I en kulmine i North Dakota i USA gjorde en gruppe minearbejdere for nylig et interessant fund i ladet på en af deres vogne.
En 2,1 meter lang stødtand fra en mammut var blevet skovlet op.
Palæontologer fra blandt andet North Dakota Geological Survey blev tilkaldt, og de fandt kort efter flere dele af fortidsdyrets skelet.
Det skriver North Dakota Department of Mineral Resources i en pressemeddelelse.
Samlet set formåede palæontologerne at finde over 20 knogler, heriblandt ribben, et skulderblad, en tand og dele af en hofte.
Det er ifølge Clint Boyd, senior palæontolog på North Dakota Geological Survey, et bemærkelsesværdigt fund, da man ellers typisk kun har fundet knogler eller tænder fra mammutter enkeltvist i North Dakota.
»Det her eksemplar er af de mest komplette mammutskeletter fundet i North Dakota. Det er en spændende og videnskabeligt set vigtig opdagelse,« siger Clint Boyd i en pressemeddelelse.
Knoglerne er i øjeblikket på laboratorium på North Dakota Heritage Center & State Museum i byen Bismarck, hvor de bliver renset for jord og klargjort til udstilling.
Det er endnu ikke besluttet, hvor knoglerne skal hen, men planen er, at de skal gøres tilgængelig for offentlighedens skue og bruges i undervisningsøjemed.

Flere forskellige arter af mammutter levede i North Dakota indtil for omkring 10.000 år siden.
Både den kendte art uldhåret mammut (Mammuthus primigenius) og den mindre kendte colombianske mammut (Mammuthus columbi) levede side om side med sabeltigeren (Smilodon fatalis) og gigantisk dovendyr (Eremotherium).
Sidstnævnte bemærkelsesværdige fortidsdyr har Videnskab.dk skrevet en artikel om, da man fandt 22 døde gigantiske dovendyr det samme sted. Den kan du læse her.
jso

































