Til forsvar for myrerne: »Vi kan ikke undvære dem«

For de uindviede er der to slags myrer i Storbritannien: De røde, der bider, og de sorte, der invaderer køkkenet.

Det er dog endnu mere alarmerende, når hundredvis af myrekolonier vælter frem i hobetal og skaber en regional 'flying ant day'.

Nogle af os udvikler en intens frygt for myrer kaldet myrmecofobi. Der er større risiko for netop denne fobi, hvis man er allergisk over for myrebid og -stik.

Derfor ville de fleste nok bare betegne den myre, der hastede hen over mit køkkengulv i morges, som en sort myre - og en plage.

Men det er faktisk min yndlingsart.

16.000 myrearter i verden

Jeg identificerede, at myren fra mit køkkengulv var en sort havemyre (Lasius niger ) - lille, med en kort talje mellem brystkasse og mave.

Det er den mest almindelige myreart i Storbritannien, og blot 1 ud af 51 arter, der lever i Storbritannien, plus 13 introducerede arter.

På verdensplan er der omkring 16.000 myrearter i kolonier med op til 500.000 individer.

De kan alle bide (selvom de fleste er for små til, at det gør ondt), nogle af dem kan stikke, og alle producerer de myresyre til beskyttelse og angreb.

Hvilken gavn gør myrer?

Det lyder måske alt sammen lidt bekymrende, hvis man ikke er fan af insekter.

Enhver, der er blevet bidt af en myre, undrer sig måske over, hvad meningen er med disse generende små skabninger, men vi kan simpelthen ikke kunne undvære dem.

Myrer hjælper med at nedbryde organisk stof. Uden dem ville det akkumulere, hvilket reducerer jordkvaliteten.

Studier af asiatiske vævemyrer (Oecophylla smaragdina) viser, at de reducerer antallet af skadedyr og kan forbedre afgrødeudbyttet. Vævermyrerne kan spises, og de har et højt indhold af protein og fedtsyrer.

Myrer graver gangsystemer under jorden og bygger underjordiske reder. De er økosystem-ingeniører, som forbedrer jordbunden, så luft og vand bedre kan trænge ned, hvilket øger pH-værdien og mængden af vitale næringsstoffer i jorden.

Desuden er meget af det dyreliv, vi elsker at se i vores haver eller i naturreservater, afhængig af myrerne; eksempelvis spiser grønspætter myrer.

Larverne fra den truede sommerfugl, kaldet sortplettet blåfugl, lever også af de røde myrers larver.

Deler informationer og træffer beslutninger i fællesskab

Alle myrer lever i meget strukturerede samfund. De deler informationer og træffer beslutninger i fællesskab.

De fleste myrer er arbejdere, produceret af befrugtede æg.

Myrerne har forskellige roller afhængigt af alder: Dybt inde i reden passer de unge myrer larverne, og i takt med at de vokser op, får de andre opgaver som rengøring og transport af mad, for til sidst - når de er ældre og mere undværlige - at lede efter og indsamle føde.

En del tropiske myrearter har soldater til forsvar og angreb, som ligesom arbejderne alle er hunner. Britiske røde skovmyrer (Formica rufa) har ikke soldater, så arbejderne påtager sig rollen.

Kidnapper andre arters myrelarver

Blodrøde rovmyrer (Formica sanguinea) plyndrer de røde skovmyrers kolonier. De kidnapper larverne, der så vokser op og ender som rovmyrernes slaver.

Nogle arter - som de sorte havemyrer - etablerer sig i vores hjem, og jeg sporede min myre til en koloni, der var ved at udhule væggen i spisekammeret (som nu er blevet repareret).

De sorte havemyrer er egentlig ikke skadelige for mennesker, og hver enkelt myre har en bestemt rolle at udfylde; min myre var en spejder, som var ved at bringe føde tilbage til kolonien.

Andre myrer følger spejdermyrene til fødekilden.

Kommunikerer ved hælp af kemiske stoffer

Myrerne kommunikerer med hinanden ved hjælp af kemiske stoffer, kaldet feromoner, som de opfatter med deres antenner. Finder en myre for eksempel en madkilde, efterlader den et feromonspor på jorden til andre myrer.

Når kolonien bliver for stor, producerer dronningen vingede myrer. De er frugtbare prinsesser, der udvikler sig fra befrugtede æg, og hanner fra ubefrugtede æg.

Sværmene udløses af varme, fugtige forhold efter regn - de flyvende myrer bruger kun deres vinger én gang.

Sværmene tilskynder til genetisk blanding, da hanner fra andre reder jagter prinsesserne. Hannerne dør derefter af udmattelse og skader påført under parringen.

Nye dronninger smider deres vinger og starter en ny koloni af kvindelige arbejdere. Den gamle dronning bliver boende og kan leve i op til 25 år. Alle hendes unger kommer fra kun én flyvetur, selvom hun måske parrer sig med flere hanner.

Ikke alle røde myrer stikker

En anden almindelig art er korttornet stikmyre (Myrmica rubra), som er en rød myre. På engelsk kaldes denne art ofte 'European fireant' eller blot 'Fireant' (på dansk: ildmyre, red.).

Den er almindelig i Storbritannien og Europa men har også spredt sig til Nordamerika og Asien.

De korttornede stikmyrer er aggressive, og hvis de bliver provokeret, bider de - og det svier ofte. De korttornede stikmyrer bygger tuer eller lever under sten i græsarealer eller klitter.

Man kan risikere at støde på korttornede stikmyrer, hvis man har en picnic i græsset, og den leder efter føde, men den vover sig sjældent indendørs.

Rovdyr

Mange mennesker er af den opfattelse, at røde myrer er skadelige.

Et studie undersøgte forskellene i adfærd for begge arter ved én ad gangen at lede dem mod en beholder med springhaler (små vingeløse insekter, som myrerne spiser).

Selvom de korttornede stikmyrer i gennemsnit tilbragte en tredjedel mindre tid i beholderen end de sorte havemyrer, havde den tre gange så ofte aggressiv kontakt med springhalerne og dræbte næsten syv gange så mange.

Så de korttornede stikmyrer er i højere grad et rovdyr, men fordi M. rubra bor på udsatte steder, er der større risiko for, at denne myreart bliver angrebet.

Vi kan ikke bebrejde dem for at forsvare sig selv.

Lever ulastelige liv under jorden

De sorte havemyrer er for små til at give et smertefuldt bid og har ingen brod. De fleste myrer skader os ikke, medmindre vi truer dem.

De kan dog skade afgrøder. Røde myrer kan for eksempel ødelægge køkkenhaven - de bruger bladlus som en slags kæledyr og spiser deres sukkerholdige sekreter.

Så de kan invadere et hus, stjæle maden og ødelægge køkkenhaven - men størstedelen af de britiske myrer lever ulastelige liv under jorden som jordbundsarkitekter i komplekse samfund.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.