Hvis du nogensinde har følt dig undervurderet og ignoreret, så skænk de flittige møl en tanke. Honningbier, humlebier og sommerfugle er næsten synonyme med bestøvning.
Vi elsker dem for deres tætte forhold til blomster, og vi kan ikke dyrke meget af vores mad eller nyde synet af de sarte forårsblomster uden dem.
Nu viser vores seneste forskning, at møl faktisk kan være mere effektive bestøvere.
Næsten al videnskabelig forskning om bestøvere finder sted i løbet af dagen, hvilket betyder, at vi ikke ved meget om, hvad der sker om natten.
Derfor udformede vi et studie for at sammenligne henholdsvis nataktive og dagaktive bestøveres bidrag.
Bærkrat er afgørende kilde til nektar og pollen
Vi fokuserede på bærkrat og -buske, som er udbredt i hele Europa.
Vi ser ofte bærkrat som et stikkende mareridt, der skal fjernes fra vores grønne områder, men buskene, der blomstrer fra det tidlige forår og frem til efteråret, er en afgørende kilde til nektar og pollen for bier, sommerfugle og møl.
I løbet af højsommeren i Storbritannien, da vi udførte vores eksperiment, er natten kun omkring en tredjedel af hele dagscyklussen. I løbet af denne tid er møl næsten de eneste insekter, der besøger blomster.
Selvom 83 procent af alle blomsterbesøg i vores studie skete i løbet af dagen, var bestøvningsraten højere om natten. Det tyder på, at møl er mere effektive bestøvere end arter, der er aktive i løbet af dagen.
Møl bruger muligvis længere tid på at besøge hver blomst
Vi brugte trackingkameraer til at optage bærkrattets besøgende over tre dage og placerede særlige poser over blomsterne, så vi kunne sammenligne bestøvningshastighederne:
- En gruppe blomster var dækket i alle tre dage.
- Den anden gruppe blev kun dækket om dagen.
- Den sidste gruppe blev kun dækket om natten.
Det var ikke muligt at identificere arten af alle de møl, der besøgte blomsterne, men blandt dem var gammauglen (Autographa gamma) og stor smutugle (Noctua pronuba), som begge er i familien Noctuidae.
Selvom det stadig ikke er helt klart, præcis hvorfor møllene havde højere bestøvningsrater, kan det være, at de bruger længere tid på at besøge hver blomst end honningbierne, svirrefluerne og andre bestøvere i dagtimerne.
Undervurderer møllenes betydning
Under alle omstændigheder er det sikkert, at møllenes betydning som natlige bestøvere er undervurderet.
På trods af det faktum, at der kun er 60 arter af sommerfugle og over 2.500 arter af møl i Storbritannien, fokuserer en langt højere andel af forskning og miljøpolitik på sommerfugle.
Vores studie viser, at bestøvning af værdifulde afgrødeplanter og truede arter af vilde blomster er afhængig af møl.
Mange af Storbritanniens makro-møl (som har tendens til at være større) er i tilbagegang, og mere end 40 procent af arterne oplever et stort fald i bestanden.
Under pres
Møl står over for de samme udfordringer som bestøvere i dagtimerne, for eksempel pesticider, tab af habitat og klimaforandringer.
Men nataktive møl er også truet af kunstigt lys om natten. Nylig forskning belyser, hvordan gadebelysning forstyrrer larvernes fodringsadfærd og reducerer antallet af møl.
Tidligere forskning har også vist, at lyset forstyrrer voksne møl, når de spiser, yngler og lægger æg.
Møl er ikke kun vigtige bestøvere - de er et afgørende led i fødekæden og former strukturen og sammensætningen af levesteder. Deres larver lever af græs og andre planter.

Når larverne er spredt ud over et habitat, afgræsses visse områder og andre ikke, hvilket skaber en varieret struktur. Det gavner biodiversiteten ved at skabe et større udvalg af habitater, som forskellige arter kan leve i.
Vi må heller ikke glemme betydningen af møl som en livsvigtig fødekilde for flagermus, fugle og andre små pattedyr.
Nye forskningstilgange er ved at blive udviklet og afprøvet, som vil hjælpe med at øge vores forståelse af møllenes rolle som vigtige bestøvere.
For eksempel kan automatiseret identifikation og sporing af insekter gennem maskinlæring give os mulighed for at fjernovervåge bestøveraktiviteten, hvilket sparer tid ved indsamling og behandling af data.
Større forståelse af møl vil give os den viden, vi har brug for, for at beskytte dem.
Det kan vi selv gøre
Du kan hjælpe disse bestøvende insekter ved at lade bærkrat og andet blomstrende buskat vokse i din have, kolonihave og levende hegn.
Du kan også opfordre din kommune til at gøre det samme på tværs af netværket af vejkanter, randbeplantning og parker.
De skadelige konsekvenser af kunstigt lys kan håndteres ved at dæmpe eller begrænse driftstiden for gadebelysning om natten.
Derhjemme kan du slukke eller reducere brugen af udendørslys om natten og lukke dine gardiner og persienner for at undgå, at lyset når udenfor.
Reduktion af lys fra butiksfacader og kontorblokke kan også hjælpe møllene med at holde fokus på bestøvning, hvilket man blandt andet har haft fokus på i amtet Devon i Storbritannien.
Det enorme fald i bestandene af bestøvende insekter over hele kloden, gør det vigtigere end nogensinde at beskytte vores bestøvere. Disse små og enkle ændringer vil skabe flere habitater til dyrelivet.
Spred budskabet - det kan nemlig have en afgørende indflydelse på møllenes levevilkår - nogle af de mest undervurderede og vigtige dyr på vores planet.
\ Kilder
- Fiona Mathews' profil (University of Sussex)
- Max Andersons profil (ResearchGate)
- "Marvellous moths! pollen deposition rate of bramble (Rubus futicosus L. agg.) is greater at night than day", PLoS ONE (2023), DOI: 10.1371/journal.pone.0281810
































