mysticeti). Men det er først nu, at amerikanske forskere bag et nyt studie mener at have løst gåden.
Da de var i færd med at overvåge hvaler ud fra øgruppen Marianerne, opdagede forskerne en mystisk art kaldet brydeshval (Balaenoptera edeni), som er en bardehval.
De så brydeshvalen ti gange, og ni af de gange hørte forskerne også den omtalte lyd.
»En enkelt gang er et sammentræf. To gange er tilfældigheder,« siger oceanograf Ann Allen, der forsker ved National Oceanic and Atmospheric Administration, til Scientific American:
»Ni gange er det helt klart en brydehval.«

Ved hjælp af AI analyserede forskerne mere end 200.000 timers lydoptagelser fra undervandsmikrofoner for at finde ud af, hvor den specifikke hvallyd før var blevet hørt.
Forskerne konkluderer derfor, at det er brydeshvalerne, der laver de brummende lyde, efter at have sammenlignet forekomsten af lydene med artens migrationsmønstre.

Det vides ikke, hvorfor de laver lydene, men det er muligt, at de bruges som et slags kontaktkald.
Resultaterne er udgivet i tidsskriftet Frontiers in Marine Science.

































